Venedig: Teenage-indianere uden fjer

”En kvinde ringede til mig. Hun lød virkelig alvorlig og havde sådan en god italiensk accent. Hun sagde, at de lige havde set min film. ’It’s very interesting work!’”

Svenske Anna Eborn genfortæller det telefonopkald, som afgjorde, at hendes film skulle på filmfestivalen i Venedig.

Den autodidakte dokumentarinstruktør smiler udkørt, da vi møder hende på en Vesterbro-café. Hun har klippet trailer og designet plakater i døgndrift den sidste uges tid. Men hun lyser op, da hun kommer i tanke om, at hun skal til Venedig om et par dage.

På torsdag 5. september er der verdenspremiere på hendes første lange dokumentarfilm Pine Ridge, der bliver vist uden for konkurrence på den prestigefulde festival.

South Dakotas badlands
Filmen er dansk produceret og støttet af New Danish Screen, men derudover har den ikke meget med Danmark at gøre. Pine Ridge er navnet på et af de største reservater for amerikanske indianere i USA.

Her har den amerikanske stat parkeret sin ”hvide skyld” og tusindvis af trailers med op til femten indfødte amerikanere i hver. Området anslås at huse op imod 40.000 mennesker, heraf mange unge.

Anna Eborns kamera følger netop en række unge mennesker fra reservatet. De kæmper for at holde fast i fremtidsdrømmene på trods af alkoholisme, vold, stofmisbrug og en tilværelse på food stamps.

Spion fra CIA
Da Anna Eborn besøgte Pine Ridge-reservatet, lagde hun særligt mærke til de unge teenagere, som drev retningsløst rundt. De ville gerne snakke. Og deres ansigter kaldte på at blive filmet.

”Det er i blikket. Det har meget at gøre med, hvordan de kigger. De kan have en kæmpe udstråling, men der er ofte også et tab eller en vrede. Vi var inde at kigge i et fængsel på et tidspunkt. Jeg har aldrig set så onde blikke,” fortæller hun.

Snakkesaligheden til trods krævede det tid og kræfter at vinde de unges tillid.

”De var interesserede i mig. Hvem fanden var jeg? Nogle gange troede de, at jeg var fra CIA. Det var først, når de hørte, at jeg ikke talte ordentligt american, at de forstod, at jeg var en udefra,” siger hun og illustrerer med tyk amerikansk accent. ”Jeg tror, det hjalp, at jeg var fra Europa og ikke USA.”

– Er de skeptiske over for amerikanere, som gerne vil undersøge deres kultur?

”Ja, meget. Der har været sådan nogle fra Fox News, der har lavet ret skræmmende beskrivelser af Pine Ridge. Nogle gange tog de for givet, at jeg ville snakke om gangs, guns eller drugs.”

Højeste selvmordsrate
Bander, våben og stoffer er en uomgængelig del af livet i Pine Ridge. Det samme er fattigdom.

”Pine Ridge har den højeste selvmordsrate i USA. Her er unge, som ikke føler, at de har en fremtid. De vokser op i forlængelse af en større politisk uretfærdighed, som har varet i mange hundrede år,” forklarer Anna Eborn.

Men instruktøren har valgt ikke at svælge i vold og kriminalitet. I stedet fokuserer hun på menneskene bag handlingerne.

”For mig betyder alle de her statistikker ingenting. Det er først, når du får en person, som fortæller ud fra sin opvækst og sine oplevelser, at jeg kan bruge det i mit portræt. Noget, der kommer fra de medvirkendes hjerte.”

Lader kameraet rulle
Alligevel kunne instruktøren og hendes fotograf Nadim Carlsen ikke undgå at mærke de sørgelige statistikker på egen krop. Flere gange blev optagelserne afbrudt af folk, som væltede rundt i alkohol- og stofrus.

En dag skulle en af de medvirkende rive en trailer ned hos nogle bekendte.

”Så sagde jeg: ’Vi vil gerne med ud og filme!’ Men så sagde han nej. Han sagde: ’De her folk kan ikke lide hvide mennesker. Og jeg vil ikke involveres i et mord.’ Og det sagde han jo for at beskytte mig.”

Anna Eborn og fotografen havde en aftale om, at hvis der skete noget ”moralsk ukorrekt” foran kameraet, skulle optagelserne ikke afbrydes. ”Så tager vi diskussionen i klip bagefter. Man skal ikke forstyrre, når der sker noget,” forklarer instruktøren.

Hun har selv klippet filmen, så de moralske overvejelser har hun selv stået for. Hun har også klippet uden om andet end vold og kriminalitet.

Indianere uden fjer
– I filmen nævner de medvirkende flere gange pow-wowog rabbit dance. Men vi ser det aldrig. Er det med vilje, at du ikke har filmet de skikke, som man traditionelt forbinder med indianerkultur?

”Ja. Min oplevelse var, at jeg ikke kunne se det nogen steder. Det var noget, de snakkede meget om, fordi de forventede, at jeg var interesseret i det.”

”De lever jo så amerikaniseret. Derfor føltes det pålagt, hvis jeg skulle sige: ’Jeg skal lige filme en scene. Vil du ikke lige tage den her fjer på?’ Der er ikke nogen, der har de der fjer!”

– Er den traditionelle indianerkultur i fare for at dø ud?

