Nyhed
22. maj 2011 | 20:59

Terrence Malick vinder i Cannes

The Tree of Life snupper Guldpalmen, men både Nicolas Winding Refn og Triers Kirsten Dunst får priser.
Af Claus Christensen

Som mange, inklusive Ekko, har spået, valgte Cannes-juryen med skuespilleren Robert De Niro i spidsen at belønne Terrence Malicks grandiose filmdigt, The Tree of Life.

Det er første gang, at den 67-årige amerikanske instruktør vinder verdens mest prestigefyldte filmpris: Guldpalmen. Den pressesky instruktør viser sig sjældent i offentligheden, og han var ikke selv i Cannes for at afhente prisen. Filmen fik dansk biografpremiere i torsdags.

Grand Prix, der betragtes som andenprisen, blev delt mellem Jean-Pierre og Luc Dardennes belgiske Le Gamin au Vélo og Nuri Bilge Ceylans tyrkiske Once Upon a Time in Anatolia.

Papir på gennembrud

De supernaturalistiske Dardenne-brødre har vundet Guldpalmen to gange og er blandt de mest vindende instruktører på festivalen. Mere overraskende er prisen til Ceylans politifilm, der med sine 157 minutter ikke bare var hovedkonkurrencens længste film, men også føltes tre gange så lang.

Tredjeprisen, Prix du Jury, gik uventet til Maïwenns Polisse. Filmen er en slags fransk Hill Street Blues og skildrer en gruppe politifolk, der arbejder med seksuelle forbrydelser mod børn. Den er baseret på virkelige kriminalsager og fokuserer på de menneskelige konsekvenser, som det barske job har for politifolkene.

Med sin første konkurrencedeltagelse ved Cannes-festivalen fik Nicolas Winding Refn prisen som bedste instruktør. Hans amerikanske neo-noir Drive har modtaget store bifald i Cannes, og det er en stor triumf for Refn, der nu har papir på sit internationale gennembrud.

Pris til stumfilm-skuespiller

Lars von Trier, som er persona non grata på festivalen efter sin skandaløse pressekonference, fik som ventet ikke nogen pris. Men Melancholia blev alligevel belønnet, idet prisen for bedste kvindelige skuespiller ikke ufortjent gik til Kirsten Dunst. Det er åbenbart en pris, der ligger godt til Trier-skuespillere, for Charlotte Gainsbourg vandt samme pris i 2009 for sit spil i Antichrist.

Prisen for bedste mandlige skuespiller gik meget fortjent til franske Jean Dujardin for hans stumme spil i The Artist. I filmen spiller Dujardin stumfilmstjernen George Valentin, hvis karriere går i sort, da han i slutningen af 1920’erne ikke klarer springet til tonefilmen.

Dujardin er ikke særligt anerkendt i Frankrig, så prisen kan få stor betydning for hans karriere. The Artist, der stort set er uden anden lyd end underlægningsmusik, var festivalens store overraskelse. Men juryen har åbenbart valgt at fordele priserne på så mange film som muligt, så The Artist måtte nøjes med en skuespillerpris.

Taberne

Der er altid flere tabere end vindere. Og aftenens store taber blev Aki Kaurismäki, som havde fortjent en pris for sin humanistiske flygtningefilm, Le Havre. Den finske instruktør kunne til gengæld trøste sig med filmkritikernes pris, Fipresci.

Lynne Ramsays imponerende comeback-film We Need to Talk About Kevin blev også forbigået, og endelig kunne man godt have undt en pris til La Source des Femmes, der sprudlende af energi fortæller et muntert og mobiliserende eventyr om muslimske kvinders oprør i en afrikansk landsby.

Kommentarer

Årets priser på Cannes-festivalen:

Guldpalmen: The Tree of Life (Terrence Malick)

Grand Prix: Bir zamanlar anadolu'da (Nuri Bilge Ceylan) og Le Garmin au vélo (Jean-Pierre og Luc Dardenne)

Prix du Jury: Polisse (Maïwenn)

Bedste instruktør: Nicolas Winding Refn (Drive)

Bedste manuskript: Joseph Cedar (Hearat Shulayim)

Bedste mandlige skuespiller: Jean Dujardin (The Artist)

Bedste kvindelige skuespiller: Kirsten Dunst (Melancholia)

Un certain regard (sidekonkurrence): Arirang (Kim Ki-duk) og Halt auf freier Strecke (Andreas Dresen)

Camera d'Or (debutantpris, sidekonkurrence): Las acacias (Pablo Giorgelli)

FIPRESCI (kritikernes pris): Le Havre (Aki Kaurismäki)
© Filmmagasinet Ekko