Terrordrab bliver til en film
Peter Aalbæk Jensen og instruktør Manyar Parwani er i gang med at udvikle spillefilmen Lukkede øjne, der tager afsæt i terrorhandlingerne, som rystede hele Danmark i februar måned.
Filmen følger Omar Abdel Hamid El-Hussein før og under de blodige gerninger, der førte til to civile drab – den ene en filminstruktør – og seks sårede betjente. El-Hussein endte med selv at blive dræbt af politiet.
”Jeg ønsker at fortælle Omars historie med ham som hovedperson. Vi ved jo alle sammen, hvad det hele endte med, men det er hele hans rejse ind i radikaliseringen, som jeg vil forsøge at afdække,” udtaler Manyar Parwani i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Jeg vil forstå, hvad der foregik i denne mands hoved, og hvad det er for nogle sociale forhold, som er medvirkende til at skabe en radikalisering, hvor en ung mand kan ende med at se en så forfærdelig handling som en heltegerning.”
Flere kontroversielle projekter
Parwani Parwani er kendt for sine kontroversielle projekter. Spillefilmdebut, Himlen falder (2009) er således inspireret af den såkaldte Tøndersag, hvor en far udlånte sine døtre til seksuelt misbrug.
Hans næste spillefilm med arbejdstitlen Klar til optagelse kom i søgelyset, da de penge, som de aspirerende skuespillere usædvanligt havde skullet betale for at gå til casting, forsvandt. Filmen er færdig i dag, men den er endnu ikke blevet vist for offentligheden.
Til Lukkede øjne har Parwani allieret sig med flere eksperter på området og undersøgt centrale dele af Omars netværk for at kunne tegne et så sandfærdigt billede som muligt.
Filminstituttets ”brune” hykleri
Til Berlingske forklarer Zentropa-bossen Peter Aalbæk Jensen om, hvorfor han er gået ind i projektet:
”Jeg ville have afvist det blankt, hvis det var en bande grisefarvede kunstnere, der ville fortælle det her, men når en bande brune mennesker henvender sig med intentioner om at fortælle netop denne her historie, så er min nysgerrighed vakt.”
I pressemeddelelsen fra Zentropa står der yderligere, at ”vi tager i øvrigt afstand fra Det Danske Filminstituts nyligt erklærede ’brune hykleri’ og frabeder os hermed at blive brugt i enhver sammenhæng med dette initiativ”.
Det er en henvisning til Det Danske Filminstituts nyligt udsendte charter om etnisk mangfoldighed.
Kommentarer