Streaming: Tarantinos bedste film
Siden gennembruddet i 90’erne har Quentin Tarantino instrueret otte spillefilm, der har holdt et uhyggeligt højt niveau.
Der er noget at leve op til, når instruktøren senere på måneden i Cannes holder verdenspremiere på sin niende tilm, Once Upon a Time in Hollywood.
Den kan ses i danske biografer 15. august. Som optakt til den imødesete film, der foregår i Hollywood anno 1969 og har Leonardo DiCaprio, Brad Pitt og Margot Robbie på rollelisten, anbefaler vi i denne uge Tarantinos fem bedste film.
Det betyder jo, at blot tre skal skæres fra, men det er faktisk svært nok.
Vi ville gerne have taget True Romance med, selv om filmskaberen kun har skrevet manuskriptet, mens Tony Scott instruerede. Men filmen findes beklageligvis ikke på nogen dansk streamingtjeneste, mens Natural Born Killers ikke har klaret tidens tand lige så godt.
Pulp Fiction
I år er det 25 år siden, at Quentin Tarantino for alvor sparkede sig ind på den internationale filmscene ved at vinde Guldpalmen i Cannes for Pulp Fiction.
Filmen står stadig som det foreløbigt største mesterværk i instruktørens karriere og bliver hyldet af både filmnørder, akademikere og udøvende kolleger. Der er da også sådan en nerve i hver enkelt scene, at man blot behøver nævne navnene Vincent Vega, Mia Wallace og Butch, før billederne begynder at dukke op på nethinden.
Den episodiske og opbrudte fortælling byder trods en spilletid på over to timer en halv time ikke på et eneste kedeligt sekund. Hvad end Jules og Vincent snakker om burgere og fodmassage eller fjerner hjernemasse fra deres bil, kan man slet ikke få nok af de to lejemordere. Alligevel lykkes det også for blandt andre Harvey Keitel og Christopher Walken at levere uforglemmelige birollepræstationer, som man ikke ville have været foruden.
Streames på Viaplay og Netflix
Kill Bill
Q & U – i rulleteksterne kælenavne for Quentin Tarantino og Uma Thurman – har sammen skabt The Bride, som er det, man nok må kalde en badass. I de to Kill Bill-film fra 2003 og 2004 slagter hun ikke så få fjender på sin rejse mod at få hævn over Bill.
Iført sit knaldgule kostume er der skruet helt op for æstetikken og referencerne fra grindhouse over kampsportsfilm til spaghettiwesterns. Man kan snildt underholde sig med at gå på jagt i filmenes mange henvisninger, men først og fremmest er det en adrenalinpumpende oplevelse af en kvindes blodige hævn.
Den bliver serveret med Tarantinos til dato bedste opvisning i filmisk koreografi, så man i flere scener efterlades fuldstændigt forpustet. Tænk bare tilbage på slagsmålet med Lucy Lius morderiske O-Ren Ishii i billedskønne rammer!
Streames på C More
Inglorious Basterds
Der er mange morsomme højdepunkter i Quentin Tarantinos oeuvre, men toppen af komikken finder man i instruktørens kontrafaktiske film om Anden Verdenskrig.
Når Brad Pitts løjtnant Aldo Raine sammen med to af sine soldater bliver smuglet ind til nazistisk filmpremiere som italienske venner af Bridget von Hammersmark, er latteren simpelthen ikke til at holde tilbage. Alene deres forsøg på en italiensk accent over for Christoph Waltz’ afmålte jødejæger er hele filmen værd.
Inglorious Basterds fra 2012 er også en voldelig hævnfantasi om at slå Adolf Hitler ihjel, som kulminerer, når biografen brænder med alle de førende nazister spærret inde.
Streames på HBO Nordic og Amazon Prime
Reservoir Dogs
Selv hvis man ikke var gammel nok til at se Reservoir Dogs, da den havde premiere i 1992, kan man mærke filmens voldsomme originalitet. Med filmen slog Quentin Tarantino sit navn fast og lagde fundamentet til den enorme status, han siden har fået i filmbranchen.
Krimifilmens mange blodige scener – som når en sadistisk Michael Madsen dansende skærer øret af en politimand til et smægtende pophit – bliver ofte fremhævet. Men det er de urkomiske replikudvekslinger, der virkelig rykker.
”Den handler om en pige, som vil have en fyr med en stor pik. Hele sangen er en metafor for store pikke,” lyder det i åbningsscenen, hvor de farverige forbrydere diskuterer betydningen af Madonnas pophit Like a Virgin.
Tarantino gav sig selv nogle af de bedste replikker som Mr. Brown, og instruktøren fik efter filmen endda et svar fra Madonna, da de mødtes til en fest: ”Den handler om kærlighed, ikke pik.”
Streames på Netflix
Jackie Brown
Der findes faktisk en del mennesker ude i den store verden, som mener, at Jackie Brown fra 1997 er Quentin Tarantinos bedste film.
Historien om Jackie, der spilles af blaxploitation-stjernen Pam Grier, er det sorte får blandt Tarantinos film, fordi den er mere musikalsk og mediterende end hårdtslående. Til gengæld er det en sand fornøjelse at følge den fascinerende stewardesse, der smugler penge fra Mexico til USA.
Forfatteren bag filmens bogforlæg Rum Punch, Elmore Leonard, har fortalt i et interview, at en ung Quentin Tarantino engang stjal en af Leonards bøger hele to gange. Instruktøren er også kendt for at lade sig kraftigt inspirere af andre filmskabere, men når bare man låner med sådan en vitalitet, kan det meste tilgives.
Streames på Plejmo
Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.
Vi anbefaler både film og tv-serier.
I denne uge udvælger vi film af Quentin Tarantino.
Kommentarer