Tavshed

Tavshed er en animeret kortfilm om en femårig tysk jødisk pige, der kom til Sverige efter at have siddet i koncentrationslejren Theresienstadt, hvor hun lærte at gemme sig og være tavs og usynlig for at overleve. Men også i Sverige tvinges hun til tavshed, for ingen kan bære at snakke om de ubærlige rædsler, hun har oplevet under krigen. Pigen hedder Tana Ross, og filmen bygger på virkelige hændelser fra hendes liv. 20 år gammel flyttede hun til New York, hvor hun bor og arbejder i dag.

Først nu, mere end 50 år efter, bryder hun tavsheden og fortæller sin historie i denne animationsfilm, der virtuost kombinerer en række forskellige animationsteknikker og yderligere blander dem med autentiske fotos og filmklip. Filmen har vundet adskillige internationale priser og er allerede blevet en nyklassiker inden for animationsgenren på grund af dens alsidige og kreative udtryk og en meget fin balance og sammenhæng mellem form og indhold.

Det er en film, der tager sit udgangspunkt i krig, nazisme og jødeudryddelse, men det er måske allermest en film med et universelt budskab om at turde tale med børn om selv de sværeste og frygteligste oplevelser. Den formår at fortælle sin historie med stor alvor og indlevelse uden på noget tidspunkt at forfalde til det prætentiøse eller til rå dokumentarisme, og blandt andet derfor er den også velegnet til brug i undervisningen. Der er tale om en film med et alvorligt og komplekst tema, og eleverne skal nok være omkring 11-12 år, før man for alvor kan forvente, at de kan forholde sig til de mange mere eller mindre antydede og uudtalte udtryk i filmen.

Undervisningsforslagene i denne artikel kan bruges fra 5.-6. klasse, men kan sagtens benyttes i de ældre klasser, for filmen rummer rigelig udfordring til at kunne bære en detaljeret og dybtgående analyse af brugen af visuelle virkemidler. Det er oplagt at inddrage fagene dansk, historie og billedkunst i et arbejde med filmen.

Handling
Tavshed er lavet over en autentisk historie og speakes i jeg-form. Tana er en lille jødisk pige, der bor i Tyskland med sin mor. Moren forsvinder, og Tana kommer til koncentrationslejren Theresienstadt, hvor hun møder sin mormor. Det lykkes for mormoren at gemme den lille pige, så hun undgår at komme med toget, der går mod øst – til dødslejrene i Auswitsch og Birkenau. Tana overlever tiden i Theresienstadt, og efter krigens slutning kommer hun til Sverige, hvor hun flytter ind hos sin morbror og tante. Det er en velstående og højt anset familie, og morbroren er en berømt dirigent, men ingen vil tale med Tana om, hvad der skete under krigen.

Tiden går, og Tana bliver voksen, men der er stadig ingen, der vil tale med hende om fortiden, og først da hun som 20-årig rejser fra familien, får hun udleveret et stort bundt med breve, hendes mor har sendt fra tiden i Tyskland. Gennem disse breve får Tana kendskab til baggrunden for sin mors og sin egen skæbne, men hun får stadig ikke talt med nogen om det. Først nu, som 50-årig, får Tana Ross gennem denne film fortalt verden om de ting, hun gennemlevede som en lille pige i koncentrationslejr. Tavsheden bliver overvundet – til sidst.

Skriv for eksempel forløbet op på tavlen med de vigtigste begivenheder i stikordsform. Filmens mangfoldige visuelle udtryk kan måske, især for lidt mindre børn, virke lidt forvirrende og gøre det svært at se sammenhængen i historien. Desuden er der konkrete historiske forhold, der ikke forklares nærmere i filmen, og det er vigtigt, at man tager sig tid til at snakke alle filmens handlingselementer igennem for at sikre, at alle eleverne har en grundlæggende forståelse af de historiske vilkår, historien udspilles under. Det vil være en stor fordel, hvis klassen har arbejdet med nazismen og især jødeudryddelse som emne, for uden en reel viden om koncentrationslejrenes umenneskelige rædsler, misser eleverne historiens hovedpointe: At også det frygteligste og mest ubærlige må frem i lyset og ikke gemmes væk.

