Nyhed
13. feb. 2014 | 10:34

Terry Gilliams kamp mod vindmøller

Foto | François Duhamel
Terry Gilliams optagelser til The Man Who Killed Don Quixote er tidligere blevet forpurret af jetfly, en diskusprolaps og en flodbølge.

Historien om Terry Gilliams anstrengelser for at filmatisere Don Quixote er lige så lang og turbulent som romanforlægget selv. Nu begynder nye optagelser til september.

Af Rune Bruun Madsen

Man kunne forstå, hvis han for længst havde smidt håndklædet i ringen. Men nu ser det ud til, at Terry Gilliam atter vil forsøge at omsætte Miguel de Cervantes romanklassiker til det hvide lærred.

”Det er en vækst, en tumor, som jeg er nødt til at få ud af mit system, hvis jeg skal overleve,” udtaler den amerikanske instruktør om sit insisterende forhold til projektet i filmmagasinet Empire.

Forfulgt af uheld
Historien om Terry Gilliam og Don Quixote er både lang og tragisk.

I 2000 begyndte de oprindelige optagelser til The Man Who Killed Don Quixote i Spanien. Allerede første dag opdagede filmholdet, at optagelserne foregik klos op ad en NATO-base, hvis larmende jetfly konstant afbrød Johnny Depp og de øvrige skuespillere.

På optagelsernes anden dag ødelagde en flodbølge en stor mængde udstyr og rekvisitter.

Senere blev Jean Rochefort, der skulle spille Don Quixote og forinden havde brugt syv måneder på at lære engelsk, ramt af en diskusprolaps. Det satte en endegyldig stopper for filmen.

Orson Welles-fiasko
Kæderækken af kulsort uheld er skildret i dokumentar-filmen Lost in La Mancha (2002), der også viser Gilliams økonomiske deroute.

Her fortæller instruktøren, hvordan der hviler en forbandelse over enhver, der roder med Don Quixote.

Selveste Orson Welles forsøgte også gennem en årrække at filmatisere romanen, men han nåede kun at instruere 45 minutter.

Optagelser på Kanariske Øer
I 2008 vakte Gilliam igen projektet til live. Denne gang med Ewan McGregor og Robert Duvall i hovedrollerne. Men også den endte med at blive skrinlagt.

I stedet stod Gilliam i 2009 bag The Imaginarium of Dr. Parnassus. En film, der også havde sine udfordringer på grund af Heath Ledgers triste bortgang.

Nu ser det så endelig ud til, at projektet vil blive realiseret. Hvem der skal spille hovedrollerne denne gang, er dog endnu uvist.

Optagelserne begynder i slutningen af september på de Kanariske Øer. Inden da skal Gilliam optræde med sine gamle Monty Python-kolleger på en stort anlagt reunion-turné.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko