Teatralsk åbning i Venedig

Filmmønsteret i Venedig er, som det plejer. Fem dages konkurrencefilm har budt på store svingninger - traditionen tro med en overvægt af amerikanske film i den bedste ende.

Er der en usædvanlig tendens at spore i år, er det festivalens mange film, der - mere eller mindre frivilligt - sætter fokus på teater.

Undertegnedes foreløbige favoritfilm er den grotesk-græske Alps (Alpis). Instruktøren bag filmen, Yorgos Lanthimos, fortsætter kursen fra sit sociopatiske familiedrama Dogtooth og leverer med Alps endnu en æstetisk overlegen, helstøbt og fortolkningsinviterende fortælling.

Alperne ligger i Grækenland
I filmen møder vi fire skuespillerspirer, som effektivt har bygget bro mellem amatørteater og levet liv. De fire mødes i al diskretion og under dæknævne (Matterhorn, Monte Rosa og andre alpenavne) for at øve sig på at spille afdøde mennesker - til glæde for de efterladte!

Det er et både absurd og komisk projekt, som bliver regulært uhyggeligt ved at blive serveret med manisk overbevisning af både gruppens medlemmer og instruktøren.

Fordi to af gruppens medlemmer arbejder på hospital, kan de tilmed tilbyde ”terapi-pakken” med en vis autoritet. Og da en ung tennisglad pige dør efter et trafikuheld (hjælper gruppen ligefrem til?), bliver kvinderne næsten stakåndede af begær efter at spille hende over for de pårørende. De får begge lov på skift!

Alps fungerer lige godt som mani-studie og som allegori over almenmenneskelig forstillelse. Det sidste er så afgjort det mest uhyggelige.

Polanski fører an
Roman Polanski ligger i skrivende stund øverst på de internationale kritikeres stjernebarometer med et andet absurd-realistisk drama, der også har fire personer og derigennem hele den forskruede menneskehed i fokus.

Carnage er henlagt til nutidens USA, hvor to forældrepar mødes for at klinke skårene over deres sønners slagsmål.

En spektakulær maveforgiftning flår dog hurtigt hul på facaden, og snart slår galden ud af fugerne mellem både køn, ægtefolk og socialklasser.

Filmen handler igen om forstillelse - her den uforvarende - og de fire stjerneskuespillere i centrum har fået licens til at trykke den af.

Teater på dåse
Jodie Foster hikster af humanistisk selvforelskelse, Kate Winslet brækker sig på coffee table-kunstbøgerne, Christoph Waltz fortsætter sine skønne skurkemanerer fra Inglourious Basterds, og John C. Reilly hælder med sine grovere middelklassehænder whisky og pessimisme på selskabet.

Overspillet og den lårtykke civilisationskritik vidner tydeligt (i mine øjne for tydeligt) om filmens udspring i et teaterstykke (nemlig Yasmina Rezas God of Carnage), og Polanski har bevidst holdt iscenesættelsen jordnær og dialogfokuseret.

Det gør ikke Carnage til en dårlig film. Det gør den bare til en temmelig ufilmisk film - i stumfilmsæraen kaldte man det uhøfligt for ’teater på dåse’. Men alle vil kunne grine ad nogen i filmen, og med den imponerende rolleliste er den sikret et sundt liv i biograferne.

Freud a la Cronenberg
En anden vellykket teaterfilmatisering blandt konkurrencefilmene er signeret David Cronenberg, der fortsætter sin kurs væk fra det tekno-fetischistiske overdrev.

Med A Dangerous Method har han kastet sig over periodedramaet, nærmere bestemt psykoanalysens opblomstring i Wien omkring århundredeskiftet. Freud (en næsten uigenkendelig Viggo Mortensen) var faderskikkelsen og strategirytteren, mens arvtageren Jung (Michael Fassbender) lod sig inspirere af kollegaen Otto Gross’ hands-on-metoder og involverede sig med en af sine klienter.

Filmen fletter elegant affæren, venskabet, forskningen og den sociale skandale. Det er en film, man sagtens kunne have tilskrevet en Tom Hooper (Kongens store tale). Bliver man indædt skuffet, må man være indædt Cronenbergist.

Taiwanesisk regnbuekrig
De øvrige konkurrencebidrag har indtil nu strittet mere.

