Nyhed
03. dec. 2006 | 22:50

The Monastery helt til tops

Filmen, der fik afslag på afslag, vinder verdens vigtigste festival for dokumentarfilm.

Af Claus Christensen
I over fem år har det været op ad bakke, men i går kunne filminstruktøren Pernille Rose Grønkjær konstatere, at toppen er nået. Den absolutte top, for sensationelt vandt hendes film, The Monastery, hovedprisen på Amsterdams internationale dokumentarfilmfestival, IDFA, der anses for verdens vigtigste.

Den spillefilmlange dokumentarfilm handler om pensionisten Jørgen Laursen Vig, som for 50 år siden købte Hesbjerg Slot på Vestfyn for at gøre det til kloster. Da en gruppe ortodokse, russiske nonner — anført af den standhaftige Søster Amvrosija — endelig ankommer, starter den egentlige udfordring for Jørgen Vig.

"Jeg fik afslag på afslag i støttesystemet, men jeg fortsatte med at filme," siger Pernille Rose Grønkjær til EKKO. "I fem år måtte jeg hustle mig igennem, og folk omkring mig troede, jeg var blevet sindssyg. Den eneste, som ikke undrede sig, var Jørgen Vig, men han havde jo også sit eget evighedsprojekt," siger Pernille Rose Grønkjær med et smil og oplyser, at filmen kan ses på DR2 til næste år.

To andre danske dokumentarfilm vandt priser på IDFA. Eva Mulvads Vores lykkes fjender, der følger en kvindelig afghansk politiker, vandt The Silver Award for bedste film mellem 30 og 60 minutter, mens Erlend E. Mos Inden for mine øjne, en film om at være blind, vandt The Silver Cub Award for bedste korte film.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko