The Coen Brothers

Der opstår utvivlsomt magi på det store lærred, når Joel og Ethan Coen arbejder sammen om at skrive, instruere, redigere og producere film. Det, symbiosen producerer, minder om fordums tids begavede trubadurer, der skrev tekster, som var mere end blot underholdning. Og efter et par mellemspil er de tilbage med fuld styrke med No Country for Old Men, der er nomineret til ikke mindre end otte Oscars.
    
Da jeg møder de to brødre, er de afslappet klædt og ligner næsten to universitetsstuderende. Ikke mange ville lægge mærke til dem på gaden.
 
— Nå, nå, nå Ethan og Joel, I har gjort det igen. Og endda i et bredt billedformat!
    
Ethan: "Ja, vi drøftede det og konkluderede, at det brede format var den bedste måde at servere totalbilleder af et landskab på. Det er en måde at give publikum den særlige fornemmelse af rum på."
    
Joel: "Vi gjorde det med O Brother, Where Art Thou? Det var den første film, vi lavede med det brede format, og det var ikke en fejl."
    
— I må i det mindste indrømme, at det er en mærkelig historie?
    
Ethan: "Filmen ligger faktisk tæt op ad romanen af Cormac McCarthy."
    
— I er begge krediteret som instruktører.
    
Joel: "Før i tiden blev vi krediteret som henholdsvis instruktør og producer, men med vores forrige film besluttede vi at kreditere os selv som instruktører. Det gjorde vi for mere præcist at udtrykke, hvad der foregår på settet."
    
— Sådan en symbiose er ganske sjælden, hvis ikke unik. Hvorfor valgte I denne historie ud over, at Cormac McCarthy er en dygtig forfatter? Andre instruktører har før forsøgt at filmatisere hans bøger, men er mislykkede.
    
Ethan: "Vi blev først bekendt med McCarthys roman, da vores producer, Scott Rudin, præsenterede os for den. Han mente, at den havde en vis affinitet med vores film, og efter vi havde læst den, var vi ret sikre på, at vi kunne få noget ud af den."
    
Joel: "Det, der interesserede os, er måden, hvorpå romanen leger med vores forventninger til genren. Der er en god portion humor i bogen, men samtidig er den meget dyster. Den er ekstrem voldelig, og det er nok den mest voldelige film, vi nogensinde har lavet - og det tætteste, vi kommer på en actionfilm. Men det reflekterer forlægget ret nøjagtigt, håber jeg."
    
Ethan: "Af en eller anden grund er vi tiltrukket af den slags historier, der foregår i det sydlige Amerika. Det er den anden film, vi har lavet i Texas, og selv om der tydeligvis er langt imellem Fargo og scenariet i denne film, er der noget ved netop den kultur, der interesserer os."
    
— Og ørkenlandskabet mellem Texas og New Mexico spiller en stor rolle?
    
Joel: "Ja, historien handler lige så meget om det sted, hvor den foregår, som om hvad der sker. Det er et meget smukt landskab, men på en trøstesløs snarere end pittoresk måde. Det er på ingen måde et let sted at bo: mennesket konfronteret med et råt og barsk miljø."
    
Ethan: "Det er et sted med en meget voldelig historie og et ry for at være ugæstfrit. Som med alle McCarthys romaner er selve landskabet en karakter i sig selv, der ikke kan adskilles fra historien."
 
Bad boy Javier
— McCarthy vender vrangen ud på en western-mytologi, og I har megen filosofi i No Country for Old Men.
    
Ethan: "For os er det en god historie med og om interessante karakterer - du ved, om folk, der bakser med problemer. Hvordan forklarer man det? Altså folk, der bakser med et moralsk ubegribeligt univers. Interessant, men på den anden side er der intet, vi kan udlede af det. Der er ingen recept på, hvordan man håndterer det ubegribelige. Det var følelsen af den dramatiske essens, som udfordrede os, da vi skulle overføre romanen til lærredet. Udfordringen lå også i at få gjort essensen så stærk, at det havde en effekt på publikum."
    
Joel: "Vi prøver ikke at fremmane en recept eller give en lektion. Vi havde det ikke anderledes, da vi lavede de andre film, men den dramatiske udfordring lå denne gang i at overdrage de følelser, som historien selv overdragede via sine stærke karakterer."
    
Ethan: "Med hensyn til filosofien i filmen er det op til den enkelte biografgænger. Vi tolker ting på forskellige måder."
    
— Nu vi taler om karaktererne, hvorfor valgte I Javier Bardem?
    
Ethan: "Jeg kan egentlig ikke sige, at han overraskede os, selvom vi ikke vidste, hvad han ville gøre. Vi havde brug for én, som kunne være en stærk modpart til Tommy Lee Jones' gode karakter."
    
Joel: "De to har faktisk ingen scener sammen. På den ene side er der bad boy Javier og de tilsvarende karakterer, og på den anden side er der Josh Brolins nogenlunde normale karakter, Llewelyn Moss, der etablerer en overbevisende balance."
    
Ethan: "Moss er på mange måder en helt ordinær mand, der bliver indspundet i en noget ekstraordinær situation. I et ureflekteret øjeblik beslutter han sig for at tage en masse penge, der ikke er hans,­ og resten af filmen forsøger han at flygte fra konsekvenserne. På den måde er han filmens handlingsmæssige omdrejningspunkt."
    
— Hvordan var det så at arbejde med Javier Bardem?
    
Joel: "Han er fantastisk! Han arbejder hårdt og er meget bevidst om, hvad han kan. Vi instruerer egentlig ikke skuespillerne så meget. Vi opfatter nok Javier mere som en sympatisk samarbejdspartner end noget andet."
    
— Når vi nu taler om casting, så har I de to superstjerner, George Clooney og Brad Pitt, med i jeres næste film, Burn After Reading. Skræmmer de jer ikke?
    
Ethan: "George var allerede en stor tv-stjerne, inden vi arbejdede med ham første gang i O Brother, Where Art Thou? Hans succes er kun vokset stødt siden, især i USA, men først og fremmest er disse mennesker skuespillere. Al den hysteri, der følger dem, påvirker ikke vores arbejde med dem."
 
Humorens rødder
— Jeg kender andre med efternavnet Coen, men de er alle sammen irske og fra Dublin. I har begge hebraiske fornavne, så hvordan er h'et fra Cohen forsvundet?
    
Joel: "Du har ret, det er den irske stavemåde. Coen er oprindelig et irsk navn, men vi er egentlig jøder. Vores tipoldefar immigrerede til USA og tilfældigvis falder vores efternavn så sammen med den irske stavemåde."
    
Ethan: "Ja, han emigrerede fra Rusland, og i og for sig er h'et aldrig blevet tabt. Faktisk var Coen en forkortelse på et langt russisk navn, som så er det samme som det irske navn. Selvom vi er jøder, er vi ikke rigtige cohanim (betegnelse for direkte mandlige efter-kommere af Moses' bror, Aron, red.). Vores navne er ganske enkelt bare navne, som vores mor gav os."
    
— Tror I, at jeres jødiske baggrund kommer til udtryk i jeres arbejde og i så fald hvordan?
    
Joel: "Interessant spørgsmål. Det er ikke noget, vi tænker over."
 
Ethan: "Måske når vi reflekterer over det menneskelige i forskellige ting, hvis vi skal nævne en ting."
    
— Der er en undertone af nihilisme i jeres film, og I er kraftigt inspireret af film noir-genren. Er I nihilister, eller er det bare noget, I leger med på en postmoderne måde?
    
Joel: "Nihilister? Det har jeg aldrig hørt før. Er det, fordi vi vælger historier, der er mere dystre end andre? Nej, det tror jeg ikke. Hvad tror du, Ethan?"
    
Ethan: "Måske er det, fordi vi er mere følsomme over for netop de dele af virkeligheden, der utvetydigt har rødder i fortiden."
    
Joel: "Men uanset hvad, var det en anden tid dengang, hvor man var nødt til at prioritere anderledes for at overleve."
— Er jeres tørre og nogle gange sarkastiske humor et produkt af jeres opvækst i Minnesota, hvor der bor mange skandinaviske immigranter?
    
Joel: "Ja og nej. Jeg tror ikke, man kan sige noget helt generelt om, hvordan ens hjerne og individuelle temperament reagerer på et bestemt miljø."
    
Ethan: "Og det er jo også en sjov måde, hvordan kreativitet altid har brug for den rette stimulans. Åbenbart så supplerer vi hinanden rigtig godt på den front. "
 
Drømmen og realiteterne
—  Er I skeptiske over for den amerikanske drøm? Jeg så de her immigranter, som besøgte det noget så berømte Hollywood. Og til deres skræk og rædsel var der ikke andet end nogle filmstudier i denne by. Immigranterne brød næsten ud i gråd og spurgte sig selv, om de virkelig var kommet til det sted, de havde drømt om så længe.
    
Joel: "Jeg synes, det er ret trist på en måde. Det er ikke så nemt for folk, der ikke er vant til at gå fra deres forestillinger om noget til, hvordan tingene egentlig forholder sig."
    
— Der er mange, som er enige med mig, når jeg siger, at Amerika er drømmen, men USA er realiteten!
    
Ethan: "Det er en korrekt observation, men man kender jo godt tendensen fra sig selv. Vi drømmer om Stillehavsøerne og andre eksotiske steder, og når vi så endelig er der, er det som om, der mangler noget."
    
Joel: "Derfor bliver vi nødt til at improvisere for at tilpasse os."
    
— Det leder mig frem til at spørge om, I improviserer på settet eller er strikse?
    
Ethan: "Du ender med en tør historie, medmindre du er fleksibel og åben over for den dynamik, der er på et filmhold."
    
Joel: "Jeg kan heller ikke forstå, hvordan nogle filmproducenter tror, at man kan filme et manuskript fuldstændigt stringent. Det, der er skrevet, er egentlig kun en dimension af, hvordan instruktøren ser historien og fortolker den."
    
— De europæiske producenter lavede engang film ud fra et kun 30-siders manuskript.
 
Joel: "Det er sandt, men de film kostede heller ikke flere millioner dollars. Man er nødt til at have et fuldendt manuskript, som kan deles ind i scener og omgivelser for at kunne retfærdiggøre det. Ellers får man ingen penge."
    
Ethan: "Og selvom det er realiteten, ved du så hvor mange film, der går over budgettet? Instruktører, som holder eller ender under budgettet, bliver i dag betragtet som helte."
    
— Men er den digitale indspilning ikke billigere?
    
Joel: "Jo og nej. Der er så mange bestanddele og variabler, som berører udgiften. Hver historie har sine helt egne, specifikke behov."
    
— For ikke at tale om, hvilke skuespillere man ansætter!
    
Ethan: "Det er desværre sandt, og endnu mere sandt i Hollywood end andre steder. For os er det sådan, at filmens stjerne er historien."
    
Joel: "Alle instruktører griber ting og stilarter forskelligt an."
    
— Fortæl mig så, om hovedpinen er større, når man tager et manuskript fra en bog frem for at skrive og instruere ud fra en original ide.
    
Joel: "Vil du have sandheden? Det afhænger af, hvor kompliceret historien er."
    
Ethan: "Ærligt, så foretrækker vi vores egne historier og manuskripter, for der kender vi karaktererne indefra. Det er nemmere at justere sideløbende."
    
— I er nogle er jeres generations mest ­innovative filminstruktører, men der er ikke mange kritikere, der nævner jeres navne med samme ærefrygt som Ingmar Bergman, Fellini eller Orson Welles. Føler I jer undervurderet?
    
Joel: "Hvordan skal man sammenligne? Vi har hver især vores egen stil og synsvinkler, så hvad er der at sammenligne?"
    
Ethan: "Den samme stil i en periode kan ikke sammenlignes med den foregående, for ikke at snakke om publikums krav og den nye teknologi"