The Pope of Trash

Et gammelt mundheld hævder, at man ikke kan polere en lort. Men det kan John Waters. Endda så fermt, at den bliver spiselig.

Det beviste han med kultfilmen Pink Flamingos (1972), hvor transvestitten Divine sætter tænderne i en hundehømhøm.

Og han beviste det nok engang fredag aften på Ny Carlsberg Glyptotek, hvor han som led i CPH:PIX for første gang i Skandinavien præsenterede sit 90 minutters standup-comedyshow – en forrygende, selvbiografisk og dybt vedkommende hyldest til den dårlige smag.

Direkte fra Baltimore
Over 500 gæster var mødt op for at høre budskabet fra The Pope of Trash, The Sultan of Sleaze, The Prince of Puke, The Duke of Dirt, og hvad man ellers kalder manden, der med lugtefilmen Polyester (1981) fik folk til at betale penge for at lugte en prut.

Dansekomedien Hairspray (1988) gav ham respektabilitet, men A Dirty Shame (2004) blev angrebet af katolikkerne – så Waters har ikke mistet taget.

I Vinterhaven varmer DJ’en Kjeld Tolstrup op med retro-pop og syrede klange, inden folk lukkes ind i Festsalen —her til aften en kulisse af dunkle marmorstatuer og blodrøde søjler, hvor en veloplagt John Waters træder på scenen, direkte ankommet fra sit elskede Baltimore.

Ungdomsidoler
Tynd som en blyant, med overskæg som en blyantstreg og med et taletempo som diaré fortæller Waters, at han som barn blev smidt ud af skolen, stjal lp’er og tog masser af stoffer. I dag råder han derfor problembørns forældre til at glæde sig over, at junior åbenbart har en fremtid som kunstner.

En for Waters typisk venden bunden i vejret på alle vante værdier.

Blandt sine forbilleder roser han Kenneth Anger, der som den første brugte popmusik ironisk. Han roser også Andy Warhol, der kombinerede bøsser og stoffer, samt gimmick-kongen William Castle, som han sammenligner med Lars von Trier, for ”er Dogme ikke den største gimmick, der er kommet fra Danmark?”

Tak, Danmark!
I det hele taget har Waters mange pæne ting at sige om Danmark. Det første bøssebryllup fandt jo sted i Danmark, og ingen er overvægtige i København, mener han, for alle kører på cykel og virker også mentalt sunde – ikke underligt med al den porno.

Det lokale emne, Waters gang på gang vender tilbage til, er netop den danske porno, fra dengang ”art was dirty”. I dag er porno blevret kunst, pointerer han.

Som barn blev Waters advaret mod at se dokumentarfilmen Mom and Dad (1945), som viste en ægte fødsel. Filmen var dengang en exceptionel mulighed for fuldt legalt at se et kvindes nøgne skridt på et filmlærred. Man skulle bare abstrahere fra babyen, der stak ud, så kunne man onanere til den, og filmen kørte som resultat i fem år.

Men i 1970 kom Alex de Renzys dokumentarfilm Pornography Made in Denmark, som blev skudt i København i 1969, umiddelbart efter pornoens frigivelse. Den gjorde penetration lovlig i amerikanske film og var ansvarlig for, at pornofilm blev bedre.

”Tak, Danmark!” udbryder en tydeligt bevæget Waters.

Hvad enhver ”pervert” bør vide
Det er en lærerig aften, hvor vi med udgangspunkt i Waters’ forskellige film kommer rundt i pædofili, nekrofili og utallige andre meget lidt stuerene emner.

Således forklarer Waters, at når to mænd har sex på et toilet, sidder den ene på sædet, mens den anden står med fødderne i to indkøbsposer, så man ikke kan se ham, hvis nogen mistænksomt kigger under døren. ”All perverts know that,” fastslår Waters, og høster en af aftenens mange klapsalver.

Vi har at gøre med en mand så langt uden for de traditionelle normer, at når han holder foredrag i amerikanske fængsler, kommer morderne hen til ham og siger: ”You’re fucked up!”

Liderlig af pibestemmer
Waters kan ikke selv se det, men over hans hoved hænger en kolossal marmorbjælke, hvori er hugget navnene på ægteparret ”Carl & Ottila Jacobsen”, der sidst i 1800-tallet skænkede Glyptoteket til det danske folk. Det havde de næppe gjort, hvis de havde kunnet forudse denne aften.

Som natten skrider frem, og obskøniteterne hober sig op, synes bjælken for mit blik at bue en smule nedad, som truer den med at falde ned i hovedet på Waters.

Waters fortæller, at han elsker den tegnede tv-serie Alvin & the Chipmunks (1983-91), om tre syngende jordegern. Ja, han bliver ligefrem så liderlig af deres pibestemmer, at han nogle gange spiller lp’er hurtigt for at onanere til dem.

Publikum skriger af grin. Jeg skæver nervøst til bjælken.

En kulturpolitisk triumf
Der kan næppe herske tvivl om, at en sådan opvisning i dårlig smag er imod de værdier, brygger Jacobsen stod for, og strider voldsomt mod intentionerne bag Glyptoteket.

Det er en blasfemi uden lige, og sure tanter burde skælde ud. Men det er også en kulturel triumf, en mirakuløs blåstempling af alt, der ellers er tabu i officiel dansk kultur. Et tiltrængt åndehul i natten.

John Waters fornemmer det.

Inden han forlader scenen, erklærer han med et varmt smil: ”Jeg kan dø nu, for jeg har udrettet, hvad jeg ønskede, nemlig at gøre trash 1 % mere respektabelt!”