Voldens ulidelige lethed

Da jeg gik i ottende klasse, var jeg så heldig at få opfyldt mit ønske om at komme i en uges erhvervspraktik på Dagbladet Information. Det var i foråret 2011, dengang Christian Jensen endnu var chefredaktør.

Ud over at sidde med til diverse møder, overvære journalisternes arbejde, spise frokost i kantinen og være med som en slags assistent (måske nærmere som en byrde) på Borgen, fik jeg lov til at skrive en række småting i avisens korte genre ”Folk” og enkelt tv-anbefaling.

Jeg endte med at skrive en anbefaling af Quentin Tarantinos Kill Bill: Volume 2, som skulle vises på DR2 den følgende aften.

Muligvis valgte jeg at anbefale netop den film, fordi jeg få uger forinden havde set den med min mor på dvd – fra jeg var helt lille, så min mor det som sin pligt at danne mig i filmkunstens fantastiske verden. Og så var jeg aldeles grebet af Tarantinos pornografiske blanding af vold og lækre damer i tætsiddende uniformer.

Lige noget for en fjortenårig knægt.

På egen hånd
”Filmen er proppet med billedskønne kampscener og har både nyskabende vinklinger og smukke effekter. Den store mængde blod og flydende kadavere er på en bizar måde fascinerende. Det skyldes den kontrasterende musik til de voldsomme kampscener, de sjove stønnelyde og et overflødighedshorn af indvolde,” skrev jeg i Information den 8. juni 2011 og fortsatte:

”Jeg husker en scene, hvor The Bride halshugger en håndlanger, hvorefter hans hals fungerer som et springvand. Instruktøren er den anerkendte Quentin Tarantino, hvis kendetegn er intens action, bizar psykologi og sort humor (...) Den geniale film er allerede en moderne klassiker.”

Da jeg havde lavet selve anbefalingen, syntes jeg, at overskriften skulle virke klogere end mig.

Jeg låste mig derfor ude på toilettet og ringede til min mor for at spørge hende til råds. Min mor, som er skolelærer, tog telefonen i sin korte pause og anbefalede mig, at overskriften skulle lyde: ”Æstetisk vold.”

Da vi sluttede samtalen, og jeg atter sad ved mit midlertidige skrivebord, havde jeg i min distræthed glemt at nedskrive det underlige ord, som skulle beskrive volden i Kill Bill.

I næste nu, sådan husker jeg det i hvert fald, trådte daværende kulturredaktør Peter Nielsen ind og sagde, at spalten snart skulle være færdig.

Da min mor ikke tog telefonen, var jeg nu på egen hånd.

Ved at søge efter adjektiver på Ordnet.dk, der lydmæssigt mindede mest om ”æstetisk”, endte jeg på en eller anden underlig måde med ordet ”inciterende”.

”Fedt,” tænkte jeg, ”det må have været det ord, min mor sagde over telefonen.”

Næste dag blev tv-anbefalingen trykt i avisen, med overskriften ”Inciterende vold”.

Opildne eller føle
Det sjove ved denne utilsigtede overskrift er, at ændringen fra ”æstetisk vold” til ”inciterende vold” i dag forekommer mig at være præcist og ikke en fejltagelse, når det kommer til at beskrive volden i Tarantinos film. Det gælder også for hans nye film, Once Upon a Time in Hollywood.

Inciterende er et ord, der kommer af latinsk ”incitare”, som betyder: ”sætte i (hurtig) bevægelse, opildne.”

Æstetisk er et ord, som kommer fra græsk ”aisthanesthai”, der betyder: ”føle, fornemme.”

Vi har altså med to meget forskellige voldsformer at gøre: opildnelsen og følelsen. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at disse producerer decideret modstridende indvirkninger i publikum. Derfor finder jeg det vigtigt at diskutere.

Den svenske instruktør Ingmar Bergman har engang i et interview inddelt filmisk vold i to forskellige former: pornografisk vold og kunstnerisk vold.

Distinktionen minder sjovt nok uhyre meget om den ovenstående skelnen mellem inciterende vold og æstetisk vold, ja, deres modsatrettede grundidéer er de samme i det store hele.

Not satisfied yet? Buy more!
Den inciterende/pornografiske vold producerer en kortvarig opildnelse, som kun fører til, at publikum vil forsøge at fylde sin følelse af tomhed med mere og vildere underholdning.

Den pornografiske vold minder altså mest af alt om rusmidler, reklamer og reality-tv – underholdningsformer, som er dybt beslægtede med forbrugersamfundets første bud: ”Not satisfied yet? Buy more!”

Herimod producerer den æstetiske/kunstneriske vold en længerevarende og dybdegående følelse. Ja, hvis den kunstneriske vold er af særlig høj kvalitet, kan den endda udfordre ens fornemmelse af verden og én selv, hvilket efter min dialektiske logik er to sider af samme sag.

Den æstetiske/kunstneriske voldsform kan sagtens blive vist uden filter, men ofte har jeg selv oplevet, at denne form for vold trives allerbedst i sit fravær.

Selv hvis den kunstneriske vold vises uden filter – som Haneke, Pasolini og Lynch til tider gør – aktiviserer voldsscenerne næsten altid publikum ved at ægge til deres indlevelse og – vigtigst – deres fantasi.

Volden bor i os
Den pornografiske ”voldsfilmskaber” viser derimod publikum alle detaljer uden at efterlade noget som helst til fantasien, og der er således ingen forskel efter min mening på dennes og den lokale pushers aktivitet.

Begge udfylder et tomrum ved at skabe et endnu større tomrum.

Den pornografiske voldsfilmskaber skubber heller aldrig publikum i retningen af selverkendelse. Han eller hun kunne aldrig drømme om at udfordre publikum på en måde, som denne aforisme af Goethe for eksempel gør: ”Jeg ser ingen forbrydelse, som jeg ikke har eller kunne have begået.”

Goethe – ligesom den kunstneriske voldsfilmskaber – synes at ville vise, hvordan volden bor i os alle. Den kan aktiveres af forskellige grunde, og derfor må vi forholde os til den.

Kort sagt, den kunstneriske voldsfilmskaber ønsker ikke, at publikum udelukkende opfatter volden som et fascinerende fremmedlegeme fra en fjern planet. Nej, volden skal stille fundamentale spørgsmål ved den menneskelige eksistens.

Blod i spandevis
For mig at se har Once Upon a Time in Hollywood intet med æstetisk/kunstnerisk vold at gøre.

Den sprøjter derimod med inciterende/pornografisk vold: maskinpistoler, almindelige pistoler, flammekastere, afbrændte lig, knive, slåskampe, dræberhunde og blod i spandevis.

Og det er naturligvis krydret med en masse damer i tætsiddende klæder. Halvnøgne kvinder, som i øvrigt næsten ingen replikker har, og som stort set kun kan give udtryk for tre viljeformer: kneppe, dræbe eller beglo sig selv i biografen.

Det forekommer mig, at dele af kultureliten har opfundet et socialt alibi for at overvære pornografisk vold i fuld offentlighed og med god samvittighed – som betragtede de et kunstværk.

Alibiet hedder Quentin Tarantino, og hvis jeg atter skulle beskrive, hvad hans film primært består af, ville jeg med fuldt overlæg vælge disse to ord, som jeg ved en fejl faldt over som fjortenårig: Inciterende vold.