Terrorisme er ikke farlig

Terrorisme er ikke farlig. Den kræver langt færre dødsofre end trafikken, arbejdslivet og privatlivet hver især kræver. Kombinerer man antallet af faldne på vejene, på arbejdspladserne og i hjemmene, svarer det tal formentlig til terrorismens tabstal på samme måde, som tabstallene ved landgangen i Normandiet svarer til tabstallene ved den tyske besættelse af Danmark. 

Og for nu at tage tyren ved hornene: Islamistisk terror er nærmest fuldkommen harmløs, hvis man hverken er muslim eller bosat i et muslimsk land. Skønt den ofte fremstilles anderledes i pressen, består den i vidt omfang i, at ufredelige muslimer på hjemmebane dræber fredelige muslimer og medborgere, der passer deres familie eller arbejde.

Uanset hvor bredt eller snævert man definerer terrorisme, er dens relative harmløshed et af de mest karakteristiske træk. Hverken de russiske anarkister og nihilister i slutningen af 1800-tallet, de danske frihedskæmpere under besættelsen eller IRA, Rote Armee Fraktion og ETA i nyere tid har dræbt særlig mange mennesker, hvis man sætter det i forhold til, hvor mange der i samme periode led en voldelig død af andre årsager end terrorisme. De tjetjenske angreb i Moskva og Beslan og al-Qaedas angreb i New York, Washington og Madrid repræsenterer derfor en undtagelse — ikke en regel.

Men ét er, om terrorisme er farlig, noget andet om den er alvorlig. Det er den - ud fra en række overvejelser over, hvad en stat er — i højeste grad.

Samfund eller stat
I Danmark er der ikke tradition for at tænke særlig præcist over, hvad en stat er. Udtryk som "velfærdsstat" og "velfærdssamfund" er for de fleste mennesker synonymer. Staten er lig med samfundet, og samfundet er lig med os alle sammen.

I første bind af Harry Potter-sagaen får Harry at vide, at hvis det lykkeligste menneske i verden stiller sig foran sjælespejlet, ser han sig selv. Det skyldes, at der er overensstemmelse mellem hvem han er og hvem han drømmer om at være.

Måske er det på lignende måde det lykkeligste folk i verden, der ser sig selv i samfundet og staten. For der findes mængder af eksempler på, at begreberne ikke er identiske, og at stater absolut ikke vil befolkningens bedste. Schweiz er tre samfund — det tyske, det franske og det italienske — samlet i én stat. Derfor mener for eksempel italiensk-schweizerne, at de indgår i det italienske samfund, men i den schweiziske stat. Og der findes mængder af stater, ikke mindst i Afrika, der som en hovedaktivitet har at udnytte og undertrykke deres befolkninger.

Forholdet mellem den danske stat, det danske samfund og det enkelte individ er simpelthen så atypisk, at det er helt uegnet til at forstå, hvad en stat egentlig er. En stat er en organisation, som er kendetegnet ved, at den inden for et bestemt område for det første har monopol på legitim vold og for det andet ved, at den bestemmer, hvad der er legitimt.

Det er let at indse, at en stat i højeste grad har fat i den lange ende. Den laver reglerne, den håndhæver reglerne, og hvis den skønner det nødvendigt, kan den ophæve reglerne. Derfor kan det kun lade sig gøre at skabe en organisation som en stat, hvis man er i besiddelse af meget stor styrke. Den skal være i stand til at holde fremmede organisationer ude, der gerne vil ind på dens territorium for at udøve vold og lave regler, og den skal være i stand til at holde andre organisationer nede, der udgår fra eget territorium og gerne vil gøre staten rangen stridig som udøver af vold og skaber af regler.

Stater, som er stærke nok til at holde alle konkurrenter ude og nede, er en meget ny opfindelse. I en typisk, middelalderlig fyrstestat var det ikke muligt for fyrsten at træffe beslutninger, medmindre han konsulterede både kirken og adelen — samt dertil, i mange europæiske stater, en eller anden overordnet hersker.

Anslag mod staten
Stater, hvor herskeren har uindskrænket magt, opstod først efter reformationen, hvor kirken mistede sin indflydelse, og efter at det lykkedes for en række europæiske fyrster at sætte adelen ud af spillet og indføre enevælde. I Danmark vil det sige efter statsomvæltningen i 1660, der stadfæstedes med Kongeloven af 1665.

