Dag 8: Tårekanalerne flyder over

Pablo Larrain har imponeret de senere år, hvor han har instrueret El Club om børnemisbrug i den katolske kirke, revolutionsdramaet No og Neruda om den chilenske Nobel-forfatter af samme navn.

I alle film er handlingen henlagt til instruktørens hjemland Chile.

Derfor var der også forventninger til Larrains første engelsksprogede film Jackie, som havde premiere på filmfestivalen i Venedig.

Filmen følger præsidentfruen Jacqueline Kennedy (Natalie Portman) i efterdønningerne af mordet på hendes mand, John F. Kennedy, i 1963.

En unavngiven reporter (Billy Crudup) besøger den myrdede præsidents hustru, blot en uge efter Kennedy blev skudt. Han skal interviewe hende om dagene op til begravelsen og tiden umiddelbart før mordet.

Herfra klipper Larrain frem og tilbage mellem interviewet og de erindringer, enkefruen deler med journalisten.

Natalie Portman er sjældent set bedre. Sorgen sidder i ansigtet og den skælvende stemme, og indimellem bløder skuespilleren på elegant vis op i melankolien, når hun viser sine omgivelser, hvem der bestemmer.

Som da hun efter en grådkvalt og rørende beskrivelse af sekunderne efter skuddet siger til reporteren:

”Men tro ikke bare et sekund, at jeg vil give dig lov til at publicere det.” Hun tænder en cigaret. ”Og jeg ryger heller ikke.”

Jackie er et forrygende og råt portræt af en knust præsidentfrue, som ville vise verden, at hun havde integritet og var mere end blot et stil-ikon. Og instruktør Pablo Larrain består til fulde sit skift fra hjemlige dramaer til film af Hollywood-kaliber.

Nick Cave tager tilløb
Sidste sommer faldt Caves søn fatalt 30 meter ned fra en klippeskrænt nær hjemmet i Brighton ved den britiske kyst.

Da det skete, var Nick Cave i gang med at indspille sit nye album Skeleton Tree og havde egentlig inviteret instruktøren Andrew Dominik til at optage ham spille en koncert, der skulle spilles live i biografer verden over.

Men Nick Cave følte ikke, at han kunne gennemføre det. Cave og Dominik valgte at fortsætte, men i en anden form, som nu er resulteret i den rørende One More Time With Feeling.

Musikken er stadig med i dokumentaren, som også består af hjerteskærende interview med Nick Cave, der reflekterer over sin søns død.

Nick Cave kommer ikke til at give interviews eller lave anden presse i forbindelse med udgivelsen af albummet, men han følte, at han blev nødt til at fortælle sit publikum, hvordan han har det. Det gør dokumentaren, der er i sort-hvid og filmet 3D, forbilledligt.

”Hvor kom de rande under øjnene fra? De var der ikke før,” siger Cave og kigger på sit spejlbillede.

Hvis man ikke kender filmens præmis, kan den første lange del forvirre. Her kredser Cave næsten om sorg som tema. Der går lang tid, før han begynder at tale om sønnen Arthur.

”Det var, som om Nick ikke kunne tale konkret om Arthur i begyndelsen,” fortalte Andrew Dominik, da Ekko interviewede instruktøren på festivalen.

”Nick skulle tage tilløb, før han kunne nærme sig det traume, som har forandret ham for evigt.”

Fransk tåreperser
Knap havde festivalgæsterne stoppet Kleenex-boksen væk, før den franske instruktør Stéphane Brizé beordrede den frem igen. Det skete med filmatiseringen af 1863-romanen Une Vie af forfatteren Guy de Maupassant.

Filmen foregår i 1800-tallets Normandiet og skildrer den uskyldige Jeanne (Judith Chemla), som netop er vendt hjem til sine forældre efter endt uddannelse.

Hun gifter sig med aristokraten Julien de Lamare.

Herfra går det ned ad bakke for Julien, som over de næste tre årtier synker dybere og dybere ned i depressionens mørke. Først finder hun ud af, at ægtemanden systematisk er hende utro. Så flytter hendes elskede søn til London, hvor han gang på gang havner i så kolossale pengeproblemer, at familiens formue til sidst er væk.

Judith Chemla leverer en af festivalens bedste præstationer i rollen som den glade Jeanne, der lidt efter lidt nedbrydes i en sådan grad, at hun til sidst banker hovedet ind i døren af ren afmagt.

Une Vie, der er filmeti det kvadratiske Academy Ratio-format,er art house, når det er mest imponerende. Både kostume- og make up-holdet er sublime til at trække publikum tilbage i tiden og samtidig overbevise om, at der går 30 år i løbet af filmens 120 minutters spilletid.

Det ses eksempelvis på Jeannes hår, som egentlig ikke gråner årtierne igennem, men i stedet bliver mere fladt og slidt at se på. Også billederne skifter til mere grå nuancer efter en farverig og mere optimistisk begyndelse, hvor vi ser Jeannes barndom og ungdom.

Une Vie er en smuk film, men det bliver så trist, at det til sidst er tragikomisk, og publikum kunne ikke lade være med at grine, da sønnen for tredje gang skriver hjem fra London, om Jeanne ikke nok kan sende nogle flere penge.

Efter tre film fyldt med tristesse var det egentlig ganske befriende.