Berøvelse af historie og identitet
Som allerede titlen understreger, er tavsheden et centralt tema i filmen. Filmens afgørende motiv er en anklage mod de mennesker, der ikke ville vide noget og ikke ville snakke om Tanas frygtelige oplevelser i Theresienstadt. Gang på gang nævnes i speaken familiens manglende vilje til at ville berøre emnet: “Sig ingenting”, “vi vil ikke vide noget – aldrig!”, “vi må glemme” osv. Denne fortrængning af Tanas fortid bliver yderligere sat i relief, da hun som voksen erfarer, at familien har modtaget en lang række breve fra moderen og dermed har fulgt med i hendes skæbne under nazismen.

Så selv om filmen tager sit udgangspunkt i et barns oplevelser i en koncentrationslejr, er filmens hovedtema af mere universel art. Uden på nogen måde at frikende nazismen lægger filmen sin anklage og sit fokus et andet sted. Den handler om ikke at fortrænge fortiden, om vigtigheden af at tale og kommunikere – også om det frygtelige og det ubærlige.

Tavshedens konsekvens for Tana er, at hun bliver usynlig. “Jeg blev 20 år. Jeg sagde stadig ingenting. Jeg var stadig usynlig,” fortæller hun. De har taget hendes historie fra hende, og når man bliver historieløs, bliver man også identitetsløs. Derfor er det magtpåliggende for hende efter 50 år at fortælle denne historie. For at kende og stå ved sin historie – og ikke mindst sætte ord på den – er at manifestere sin identitet og dermed manifestere sig selv. Så selv om filmens historie er en anklage mod tavsheden, bliver den også i sig selv det afgørende brud med netop tavsheden.

Filmens tema er altså det, der ikke bliver sagt. Men det, der ikke bliver sagt, kunne også være en overskrift for filmens måde at fortælle sin historie på. Det er for eksempel bemærkelsesværdigt, hvordan krigens og koncentrationslejrens rædsler ikke udpensles i hverken ord eller billeder, men alligevel illustreres effektfuldt, f.eks. gennem det symbolske billede af kakkelakker, der fejes bort med en kost. På samme måde bliver selve anklagen mod familien i Sverige heller ikke udtalt direkte i ord, men blandt andet antydet gennem billederne fra koncertsalen, hvor publikumslogerne blænder over i sort/hvide-arkivoptagelser af porten til Birkenau – en af dødslejrene mod øst. På denne måde kommer filmens form og indhold til at spille sammen på en stilfærdig, men yderst intens måde.

Tavshed er en film, hvor det er meget vigtigt at give sig tid til at komme hele vejen rundt om mulige temaer og motiver med eleverne. Det er selvfølgelig altid vigtigt, men når det alligevel skal fremhæves ved denne film, handler det om kombinationen af på den ene side et dybt alvorligt og meget personligt udtryk og på den anden side en udtalt brug af antydninger, symbolik og mere eller mindre uudtalte budskaber.

Af samme grund er det formentlig også en film, der vil opleves meget forskelligt af forskellige elever. Efter en rekonstruktion af handlingen er det oplagt at tage en første snak om filmens tema og som lærer i denne klassesamtale skærpe elevernes opmærksomhed på fortællingen, både som en konkret fortælling med udgangspunkt i anden verdenskrig og som en universel fortælling om tavshed. Man kan i den sammenhæng f.eks. hjælpe på vej med spørgsmål som:

Det visuelle udtryk
Filmen blander virtuost og stilsikkert en lang række filmtekniske fremstillingsformer: sort/hvide stillbilleder, sort/hvide filmklip, grov og kontrastfyldt sort/hvid grafisk animation, farve-akvarelanimation og gråtone-akvarelanimation. Fremstillingsformerne knyttes til særlige elementer i handlingen og især brugen af de forskellige animationsformer er meget konsekvent.

