Terkel går til filmen

Luften i det lille rum er tung af koncentration og beklumret af mangel på ilt. Foran hver af de fire computerskærme sidder en ung mand helt stille med sin mus og animerer figurer. På skærmen sjosker et par duknakkede, kiksede knægte omkring i en skolegård. Det ligner ikke noget, man kender. Det smager måske lidt af South Park, men minder mere om Walter & Trofast.

Et tilsvarende scenario kan man finde bag andre døre på A.Films gange. Også her sidder nogle af de store drenge, som har nørdet derhjemme bag computeren i årevis og nu pludselig, takket være nørderiet, har noget, der ligner en kreativ karriere. Bag en anden dør i den lange bygning i Københavns Nordvest-kvarter sidder travle folk og håndtegner Asterix og de gæve galleres landsby. Vil det lykkes at få Justin Timberlake til at lægge stemme til den unge popfryns i det internationale prestigeprojekt Asterix & vikingerne?

Men dén dør lukker vi lige så stille igen. Bag en helt tredje dør sidder veteranen Anders Sørensen og er så småt i gang med Jungledyret 3 – Jungledyret i fare.

Også den dør lukker vi forsigtigt bag os. Stefan Fjeldmark, manden bag danske A.Film, og jeg. For det godmodige jungledyr og det store eventyr om det danske filmselskab på Asterix-eventyr er nogle helt andre historier. I dag gælder det nemlig ikke tegnedrengene, men computerknægtene. Siddende foran deres skærme er de ved at gennemføre en stille revolution, der nok skal give genlyd i det danske filmlandskab. De er nemlig ved at lave den første 100 % computeranimerede danske spillefilm. Den hedder Terkel i knibe og, nej, den minder ikke på nogen måde om noget, Disney eller Pixar kunne finde på at lave.

Anden er sjovest
Spørger man minoritetsgruppen børn & unge om navnet på Danmarks morsomste person, er der en ganske god chance for, at deres svar vil være et dyr. Nemlig komikeren Anden. Ham fra radioføljetonen Hva’ snakker du om. I det civile liv kendt som Anders Matthesen. For to år siden lavede Anden Arne fortæller…Terkel i knibe. Først en succes i radioen. Dernæst på cd. En regulær komisk klassiker om Terkel, der går i 6. klasse på Kastanjevejens skole og taler et for almindelige voksne temmelig kryptisk dansk. Gledet ind i børnenes sprog er blandt andet deres standardhilsen: Er du fræææsch?

Terkel i knibe er en helt igennem syg-i-roen-fortælling. Med sang og musik (De rå synger) og barsk børnehumor fortælles den bizarre historie om stakkels Terkel, der kommer slemt i knibe, da han ”kommer til” at mobbe Fede Dorit, så hun springer ud af vinduet og bliver splattet ud på skolegårdens asfalt. Blandt de uforglemmelige bi-personer er vennen Jason, som taler et mærkeligt fucksprog, fordi han kommer fra forstaden Albertslund, den ubeskriveligt harske Onkel Stewart og den bløde pandapædagog Gunnar Bjerre. Navnet på sidstnævnte minder i mistænkelig grad om B&Us klassiske superpædagog Gunvor Bjerre, men Gunnar er ikke kun det harmløse stykke hønsestrik, han umiddelbart ser ud til at være.

Terkel i knibe blev af Anden udklækket i Danmarks Radio og udsendt på cd i et samarbejde mellem DR og Sony. Terkel var et uvurderligt ungdomssignal for et DR, der ellers ikke svømmer i den slags. Men det har de tilsyneladende ikke selv opdaget. I hvert fald takkede DR pænt nej tak til at deltage, da A.Film bød op til dans, fortæller Stefan Fjeldmark, der stadigvæk ser lige forbløffet ud, når han skal fortælle om den dag, DR vendte ryggen til sit eget sejeste afkom.

DRs selvmål
”Danmarks Radio havde rettighederne og var i første omgang interesserede. Men så besluttede man på et eller andet højere politisk plan, at man alligevel ikke troede, det ville holde at lave en spillefilm med Terkel i knibe. Vi var helt rystede, for vi syntes jo, det var den mest fantastiske idé! Både kunstnerisk og kommercielt. Vi troede på, at vi kunne sælge rigtig mange billetter. Men det er ikke derfor, vi laver den,” indskyder Stefan Fjeldmark hurtigt.

