The Simpsons fylder 450
De ældes med ynde i Springfield. Bart er stadig fræk og kæk. Lisa har stadig sin idealistiske uskyld. Og Grampa Simpson er stadig, nå ja, i live.
Byen og alle dens uortodokse indbyggere leverer underholdning og kulturkritisk satire på 21. sæson i The Simpsons. På søndag runder komediesagaen endnu et skarpt hjørne, når episode nummer 450, ”Once Upon a Time in Springfield”, løber over skærmen.
Det gør serien til den længst kørende, fiktive aftenserie nogensinde, dog uden at kunne hamle op med såkaldte daytime-shows som Guiding Light, der kørte fra 1952 til 2009.
Morgan Spurlock besvimede
Mærkedagen bliver fejret med en timelang dokumentar, der får premiere på tv-kanalen Fox umiddelbart efter jubilæumsepisoden.
Filmen med den kryptiske titel The Simpsons 20th Anniversary Special in 3-D on Ice er instrueret af Morgan Spurlock, der slog sig selv halvt ihjel med McDonald’s-burgere i den stærkt omtalte Super Size Me fra 2004.
Spurlock er kæmpe Simpsons-fan og blev yderst beæret over at få tilbuddet om at lave en jubilæumsfilm, der skildrer den animerede series kulturelle betydning gennem to årtier.
”Da de ringede til mig, troede jeg, det var en joke, og jeg lagde på. Min agent ringede så tilbage og sagde ’nej, nej, den er god nok’, hvorefter jeg besvimede. Da jeg vågnede, ringede jeg til alle, jeg kendte, for det var den mest cool ting, jeg nogensinde kunne få lov til at lave i mit liv,” har han udtalt.
Et væld af gæstestjerner
Simpson-familien er skabt af Matt Groening og optrådte første gang som små indslag i The Tracey Ullman Show i 1987. To år efter fik den politisk ukorrekte serie sit eget halv times show, som siden har modtaget et utal af anmærkninger, heriblandt 25 Emmy-priser.
Det britiske filmmagasin Empire har kåret The Simpsons som den bedste tv-serie nogensinde, og Homer-udbruddet ”Do’h!” er officielt optaget i det engelske sprog.
De samme centrale skuespillere har lagt stemmer til alle 450 afsnit, hvor adskillige gæstestjerner dog også har sneget sig ind.
Danny DeVito, Steve Buscemi og Susan Sarandon har dedikeret deres stemmer til biroller, mens folk som talkshow-værten Larry King, divaen Elizabeth Taylor, instruktøren Ron Howard og den ellers sky kultforfatter Thomas Pynchon har spillet animerede udgaver af sig selv.
Tyve år mere?
Verdens mange Simpsons-fans kan glæde sig over, at Matt Groening & co. ikke har tænkt sig at trække stikket ud foreløbig. For nylig sagde han grinende til Associated Press:
”Jeg tror faktisk, vi kunne blive ved i tyve år til … Oh my God. Tyve mere? Vi prøver! Vi skal gøre vores bedste!”
Dermed fortsætter Groening med at leve op til et berømt Homer Simpson-diktum: ”Svaret på livets problemer findes ikke i bunden af en flaske. De findes på tv.”
Kommentarer