Terroristerne lavede film

Vi havde set det hele før. Der var en stærk fornemmelse af deja-vu, da vi sad ved tv'et og så de ubegribelige billeder fra New York den septemberdag, der siden har fået status som et skæringspunkt i nyere historie. Det var nærmest en spontan kollektiv oplevelse, at tv-reportagerne virkede som noget fra en film.

Nogle talte om, at det lignede en dårlig Hollywood-film. Nej, det lignede en fantastisk Hollywood-film! Der er filmhistoriske klassikere som Fritz Langs Metropolis, hvor et helt samfund rammes af destruktive kræfter. Men det er først med 1970'er-film som Airport, om flykapring og nødlanding, SOS Poseidon om en ocean-damper, der bliver ramt af en flodbølge, så den ligger med bunden i vejret, Jordskælv om Los Angeles' ødelæggelse, Det tårnhøje helvede om brand i en skyskraber, og Spielbergs berømmelige Dødens gab om badestrande truet af en menneskeædende haj — det er først med de film, at en egentlig katastrofefilmgenre tager form og finder sin faste struktur.

Der blev vel lavet 20-25 film af slagsen, og så gik det af mode. Men genren dukkede op igen i 90'erne, hvor Twister, Independence Day, Volcano, Dante's Peak, Godzilla og Armageddon solgte mange billetter til deres underholdende undergangsvisioner.

Strukturen var den samme: En gruppe forskelligartede mennesker rammes af en katastrofe; det skaber kollektiv panik, og vi ser, hvordan masserne reagerer: De fleste er forvirrede, nogle er dumme, andre er onde og beregnende og atter andre, et markant mindretal, er ædle og opofrende.

"Vi lærte dem hvordan"
Hændelserne omkring 9/11 har de samme ingredienser som katastrofefilmene: En overmægtig, destruktiv kraft, som kræver mange ofre. Et vilkårligt udsnit af befolkningen. De enkelte helte og de enkelte skurke. Tilfældigheden, som sender nogle i døden og lader andre slippe på et hængende hår.

Vi havde allerede set det hele: De nødstedte havde styrtet sig i dybet fra den brændende skyskraber i Det tårnhøje helvede, storbyerne var blevet angrebet i Independence Day, Godzilla og Fight Club. Og i Armageddon, hvor New Yorks skrækslagne masser løb rundt i gaderne, mens skyskraberne ramtes af asteroider fra rummet, havde vi faktisk set World Trade Center stå i brand ...

Virkeligheden havde kopieret filmene, der måske havde været en direkte inspirationskilde for terroristerne, sådan som instruktøren Robert Altman mente: "Filmene har sat mønsteret, og disse mennesker [terroristerne] har kopieret filmene. Ingen ville have tænkt på at begå en forfærdelig forbrydelse som denne, medmindre de havde set det i en film. Hvordan tør vi fortsætte med at vise den slags masseødelæggelse på film? Jeg tror simpelthen, at vi skabte denne atmosfære og lærte dem, hvordan de skulle gøre det."

Kombinationen af terrorisme og fly var brugt i flere af 90'ernes actionfilm. I Air Force One kaprer nogle kasakhiske terrorister præsidentens fly, men bliver succesrigt nedkæmpet af præsidenten selv (Harrison Ford). I The Peacemaker forhindrer atomekspert Nicole Kidman med hjælp fra efterretningsofficer George Clooney terroristerne i at sprænge New York i luften med kernevåben. Der er en scene, hvor atomeksperten slår alarm om, at et masseødelæggelsesvåben er på vej ind i USA ved hjælp af ukendte terrorister, hvorefter der klippes til en indstilling af terroristen, der sidder tankefuld i flyet, på vej hen over Manhattan.

Og i Executive Decision kaprer arabiske terrorister et amerikansk fly på vej til Washington. Angiveligt vil lederen opnå at få løsladt en fanget terrorist, men i virkeligheden er det hans plan at smadre flyet, med en "beskidt" atombombe ombord, ned i Washington ved en selvmordsaktion: "Vi er Islams sande soldater. Vores skæbne er at bringe Allahs hævn i hjertet af de vantro." Takket været en snarrådig CIA-mand (Kurt Russell), der har held til, sammen med kommandotropper, uset at entre flyet i luften, lykkes det imidlertid at få afværget katastrofen.

Storhedsvanvittig skurk
Filmene om de dæmoniserede fremmedes terroraktioner mod USA — med deres apokalyptiske effekter og dæmonisering af "de andre" — blev så at sige realiseret den 11. september som en slags remake i virkeligheden. Men her var der ingen handlekraftige helte til at forpurre de ondes planer.

Også den djævelske hovedskurk Osama bin Laden, der unddrager sig pågribelse, synes at stamme fra den lange filmhistoriske tradition af storhedsvanvittige skurke, der, opfyldt af planer om at erobre verdensherredømmet, har hærget den vestlige verden siden stumfilmårene — blandt andet Gar el Hama, Dr. Mabuse, Fu Manchu, Ming the Merciless (fra Flash Gordon), Lex Luthor (fra Superman), Blofeld (fra James Bond-filmene).