”Vi laver den, fordi vi synes, det er skide sjovt. Terkel er sjov. Men der må sidde nogle folk i Danmarks Radio, som absolut ingen fornemmelse har for, hvad der foregår ude i verden. Måske har de, der tog beslutningen, ikke selv børn i målgruppen. Måske har de bare ikke for fem gram humor. Men det er jo for pokker noget, Danmarks Radio selv har skabt! Noget vildt populært blandt de unge. Det ville have været oplagt branding for DR. Og det var ganske få penge, det drejede sig om. To millioner. At de sagde nej, er et gigantisk selvmål. Nu kommer TV 2 til at høste alle roserne, for Bubber sprang på med det samme og i ellevte time. Han var helt elektrisk,” fortæller Stefan Fjeldmark, hvis A.Film sammen med Nordisk Film står last og brast bag pionerarbejdet.

Men dermed var trængslerne ikke slut. Også ansøgningerne til den såkaldte 60/40-ordning, hvor Det Danske Filminstitut giver støtte ud fra vurdering af projektets kommercielle muligheder, mødte blandede og overvejende negative reaktioner. Det blev Filminstituttets børnefilmkonsulent Mette Damgaard-Sørensen, der til sidst trådte til og reddede Terkel og hans fædre ud af en knibe af de rigtig slemme. Mette Damgaard-Sørensen kendte Terkel. Hun vidste, hvor sjov børn synes, han er. Det kommer hun ikke til at fortryde, sværger Stefan Fjeldmark. Han er parat til at indgå et personligt væddemål, at Terkel kan sælge 170.000 billetter i Danmark. Det er indtil videre besluttet, at filmen går ud i 50 kopier, men Fjeldmark tror og gætter på, at det ender med at blive flere. Når først prøvevisningerne demonstrerer potentialet.

”På samme måde som folk oplevede Toy Story som et frisk pust i amerikansk tegnefilm, tror jeg, man vil opleve Terkel som et frisk pust i dansk tegnefilm,” forklarer han sin optimisme.

Computer-dogme
”Det er en slags dogme-tegnefilm,” siger Stefan Fjeldmark om det nye computer-eventyr. ”Man skærer ned til det essentielle. I de rigtige dogmefilm fokuserer man på skuespillerne og historien. Hos os handler det om, foruden den gode historie, at fokusere energien de rigtige steder. Vi har været gode til at foretage afgørende valg undervejs. Som vil betyde, at folk ikke vil opleve en kvalitetsforskel på, om de ser Ice Age eller Terkel i knibe,” vover Fjeldmark det ene øje.

Der er én eneste grund til, at man har kunnet opnå stor kvalitet for små penge, fastslår Fjeldmark. Nemlig at A.Film har nogle unge, skarpe gutter, der pioneragtigt kan se tværs igennem den nye tekniks rivende udvikling og give deres bud på, præcis hvor det er, man skal sætte ind. Sammenlignet med det dyre slid og slæb, som en traditionel tegnefilm af spillefilmslængde indebærer, er Terkel i knibe nærmest en slags guerilla-aktion.

Ideen blev sat i søen i sommeren 2003. Midt i november samme år er man nået halvvejs med at animere. Man regner med premiere i april 2004. Det er uhørt hurtigt sammenlignet med en tegnespillefilm. Det samme gælder prisen. Et budget på ti millioner er pebernødder sammenlignet med en Asterix eller en Hjælp! Jeg er en fisk. Regner man forskellen ud i mandetimer, er forholdet cirka 1:10. Men penge er ikke alt. Terkel vil med Fjeldmarks ord blive ”garageagtig på den fede måde”. Med et lille hold dygtige mennesker kan meget lade sig gøre, når man fra starten træffer nogle afgørende stilistiske valg.

Det var Fjeldmarks makker, Karsten Kiilerich, der oprindelig kom stikkende med cd’en Terkel i knibe. På A.Film var man på udkik efter noget, der var skævt og anderledes. Også gerne noget, som var lidt billigere. Måske noget til tv. Fjeldmark tændte på Terkel. Anders Matthesen gav sit tilsagn. To af de unge på A.Film, Kresten Vestbjerg Andersen og Thorbjørn Christoffersen, tog på eget initiativ Terkel med hjem og lavede en pilot på et par minutter, som overbeviste alle om, at hér havde man den anderledes og skægge ting, man ledte efter. ”Folk lå flade af grin. Den lille pilot har virkelig været med til at sælge projektet,” konstaterer instruktøren.

Hård humor og rå sild
”Det gode ved Terkel er, at man lever sig ind i hans dilemmaer og problemer. Sådan har jeg det slet ikke med South Park,” siger han om den udknaldede amerikanske animations-succes, der måske nok vil blive det halmstrå, mange vil række ud efter, når de skal lede efter reference-punkter i forhold til Terkel i knibe.

