Ternet Ninja vil slå Klovn-rekord
På den første hverdag i 2019 kunne vi skrive, at Anders Matthesens animationsfilm Ternet Ninja havde sat danmarksrekord for den bedste åbningsuge for en dansk film nogensinde.
Og succesen bliver kun ved med at vokse for komikeren, der pryder forsiden af det aktuelle Ekko-nummer iført et til lejligheden skræddersyet ninjasæt.
De nyeste biograftal for filmen efter weekenden hedder nemlig 795.249 solgte billetter, og dermed runder den i dag et skarpt hjørne på 800.000.
Ternet Ninja har allerede overhalet topscoreren fra sidste år, Journal 64, og er på vej til at slå Klovn: The Movie fra 2010, der med 838.881 billetter i skrivende stund er den bedst sælgende i dette årtusind!
”Det er sgu ret forrygende. Jeg ved ikke, hvor eventyret ender, men Ternet Ninja slår stensikkert Klovn: The Movie,” siger direktør for Nordisk Film Distribution, Frederik Honoré.
Han indrømmer gerne, at tallene kommer bag på ham.
”Vi kiggede på Terkel i knibe, der solgte omkring 370.000 billetter, og det var det tal, vi drømte om at kunne nå. Men jeg havde slet ikke forudset, at filmen ville sælge meget mere end det dobbelte!” fortsætter Frederik Honoré.
”Ternet Ninja henvender sig til alle generationer på en eller anden led. Og så er der meget repeat business – man ser den med forskellige venner og bekendte, som man kan se den igen med.”
Hjælp fra vinterferien
I denne uge er størstedelen af landets skoleelever og mange af deres forældre gået på vinterferie. Dermed er der gode chancer for en hel del flere solgte billetter til Ternet Ninja.
Kigger man længere op i billetsalget end Klovn: The Movie, hedder konkurrenterne Den eneste ene fra 1999 med 843.472 billetter og Krummerne fra 1991 med 859.383.
Ifølge Frederik Honoré kan meget af succesen til Ternet Ninja tilskrives ophavsmandens store år.
”Set i bakspejlet har 2018 været Anders Matthesens år. Han stod bag et smaskhamrende udsolgt show og har været i stand til at forny sig selv og sætte sig på landkortet på en anden måde,” siger Frederik Honoré.
Han ser også andre styrker ved fortællingen om Aske og hans ternede ninja, der går på togt i retfærdighedens navn.
”Det gode ved en film som Ternet Ninja er, at en mand som mig i starten af 60’erne kan tillade sig at se den uden at have et barn med. Den fungerer på mange niveauer, og det kan animationsgenren. Så jeg håber, at den her film har åbnet op for, at animation ikke bare er familiefilm.”
Mod nye højder
På Nordisk Film håber Frederik Honoré naturligt nok, at der kommer en toer, og at hans filmselskab får lov til at distribuere den.
Glædeligt for ham og resten af Danmark har Anders Matthesen allerede meldt ud, at han arbejder på en fortsættelse af bogforlægget.
Så mon ikke vi kan forvente endnu en animationsfilm om den ternede ninja ude i fremtiden. I den nærmere fremtid skal Ternet Ninja selvfølgelig lige sælge lidt flere billetter, før rekorden er i hus. Det ser Frederik Honoré dog som en formalitet.
”Nu kigger jeg allerede på de 900.000 og er ambitiøs på filmens vegne. Jeg har low-ball’et længe nok, og den her uge kommer den i hvert fald ikke til at gå i stå,” siger direktøren.
”Folk har haft en fest med filmen, og det er især word of mouth, der har gjort den til en succes.”
Kommentarer