”Jeg skal arbejde med mit temperament”
Da Filmmagasinet Ekko i august sidste år kunne offentliggøre et brev med et opråb om dårligt arbejdsmiljø, var der kun få underskrifter af instruktører.
Danske Filminstruktører – fagforeningen for mere end 400 instruktører – var også bemærkelsesværdigt tavs i den efterfølgende debat.
Måske har nogle instruktører følt, at det var dem, der som leder af filmoptagelserne var på anklagebænken.
Derfor er det både modigt og prisværdigt, at en af Danmarks toneangivende instruktører, Janus Metz (Armadillo), står frem og indrømmer, at han har problemer med at styre temperamentet. Dermed udvider han debatten og gør os klogere på det pres, man ikke mindst som general på store filmoptagelser er underlagt.
Udtalelserne finder sted i løbet af en samtale med journalist René Fredensborg i det nye Ekko #90.
”Jeg kan have et kæmpe temperament, og det er noget, jeg også skal arbejde med. Du ved, man kan være sindssygt under pres,” siger 47-årige Janus Metz og fortsætter:
”Man skal have 200 mennesker til at gå i takt, man skal have de billeder og de optagelser i kassen lige nu. Der er eddermame gange, hvor det hele er brændt sammen, og jeg måtte ned og bukke og skrabe bagefter for at få det til at fungere. Hvis man taber sutten, går der lang tid, før man får samlet den gode arbejdsrelation op igen.”
”Vi filmer os selv, for helvede”
Janus Metz har efter gennembruddet i 2010 med dokumentaren Armadillo lavet spillefilmen Borg og instrueret et afsnit af True Detective.
Han er lige nu aktuel med den amerikanske konspirations-thriller All the Old Knives, der har stjernerne Chris Pine og Thandiwe Newton i hovedrollerne.
Herfra giver instruktøren et eksempel på, at temperamentet løb af med ham. Filmens fotograf er danske Charlotte Bruus Christensen.
”Der er en scene i en meget smal gyde. Den kvindelige karakter kommer gående, og et kameraskud skal følge hende rundt om hjørnet. Charlotte havde brugt mange kræfter på at fortælle mig, hvor svær den her optagelse var – rent teknisk,” siger Janus Metz.
”Vi laver det ene skud efter det andet, men det bliver ved at fedte rundt om det hjørne. Det har ikke det her schwung, som sådan en kranbevægelse skalhave. Så endelig ved den vistnok femtende optagelse kan jeg se, at det hele spiller.”
”Så lander kameraet på mig og min monitor. Altså, jeg ser mig selv i kameraet. Og så flipper jeg helt ud: ’Vi filmer os selv, for helvede!’ Du skal ikke fortælle mig, at vi har glemt at flytte monitoren!’”
Ingen gider et brushoved
Janus Metz fortæller, at det ender i et kæmpe skænderi, som bliver kulminationen på andre problemer med kommunikationen.
”Jeg kunne helt sikkert have ordnet det på en bedre måde. Der er ingen, der gider at arbejde sammen med et brushoved. Og der er jo folk, som vitterlig er ubehagelige på optagelse.”
”Det er et ekstremt presset arbejdsmiljø. Bølgerne går højt, og det skal man kunne styre,” siger Janus Metz og tilføjer, at Charlotte Bruus Christensen og han har det fint med hinanden i dag.
I Ekko #90 kan man læse hele interviewet, hvor Janus Metz også fortæller om et stort faderkompleks og om vejen fra det midtjyske bøhland til hans egen gallapremiere i Hollywood.
All the Old Knives kan ses fra i dag på streamingtjenesten Prime Video og anmeldes her.
Trailer: All the Old Knives
Ekko #90
Ruben Östlund er på forsiden i det nye nummer af Ekko.
Her snakker Janus Metz i et stort interview om temperament og faderkompleks.
Få en filmgave, når du tegner abonnement.
Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.
Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.
Kommentarer