Filmen vil blive nogenlunde af samme spilletidslængde som cd’en, men historierne er ikke identiske. Fortællingen er blevet turneret og videreudviklet. Der er blevet føjet til og skåret fra. ”Der skal jo gerne være noget overraskende i det. Også for dem, der kender cd’en forfra og bagfra,” fortæller Fjeldmark.

Humoren i Terkel i knibe hører ikke til de blide. Det har været vigtigt for Stefan Fjeldmark at bevare den rå og ikke specielt hjertelige tone. Han har ikke haft lyst til at gøre humoren stueren for at tækkes begrebet ”familiefilm”. Så Onkel Stewart danser tæt med sin oppustelige Lolitadukke. Tyk og svedig er den lille thaidreng Quangs 45-årige kæreste, Heinrich Schultze. Når der bliver splattet ud, ja, så bliver der altså splattet ud, så det kan ses. Jason bliver forelsket i Johanna, fordi hun er den første, der taler rigtig grimt til ham. Omkvædet i Johannas sang til Jason lyder sådan her: ”Ta’ og fuck af!/ Du’ for klam til mig og din mor er med på den værste.” Sandelig yndigt! Jason er da også solgt på stedet til den rå sild. Og det er en forelskelse, der kan foldes visuelt ud, fortæller Fjeldmark.

”Den humor, der virker grotesk og sort, når man hører den på cd, virker endnu mere grotesk og sort, når man ser den på film. Jeg har prøvet at gå på kompromis, og det gør jeg ikke igen. I Hjælp! Jeg er en fisk gjorde vi alt, hvad vi kunne for at tilpasse os den pæne smag. Uha, den skulle jo sælges til USA! Dialogen blev passet til, så den ikke kunne støde nogen. Men filmen blev aldrig solgt til USA. Så dér havde vi siddet og prøvet på at gøre nogle amerikanere glade, som til syvende og sidst ikke ville have filmen. Hvor sjovt er det?! Jeg tror, man kommer længst, når man ikke prøver at please nogen. Det skulle såmænd ikke undre mig, om amerikanerne kommer rendende, hvis Terkel bliver en stor succes i Europa. Netop fordi den bliver anderledes end de dér McDonalds-film, de er vant til at se.”

Målet i sigte
Stefan Fjeldmark har stået bag nogle af de største tegnefilm i Danmark, uanset om man måler satsning eller succes. Men han har ingen kvababbelser over for den teknologiske gøgeunge, han er ved at opfostre. Han ynder at sammenligne med musik. Om den bliver spillet på akustisk eller elektrisk guitar, udgør i sig selv ingen kvalitetsforskel. Det handler om at vælge det rette udtryk til den rette historie. Om man så skal opfinde det selv.

”Det er ekstremt trendsættende, fordi vi er de første i verdenshistorien, der laver en film på denne her måde. Med nogle specielle nye teknikker, som vi selv har udviklet, og som … jeg ikke har lyst til at afsløre i detaljer,” siger Stefan Fjeldmark med sit skæve rævesmil. ”Det er ikke ligefrem fabrikshemmeligheder, men” … det er det jo nok alligevel. Det er i hvert fald ret fedt at være et skridt foran de andre, udstråler Fjeldmark.

”Dogme-filmene har et lidt hærget, trashet look. Men det lykkes os faktisk at give vores billige film et look, som i sin finish er på højde med de store Hollywood-produktioner. Det ser helt vildt flot ud. Når vi har set det skudt ud på 35 mm, er vi nærmest helt rystede over, hvor godt det ser ud. Det sker, jeg siger til mig selv: ’Hvornår vågner jeg op? Kan det her virkelig lade sig gøre?’ Men det tyder mere og mere på, at det skal lykkes for os,” siger Stefan Fjeldmark på et tidspunkt, hvor han med tilfredshed kan konstatere, at tidsplanen overholdes. Halvdelen af Terkel er animeret. Det ligner et påskeæg af de usædvanlige, når der er Danmarks-premiere op til forårets ferie.

Og i mellemtiden vokser A.Films computerpark næsten dagligt. Nye computere. Flere computere. Billigere computere. Bedre computere. Computere, der får en grim lille gut ved navn Terkel til at vandre mod en lys og lykkelig fremtid som Danmarks første computeranimerede filmstjerne. Det er sådan set bare logik for burhøns, at det næste computeranimerede projekt, man på A.Film går i gang med umiddelbart efter Terkel i knibe, hedder Den grimme ælling – en film til H.C. Andersen-året 2005.