”Det er nogle stærke overlevere, som bor dér. Og der er meget respekt for deres historie. Men når man er alenemor og tyve år gammel, så handler det jo om at få macaroni and cheese på bordet til sine børn. Det er ikke højeste prioritet at lære ungerne at snakke det indianske sprog Lakota.”

Den grelle fattigdom i reservatet tvang instruktøren til at tage stilling til et tilbagevendende dilemma for dokumentarister: Hvor meget skal man hjælpe sine medvirkende?

Flere gange måtte hun forklare, at hun ikke kunne give fem dollars til alle indbyggere i reservatet. Til gengæld er hun blevet Facebook-venner med alle, som er med i filmen.

”Folk plejer at sige, at man skal være meget kold. Man må ikke elske sine medvirkende, men det er jeg ligeglad med. Hvis jeg ikke viste dem respekt, og hvis jeg ikke kunne lide dem, så kunne de heller ikke være med i min film,” slår hun fast.

Identitetskrise i Nepal
Anna Eborn er født og opvokset på den lille svenske ø Skaftö. Hun må tænke sig godt om, når hun skal forklare, hvorfor hun endte i Danmark. Men det startede med en identitetskrise i Kathmandu.

”Jeg var i Nepal og havde lyst til at komme til København. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave, og jeg havde ikke flere penge tilbage. Jeg havde lidt en krise over, hvad der skulle ske. Så jeg sendte en mail til Filminstituttet og spurgte, om der ikke var et job til mig,” husker hun.

Hun rejste hjem fra Nepal til et jobinterview. Egentlig skulle hun have stået i billetsalget i Det Danske Filminstituts biograf Cinemateket.

”Men hende, som lavede jobinterviewet, fandt ud af, at ’Anna vil jo egentlig gerne lave noget mere kreativt’. Og så sendte hun mig op til Filmværkstedet,” griner hun.

Så kom hun i praktik hos Filmværkstedet, som uddeler offentlig støtte til unge aspirerende filmtalenter. Her fik hun også mulighed for at lave sine egne film.

Efter flere værkstedsfilm, både fiktion og dokumentar, var det næste naturlige skridt at søge om optagelse på Den Danske Filmskole. Men hun kom ikke længere end til sidste udtagelsesrunde på dokumentaruddannelsen.

Siden er Anna Eborn kommet ind på Stockholms Dramatiska Högskolas dokumentaruddannelse. Hun vil gerne rose sin underviser Mia Engberg, som står bag dokumentarfilm som det feministiske porno-eksperiment Dirty Diaries og den helt nye Belleville Baby.

”Vi kan også inspirere vores lærer, lige så vel som omvendt. Hun er stadig ’professoren’, men det er ikke på samme måde, som jeg oplevede, da jeg var til prøve på Den Danske Filmskole. Der var det mere hierarkisk,” siger hun.

Svensk mindretal i Ukraine
Ironisk nok satte afslaget fra Filmskolen for alvor skub i Anna Eborns dokumentarkarriere.

”Nogle gange når man har lidt modgang, så har jeg det sådan, at jeg skal vise, at jeg kan lave noget! Og så lavede jeg Baba i stedet for.”

Baba er en kort dokumentarfilm, og ligesom Pine Ridge er det et tålmodigt portræt af et minisamfund af minoriteter.

Filmen følger om otte oldgamle svenske kvinder, som bor i Ukraine. I 1700-tallet deporterede den russiske kejserinde Katharina Den Store cirka 700 svenskere til Ukraine. De slog sig ned i en lille flække, som blev kaldt Gammalsvenskby. Da Anna Eborn filmede i byen, var der otte tilbage. I dag er der formentlig endnu færre.

Hun opdagede det uddøende mikro-samfund ved en ren tilfældighed.

”Jeg sad og skrev ansøgning til filmværkstedet sent om natten til et andet projekt i Ukraine. Jeg ledte efter en oversætter. Det var helt tilfældigt, at den der gamle svenske by pludselig dukkede op på internettet. Jeg læste tre sætninger om det, og så sagde jeg: ’Fuck det andet projekt, det her er for vildt! Det kan ikke gå galt.’”

”Bærer på en arving”
Kvinderne i Gammalsvenskby taler stadig svensk i dag. Dog bliver fraserne fra det attende århundrede leveret med ukrainsk ordstilling.

Men instruktøren og hendes medvirkende kunne godt forstå hinanden, så længe de talte langsomt. Og så længe de undgik alt for moderne udtryk. ”De siger for eksempel ikke ’gravid’. De siger, at man ’bærer rundt på en arving,’” fortæller hun.

Anna Eborn forklarer, at Baba er et russisk ord for en gammel kvinde, som man godt kan lide. Selv blev hun helt fortryllet af de tavse kvinder, hvis ansigtsfolder vidner om et langt liv på den anden side af jerntæppet.

”Det er jo en gammel sovjetisk kultur. Det er arbejderfolk. De knoklede, fra de var femten, til de blev gamle. Det kan man se på deres hænder, og deres rygge er bøjede og krumme,” siger hun og tilføjer: ”De har været i Sovjet på arbejdslejre under Stalin, frem og tilbage.”

Optagelserne på Baba blev en øjenåbner for instruktøren.

”Det var her, jeg tænkte: ’Drop det der fiktion. Det her er langt mere spændende!’”