Måske havde terroristerne også læst Tom Clancys bestseller Æresgæld (1994). Det er en politisk thriller, hvor USA og Japan har en konflikt, og romanen kulminerer, da en japaner til sidst styrer et fly direkte ind i Capitol-bygningen i Washington, hvorved præsidenten og det meste af kongressen dræbes i en gigantisk eksplosion:

Næsten 300 tons fly og brændstof ramte østsiden af bygningen med en fart på 300 knob. Flyet splintredes, da det ramte. Det var ikke mindre skrøbeligt end en fugl, dets fart og masse havde allerede knust søjlerne uden for murene. Dernæst kom bygningen selv. Så snart vingerne brækkede af, fór motorerne, flyets eneste virkeligt solide genstande, fremad og ind gennem salen.

En amerikansk anmeldelse fremhævede bogens "chok-slutning, der er så sandsynlig, at man undrer sig over, at det ikke er sket endnu".

Det største kunstværk
Lige efter katastrofen vakte den 73-årige tyske komponist Karlheinz Stockhausen opsigt med sin tolkning. Han er en af den modernistiske musiks store skikkelser, og hans udtalelse ved et pressemøde i Hamburg rystede og forargede offentligheden: "Det, der er sket dér, er ... det største kunstværk, som nogensinde har eksisteret. At væsner i én handling kan udføre noget, som vi i musikken ikke kunne drømme om; at folk øver sig som gale i ti år, totalt fanatisk, til en koncert, og så dør de ... Det er det største kunstværk, som overhovedet findes i hele kosmos."

Og et år senere kaldte den kontroversielle engelske billedkunstner Damien Hirst begivenhederne "et kunstværk på sine egne betingelser".

Det var nok bemærkninger uden den store situationsfornemmelse, men på den anden side var det også en nødvendig erkendelse af, at det, som vi alle sammen havde set med vores blotte øje, var et fantastisk syn — frygteligt og frygteligt fascinerende.

Et syn, som er blevet vist igen og igen i de efterfølgende år — lige så uforglemmeligt som de andre rædselsbilleder, som filmmediet har registreret i det forgangne århundrede: luftskibet Hindenburg, der bryder i flammer i 1937, ligdyngerne i Bergen-Belsen 1945, den buddhistiske munk, der sætter ild til sig selv i Saigon 1963, mordet på Kennedy i 1963, mordet på Oswald i 1963, den sydvietnamesiske politichefs nedskydning af en Vietcong-mistænkt under Tet-offensiven i 1968.

Syner af rædsel
Vi kan lige så godt se det i øjnene: Vores kultur drages af dramatiske grufuldheder og har jo også været ganske leveringsdygtig på området. Tom Kristensens berømte digt fra Hærværk (1930) handler om det samme:

Men min Angst maa forløses i Længsel
Og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
Og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
Og mod Menneskeracer på Flugt,
Mod Opbrud som ramte Alverden
Og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Storslået iscenesat massedød tiltrækker sig en særlig betydning. Der kan næppe være tvivl om, at terroristerne ikke bare ønskede at udføre deres destruktive plan, de ønskede også, at den skulle se ud på en bestemt måde. Det drejede sig ikke om dåden selv, men om dens sceniske effekt.

På den måde var World Trade Center et dødens show, et medieshow af kolossale dimensioner, et syn, der tilhører vores civilisation, uden at det nogensinde vil kunne viskes bort. For hele verden har set dette syn. Og det er en uhyggelig, men uafviselig tanke, at de personer, der planlagde terrorangrebene, kalkulerede med denne mekanisme. De arbejdede med den dramatiske iscenesættelse, med den visuelle effektfuldhed, ja, man kan næsten ikke komme uden om, at terroristerne lavede film.

Faktisk havde Hollywood også foregrebet dette motiv: I The Siege (1998) kaprer arabiske terrorister en bus i New York City. FBI-manden Denzel Washington indleder forhandlinger med kaprerne, men pludselig går det op for CIA-kvinden Annette Bening, hvad der foregår: "De vil ikke forhandle. De har bare ventet på kameraerne. De vil have, at alle ser det." Og ganske rigtigt sprænger terroristerne bussen i luften ved en selvmordsaktion.

For både i fiktionen og i virkeligheden kan terroristerne regne med medierne — og med os, der er mediernes publikum. Ved et tilfælde blev det første flys angreb filmet af et fransk tv-hold, der var i byen for at lave en dokumentarfilm om brandmænd i New York. Den ene af franskmændene, Jules Naudet, står med kameraet og følger — i en flaksende, håndholdt kamerabevægelse — flyet, der pludselig kommer brølende hen over gaden. Vi ser flyet ramme tårnet og hører på lydsiden et udråb: "Holy shit!" — en efter omstændighederne ret præcis analyse.

