Voldtægtssag: ”Vi er meget lettede”
Mens Sofie Linde har skabt en stor debat om seksuel chikane i mediebranchen, udspiller der sig en decideret voldtægtssag i filmbranchen.
En 46-årig, dansk filmmand er blevet idømt fjorten måneders fængsel for at have voldtaget sin yngre assistent.
Voldtægten fandt sted, mens de i juli 2019 var på researchtur i Rødby for at forberede de danske optagelser af Christopher Nolans spektakulære Tenet to måneder senere.
De lagde sig til at sove i samme seng, men assistenten vågnede ifølge eget udsagn op ved, at hendes chef tiltvang sig vaginalt samleje.
Dommen blev afsagt i byretten den 25. juni i år, og den blev stadfæstet af landsretten 9. september. Helle Hald har været bistandsadvokat for forurettede og fulgt sagen på tætteste hold.
”Jeg sagde fra starten til forurettede, at det kan være svært at vinde sådan den sag, fordi der ikke er nogen vidner. I det lys er både hun og jeg lettede over, at sagen har ført til en domsfældelse,” siger Helle Hald til Filmmagasinet Ekko.
”Retten har troet 100 procent på min klient og fundet det bevist, at der var tale om voldtægt. Den forurettede udtaler sig under straffeansvar, og derfor vægter hendes forklaring meget, hvorimod den tiltalte har alle mulige grunde til at lyve. Når det er sagt, var der også tale om en ualmindeligt troværdig forklaring.”
”Det her er et eksempel på, at man godt kan blive dømt, selv om vi endnu ikke har en samtykkelovgivning. I sagen blev der hverken udøvet vold eller truet med vold. Men retten vurderer, at den forurettede har været i en choktilstand og ude af stand til at modsætte sig handlingen – også fordi hun havde drukket alkohol og var meget træt.”
Et kæmpe skridt
Den forurettede kvinde valgte ikke at gå til politiet med det samme. Hun forsøgte at fortsætte arbejdet på filmen, men blev fyret den 12. september midt under de hektiske optagelser af Tenet.
”Jeg vil gerne aflive den myte, at det var efter en afskedigelse, at voldtægten blev anmeldt,” siger Helle Hald.
”Fyringen har intet med sagen at gøre. Det er ikke en kvinde, som har gået og puttet med oplevelsen. Hun havde faktisk gjort noget, inden hun blev afskediget.”
– Hvad gjorde hun?
”Hun havde talt med en række mennesker og i det hele taget haft overvejelser om, hvorvidt hun skulle anmelde det. For det er jo et kæmpe skridt at tage. Hvem har lyst til at tage sådan en tur i manegen?”
– Har det indgået i overvejelserne, at en anden kvinde i 2013 var ude for noget lignende med den dømte – uden at det dog dengang nåede at føre til en voldtægt?
”Hvis man har været udsat for en krænkelse, som denne kvinde jo har, og man så pludselig hører, at manden har gjort det samme ved andre, er det selvfølgelig et yderligere incitament for at indgive en anmeldelse. Hun har gerne villet forhindre, at det kommer til at ske for flere kvinder.”
– I filmbranchen taler vi om, at ofre for sexchikane eller voldtægt er bange for at anmelde overgreb, fordi de frygter, at det kan ødelægge karrieren i en lille branche?
”Jeg tror egentlig ikke, at filmbranchen er anderledes end andre brancher. Når mange har svært ved at få foretage en anmeldelse, skyldes det typisk selvbebrejdelsen. Man skammer sig over, at det kunne ske, og man tænker, om det har været ens egen skyld. Man får også et gigantisk chok, og nogle kvinder ønsker at tro, at det slet ikke er sket. Der kan være tale om en form for fornægtelse.”
Den dømtes advokat, Hanne Rahbæk, har meddelt Ekko, at hun sammen med sin klient forsøger at få tilladelse til at indbringe sagen for højesteret.
Voldtægtssagen
5. – 6. juli 2019: Under forberedelsen af Tenet-optagelse i Danmark overnatter en filmmand og hans assistent i feriecentret Lalandia i Rødby. Ifølge eget udsagn vågner assistenten ved, at han tiltvinger sig vaginalt samleje.
25. juni 2020: Filmmanden kendes skyldig i voldtægt og idømmes fjorten måneders ubetinget fængsel.
9. september 2020: Landsretten stadfæster dommen.
10. september 2020: Den dømtes advokat Hanne Rahbæk meddeler Ekko, at man vil søge om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.
Kommentarer