De første billeder fra det nazistiske Tyskland er sort/hvide fotos og filmklip. Tanas oplevelser i koncentrationslejren er skildret i en grov og kontrastfyldt sort/hvid-animation med et tydeligt grafisk præg. Den underbygger den hårde og uhyggelige stemning i lejren, men animationen er også så grov og utydelig, at den giver et lidt svagt og uvirkeligt billede, hvilket fortæller os noget vigtigt om Tanas vage erindringer af disse oplevelser i hendes meget tidlige barndom. Da Tana kommer til Sverige efter krigen, skifter fremstillingsformen til animation med akvarel i farver for at understrege den store forskel i pigens sindsstemning. Men da Tana får fat i sin mors breve og dermed i tankerne følger sin mors liv under nazismen, skifter animationen til en blanding af de to tidligere anvendte – der er stadig brugt akvarel, men nu i gråtoner. Akvarellen markerer, at vi ikke er i lejren, mens gråtonerne markerer, at vi er tilbage i tiden under nazismen, idet de harmonerer med gråtonerne i de mange sort/hvide fotos og filmklip. Måske markerer gråtonerne også Tanas sindsstemning, når hun tænker tilbage på sin mors skæbne?

Denne brug af fremstillingsformerne er forholdsvis enkel og konsekvent, men betydeligt mere raffineret bliver det, når de ofte kombineres i nye blandingsformer, eksempelvis som når en animeret akvarel-sommerfugl i farver flakser rundt oven på de sort/hvide arkivfotos af krigens ruiner for at symbolisere, at krigen er slut, og freden er kommet. Eller når den svenske togbetjent i venlige akvarelfarver pludselig skifter til en nazist i grov sort/hvid-grafik, fordi uniformen får Tana til at tænke tilbage på Theresienstadt. Mange af skiftene mellem fremstillingsformerne er lavet med markante visuelle overgange, som når det sort/hvide-foto af damptoget toner direkte over i an akvarel-animation i farver af det samme tog, der sætter i gang på rejsen til Sverige.

Filmen benytter også ofte den mulighed, der ligger i animationsteknikken for at skildre symbolske, men umiddelbart urealistiske handlingselementer, som for eksempel når Tana flere gange pakker sig selv ned i en kuffert. Eller når hun langsomt hvirvler rundt i luften, mens tiden går, fra hun er en lille pige, til hun bliver en voksen kvinde på 20 år.

Filmen spiller således på en bred og varieret vifte af visuelle virkemidler og hertil kommer en meget enkel, men yderst effektfuld lydside. Det er nok nødvendigt at hjælpe eleverne på sporet med nogle tydelige eksempler på denne alsidige brug af virkemidler, men så snart de er på sporet, rummer filmen rigtigt gode muligheder for, at eleverne selv kan gå på opdagelse efter dem.

Efter at have skrevet filmens handling i stikord på tavlen og taget en første snak om filmens tema, er det en god idé i fælleskab at kigge på hvilke fremstillingsformer, der er fremtrædende i filmens forskellige afsnit og skrive dem op på tavlen i forbindelse med handlingen. Tag herefter en snak om sammenhængen mellem på den ene side den enkelte fremstillingsforms visuelle udtryk og på den anden side handlingen og stemningen i de afsnit, hvor formen anvendes.

Find herefter eksempler på steder, hvor fremstillingsformerne blandes, hvor der er specielle overgange mellem formerne, og hvor der benyttes symbolske, men urealistiske handlingselementer. På denne måde ledes eleverne på sporet, men så snart deres opmærksomhed på brugen af disse virkemidler er vakt, kan eleverne – f.eks. i mindre grupper – selv gå videre med at finde eksempler. Vis da filmen igen – gerne et par gange – mens eleverne nu leder efter eksempler på brug af visuelle virkemidler og noterer ned. Derefter kan de gruppevis beskrive et antal eksempler og efterfølgende fremlægge for hinanden. Filmen er fyldt af eksempler, og det er ikke målet nødvendigvis at få belyst dem alle. Langt vigtigere er det, at eleverne selv får lejlighed til at finde nogen af dem og dermed får skærpet opmærksomheden og iagttagelsesevnen over for brugen af visuelle virkemidler.

Det centrale i denne sammenhæng er naturligvis hele tiden at se på, hvordan disse virkemidler bruges til at forstærke motiver og budskaber i filmen. På denne måde bliver arbejdet med filmens virkemidler også en yderligere fordybelse i og perspektivering af filmens tema.



Mere undervisningsmateriale til Mellemtrinnet.