Det er en af den slags tilfældige optagelser, der går over i historien (ligesom Abraham Zapruders berømte 8mm film af mordet på JFK). Så rettedes alle kameraer mod WTC. Det, som derefter skete, er den mest filmede og fotograferede begivenhed nogensinde.

Hollywood om 9/11
"Efter Auschwitz er det barbarisk at skrive digte." Sådan lyder filosoffen Theodor Adornos berømte udsagn. Og kort efter angrebet forekom det umuligt, at Hollywood ville lave 9/11-film. Havde Hollywood måske ikke allerede bidraget nok?

Man udsatte premieren på Arnold Schwarzenegger-filmen Collateral Damage, et terroristdrama, der havde visse ligheder med 9/11- begivenhederne, og klippede en scene ud af Spider-Man, hvor edderkoppen kravler op ad muren på WTC. Men ligesom der blev skrevet digte efter Auschwitz, så er 9/11 ved at blive til fortællinger. Flere romaner har vakt opsigt med direkte eller indirekte behandling af emnet: det unge stortalent Jonathan Safran Foer med den fantasifulde Ekstremt højt & utrolig tæt på (2005) om den niårige Oscar, der har mistet sin far i katastrofen og gemmer på hemmeligheden om, at han tog telefonen, da faren ringede hjem fra det brændende tårn, Jay McInerneys The Good Life (2006) om to, der mødes og forelsker sig midt i det kaotiske hjælpearbejde, og John Updikes The Terrorist (2006), hvor en ung mand under indflydelse af en religiøs leder drages af terrorismen.

Og der er nye film. Der har allerede været den franskproducerede episodefilm 11'09''01 September 11 (2002) og selvfølgelig også Fahrenheit 9/11 (2004), Michael Moores effektfulde dokumentarfilm, hvis ærinde først og fremmest er at udstille præsident Bush' utilstrækkeligheder, hvilket unægtelig lykkes.

Men det er først nu, de rigtige actionprægede storfilm om emnet er på vej. Typisk nok drejer det sig om den gribende og patetiske hyldest til de modige: Paul Greengrass' effektfulde United 93 er et dokudrama om det fjerde kaprede fly, der ikke nåede sit mål — Washington, DC — men blev knust mod en mark i Pennsylvania, øjensynlig fordi passagerer og besætning gjorde oprør mod terroristerne. Der har allerede været flere tv-film om emnet, blandt andet Flight 93 og Discoverys The Flight That Fought Back, hvis succes hos seerne har gjort det klart for filmindustrien, at tiden er inde til at køre stoffet igennem den store filmmaskine.

Oliver Stone, der har gjort sig til en slags uofficiel krønikeskriver for den nyere amerikanske historie, kommer nu med World Trade Center, der imidlertid ikke er en stort politisk anlagt sag a la JFK, men et dokudrama om to politimænd, der lå begravet i ruinerne i mange timer, "a true story of courage and survival", som den præsenterer sig.

Dulmende medicin
Sådan er 9/11 på vej ind i legendariseringen, ind i underholdningen. Et væld af sentimentale historier bryder frem om skæbner, der ender deres tilfældige bane i katastrofen. Der vil blive fortalt om heltemod og opofrelse, men især om tilfældighedernes grumme spil og skæbnens ironi.

Netop fordi det var sagesløse og intetanende mennesker, det gik ud over, vil 9/11-katastrofen efterhånden blive opslugt af populær-mytologien på samme måde, som Titanic-katastrofen blev det. Det var en enestående begivenhed, men den appellerer til det almene: Det kunne være os, der havde fået en billet til ocean-damperen, det kunne være os, der var mødt på arbejde den morgen.

Det er en af fiktionens store opgaver at reparere på virkelighedens mangler, at fungere som alternativ til virkeligheden. Fiktionen kan byde os på al den meningsfulde virksomhed, alle de succesrige missioner, som vi savner i virkeligheden. Da virkeligheden alt for ofte snyder os for det godes triumf over det onde, bliver det populærfiktionens opgave at give os en erstatning, så vi i det mindste på skrømt kan opleve de følelser, der knytter sig hertil. Vi kan få gennemspillet vores frygt og angst, vi kan få indblik i de onde kræfter, og til slut med lettelse og triumf opleve tilfredsstillelsen ved, at det er de gode kræfter, der sejrer.

Fiktionerne bliver en slags mentale lynafledere, en krisehjælp, der altid stiller op. Hændelserne den dag i september fik kun i begrænset grad den amerikanske offentlighed til at grunde over, hvad det var, der kunne vække så forfærdelig en vrede. Hele det politiske perspektiv blev straks overdøvet af det patriotiske og det sensationelle. Selvransagelsen kan let blive for bitter og smertefuld. Den bedste dulmende medicin er stadigvæk medieprodukternes sentimentalitet med deres fokus på rystende eller opløftende enkeltskæbner. Og filmene byder på gribende og spændende underholdning, som matcher vores egen frygt — og vores egen fryd ved det forfærdelige.