Forskellen på den enevældige stat og den moderne stat ligger ikke i deres styrke eller i deres grundlæggende kendetegn. Den ligger i, at herskerne er demokratisk valgt og derfor styrer ved hjælp af legitimitet i stedet for ved hjælp af vold. Om det er en forskel i grad eller art, er den dag i dag omstridt, men jeg er enig med det flertal, som mener, at der er tale om en forskel i art.

Terrorismens alvor skyldes, at terrorisme er et anslag mod staten. Ethvert vellykket angreb er først og fremmest et bevis på, at staten ikke bestemmer, hvad der foregår på dens territorium. Et terrorangreb beviser, at staten ikke har magten til at forhindre de ting, den har forbudt og i mange tilfælde heller ikke magten til at straffe dem, der overtræder forbuddet. I den forbindelse må man betragte selvmordsterrorisme som særlig udspekuleret, for når den skyldige dræber sig selv, bliver staten automatisk frataget muligheden for at straffe vedkommende. Det kan få den konsekvens, at staten står tilbage som dobbelt delegitimeret, fordi den hverken kan forhindre eller straffe ulydighed.

Terrorens logik finder man ikke bare i det, der almindeligvis kaldes terror. Mafiaen er et permanent anslag mod den italienske stat efter samme opskrift og med samme mål som et terrorangreb. Så det er i virkeligheden mere rigtigt at skelne mellem akut terror som for eksempel De Røde Brigader og kronisk terror som mafiaen. I de tilfælde, hvor store, multinationale virksomheder gør, som det passer dem i forhold til national lovgivning, og slipper af sted med det, optræder de også med en terroristisk logik.

På en langt mindre målestok er der også visse typer af skærmydsler i familien, der må siges at have terrorens logik. Den opsætsighed fra større børn, der ikke har andre formål end at omstyrte husordnen, kan ikke forstås på andre måder — uden at det dermed er sagt, at den skal forfølges og straffes på samme måde som ordinær terrorisme.

Terrorisme er værdikamp
Når reglerne bliver efterlevet i en moderne, demokratisk stat, skyldes det ikke truslen om vold. Det skyldes en følelse af, eller en rationel overbevisning om, at dens regler er legitime. Følelsen af legitimitet kan komme fra, at politikerne og myndighedernes repræsentanter virker som rimelige og fornuftige mennesker, der tager hensyn til borgerne. Den rationelle overbevisning kan komme fra, at man ved, hvordan demokratiske stater i princippet er opbygget, og kan konstatere, at den stat, man selv bebor, lever op til principperne.

Jeg har aldrig set en opgørelse af, hvor mange der føler, at for eksempel den danske stat er legitim, og hvor mange der bygger deres opfattelse på en rationel analyse. Jeg tvivler også på, at den findes, eftersom det ville være næsten umuligt at lave en troværdig undersøgelse af spørgsmålet. Men jeg vil gætte på, at opfattelsen af, at staten er legitim, for langt de fleste mennesker er en følelse. De regelmæssige valg, dagliglivet i staten, de konkrete møder med statsmagtens repræsentanter og det generelle indtryk af magthaverne efterlader de fleste borgere med en følelse af, at staten er i orden, og at dens regler skal efterleves.

At statens magt til at give og ophæve regler i virkeligheden bygger på følelsen af, at den godt må, er på én gang et meget fast og et meget skrøbeligt grundlag. Det er fast, fordi argumenter ikke kan rokke ved følelserne, men det er skrøbeligt af samme grund. Mister borgerne tilliden og tiltroen til staten, er det umuligt for staten at generobre den med argumenter.

Derfor må man sige, at terrorisme i bund og grund er en værdikamp. Den handler ikke om at sprænge diskoteker og skoler i luften for at opnå et eller andet konkret, politisk resultat. Den handler om at undergrave tilliden til staten ved at vise, at denne ikke kan forsvare sig. Når tilliden til staten forsvinder, vil borgerne vende sig bort fra den, og dens regler vil miste deres kraft. Derefter kan terroristerne opstille de nye regler, som alle haver at rette sig efter.

I gamle dage hed det, at krigen var politikkens fortsættelse med andre midler. Det indebærer, at krigen kan have samme mål som politikken: forhandling. Terrorisme er langt mere absolut end den almindelige form for politik, der bygger på forhandlinger. Enten er det statens regler, der gælder. Eller også er det terroristernes. Derfor er det i princippet rigtigt, når blandt andet israelerne altid har fastholdt, at de ikke ville forhandle med terrorister. Det ville være en kolossal misforståelse at forhandle med en modpart, der ikke har nogen anelse om, hvad ordet "kompromis" betyder, og kun slås med ét princip for øje: sejren eller døden.