Taiwan (og Kina, der vist mest er nævnt af diplomatisk høflighed) er repræsenteret med noget så sjældent som et big budget-stamme-epos. Gennem 50 år følger Warriors of the Rainbow: Seediq Bale de oprindelige taiwanske stammers modstand mod japansk overherredømme - men filmen er ikke den tudevorne hyldest, man forventer. Det er nemlig 50 år med blodtørstige halsafhugninger, indbyrdes fejder og stammebørn, der myrder forsvarsløse japanske kvinder.

Den lange engelske titel lyver ikke: Filmen er både krigerisk, Greenpeace-aktivistisk og eksotisk. Den er med sine 150 minutter desværre også en time for lang, men den afslører, at Taiwan effekt-teknisk nærmer sig niveauet hos Kina, Thailand og Sydkorea.

Clooneys dolkning af Cæsar
George Clooney er på Venedig med en pletfri spillefilm-pendant til spin-eller-forsvind-serien West Wing (Alle præsidentens mænd). Clooney spiller selv demokratisk topkandidat, men fokus er på Ryan Gosling som den unge, idealistiske rådgiver, der kommer i uføre og må vælge mellem moralen eller magten.

Titlen The Ides of March henviser til tidspunktet for Brutus’ snigdolkning af Cæsar.

Tegnefilmen Persepolis blev i 2007 en velfortjent succes, og nu har makkerparret Vincent Paronnaud og Marjane Satrapi igen kastet sig over en af sidstnævntes tegnede bøger, Kylling i blommer. Filmen Poulet aux prunes bevæger sig denne gang fra forlæggets simple sort-hvide udtryk til et maksimalistisk kulørt og stilblandende eventyr om en violinist, der har fået knust sit hjerte.

Filmen vil både gerne være trist og sjov, men ender lidt akavet mellem sine mange stole.

Todd Solondz - nu uden masturbation
Philippe Garrel spås ingen chancer for sit franske firkantsdrama Un été brulant, men de italienske medier har alligevel båret den i guldstol pr-mæssigt. Forklaringen: Monica Bellucci er med. Og hun er nøgen. Som om nogen af delene havde nyhedsværdi.

Priser er der dog stensikkert i vente til den britiske Shame, Steve McQueens stærkt imødesete opfølger til det fækale protestdrama Hunger. Michael Fassbender (ja, ham igen) krænger både sit indre og sit ydre ud i rollen som den sex-afhængige, men følelsesmæssigt forkrøblede newyorker Brandon.

Med porno på pc’en og fåmælt karisma kan han få sine fix, som han vil have det. Men da hans anderledes kontakthungrende søster (Carey Mulligan) flytter midlertidigt ind, begynder Brandons indre dæmoner at røre på sig.

Shame hører til den slags film, der skriger på en skuespilpris: Karakterpsykologien er kun halvt blotlagt, så publikum er nødt til at nærstudere Fassbenders mimik. Han overbeviser totalt i en rolle, der på papiret virker umulig: En kold, indestængt skid, der knalder sig ud i eksistentiel opløsning.

De første visninger af italienske Emmanuele Crialeses flygtningedrama Terraferma og Todd Solondz’ angiveligt masturbationsfri Dark Horse har også fundet sted - ifølge bankelydene på vandrørene (no pun intended) hører de også til i øvre halvdel af førerfeltet.

Pacino får baghjul
Uden for konkurrence er Al Pacinos Wilde Salome blevet vist. Den understreger teaterdramaets centrale rolle på festivalen. Pacino udforsker Oscar Wildes tekst - som han gjorde med Shakespeare i Looking for Richard - ved at flå lidt i alle håndtagene: Intonation, gestik, casting, scenografi.

Der laves en stivbenet læseprøve-dramatisering for et dyrt betalende teaterpublikum, der ikke er udelt begejstrede. Der spilles intimt og eksplosivt i et lille filmstudie. Og på ren fysik i en ørkenkulisse.

Den rødflammende Jessica Chastain (The Tree of Life) stjæler som Salomé totalt rampelyset fra en solbrille-henslængt og småspyttende Kong Herodes i skikkelse af Pacino selv.

Den gamle stjerne ligner på scenen en mand, der godt kunne trænge til en uge i Venedigs lagune.