Al-Qaedas fantaster
Terrorister spiller med store indsatser. Men vinder de? Terrorisme har kun haft held til at undergrave en stats legitimitet i ganske få tilfælde, hvoraf ét til gengæld var så meget desto mere beklageligt: den nazistiske terrors undergravelse af Weimarrepublikken.

Det, der er typisk for vellykket terrorisme — hvis man kan tillade sig at bruge et så morbidt udtryk — er ikke, at den munder ud i statskup, men at den munder ud i borgerkrig og dannelsen af en ny stat. Den politisk set mest realistiske terrorisme har som regel ikke det mål at ødelægge en stat, men få den delt op. Det gør den ved at vise to ting: At den eksisterende stat ikke yder sine borgere nogen beskyttelse, og at der ikke er mulighed for kompromis. De Tamilske Tigre har brugt den strategi på Sri Lanka (uden dog at komme igennem med en sejr). IRA var mere succesfulde i mellemkrigstiden, hvor Irland til sidst blev delt som den britiske regerings modtræk mod en truende borgerkrig.

Terrorangrebet den 11. september har, selv om det uden tvivl mere skyldes held end forstand fra terroristernes side, bidraget til at skærpe konflikterne i Mellemøsten. Derfor minder det umiddelbart om et eksempel på realistisk terrorisme. Men al-Qaedas lang-sigtede mål — islamisk overherredømme på baggrund af islamisk enhed — rummer slet ikke den realisme, man fandt hos IRA eller De Tamilske Tigre. Tværtimod bliver al-Qaedas ledere af den amerikanske idehistoriker Lee Harris betegnet som fantaster, fordi de kæmper for en fantasi, der aldrig har eksisteret og ikke med nogen rimelig grad af sandsynlighed vil kunne komme til at eksistere.

Hvad angår borgerne i den vestlige verden, kom de ikke i tvivl om de værdier, der ligger bag det frie demokrati og retsstaten. Tværtimod blev de bestyrket i, at værdierne var de rigtige, og at de var værd at forsvare. Den stat, terroristerne angreb, viste sig altså ikke at være svag og værdiløs, men såvel stærk som selvbevidst.

Når det gælder demokratiske stater, kan man derfor konkludere, at det normalt er fastheden i den følelsesmæssige tilknytning, der vinder frem, hvis staten bliver udfordret af terrorister. Den almindelige amerikaner blev langt stærkere knyttet til sin stat, end han var før 11. september 2001. Ligesom almindelige tyskere blev langt stærkere knyttet til demokratiet efter Rote Armee Fraktion, end de var før, og almindelige baskere stærkere knyttet til den spanske stat efter ETA, end de var før.

Pennen eller sværdet
Angrebet den 11. september fik både et kunstnerisk og et militært efterspil. Derfor er det nærliggende at spørge: Er det pennen eller sværdet, der har skabt opslutningen om den demokratiske stats værdier?

Så vidt jeg kan se, er det i alt overvejende grad pennen. Det militære opgør med terrorismen har splittet befolkningerne overalt i den vestlige verden og har sandsynligvis tilintetgjort, hvad der i Mellemøsten måtte have været af spontan medlidenhed med ofrene for 11. september. Til gengæld har den kunstneriske bearbejdning af begivenhederne (for eksempel Bruce Springsteen på The Rising eller Leonard Cohen på Dear Heather) ført til eftertanke og til opslutning om de værdier, der blev angrebet den 11. september 2001.

Ikke mindst de mængder af film, der er lavet om Anden Verdenskrig og Vietnam-krigen viser, i hvor høj grad filmmediet egner sig til at iscenesætte de store spørgsmål om værdier. Derfor er der ingen tvivl om, at der i de kommende år vil blive produceret mængder af film, der handler om terroristiske angreb på den vestlige verden. Når de først er produceret, vil de, takket være den amerikanske dominans på det internationale filmmarked, blive spredt verden over, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at filmene vil skabe langt større og bredere mobilisering omkring det frie demokratis værdier end nogen militær aktion.

Ser man 11. september i det perspektiv, kan der derfor ikke være nogen tvivl om, at det var en bragende fiasko.