Kongelig skuespiller hjælper unge talenter

Der er en Thomas W. Gabrielsson-version til alle.

Den 57-årige, svenske skuespiller er kendt i de danske stuer for sine roller itv-serier som Livvagterne og Forbrydelsen.

Han blev anerkendt af kritikerne og Bodil-nomineret for sin birolle i storfilmen En kongelig affære. Og på de skrå brædder har han gjort sig bemærket med roller på Det Kongelige Teater, blandt andet som den svenske overlæge Stig Helmer i en teaterversion af Triers Riget.

Der er mange holdninger til, hvad godt skuespil er. Men der er begejstring for dét, Thomas W. Gabrielsson kan.

”Thomas er en generøs skuespiller, som altid tryllebinder os med sin tilstedeværelse og naturlige spil. Ingen replik føles skrevet, men udtales med stor præcision og selvfølgelighed,” skriver skuespiller Marijana Jankovic i en sms.

Hun er en del af den store jury, der har indstillet Thomas W. Gabrielsson til prisen som årets skuespiller.

Vildt godt fjæs
Morten Kirkskov, skuespilchef på det Kongelige Teater, lægger vægt på Gabrielssons blanding af mod og indsigt.

”Når Thomas spiller Helmer i Riget, opstår komikken ved, at han virkelig går efter bolden, spiller i bund og tager den til ekstremerne. Han forstår karakteren,” siger Morten Kirkskov.

”Han er en skuespiller, der har en stærkt fysisk tilstedeværelse – også på en scene. Han har et vildt godt fjæs. Det kan gå i alle retninger.”

Selv fremstår Thomas W. Gabrielsson ydmyg og tilbageholdende. Han er først og fremmest oprigtigt stolt over det unge filmhold, som har skabt Forestillingen om Juliane.

Filmen er da også nomineret i hele seks kategorier til Ekko Shortlist Awards 2020.

”På alle posterne har det været nogle fantastiske, fremadstormende filmskabere. Filmen kunne sikkert også være blevet nomineret for lyden. Det ved jeg ikke, hvorfor den ikke er. Det må du godt skrive,” siger skuespilleren med et smil og nikker ned mod min blok.

Flugten fra følelserne
I Forestillingen om Juliane spiller Thomas W. Gabrielsson teaterinstruktøren Erik Werner. Han er bygget på instruktører, Gabrielsson selv kender fra sit eget liv og fra teatret.

En arketype, som ånder og lever for sin kunst og i det hele taget er meget egocentreret.

Erik vil genskabe minderne fra livet med sin elskede kone i en teaterforestilling, da hun – Juliane – er ved at miste dem og sig selv på grund af Alzheimers.

Undervejs begynder Erik dog at indse, at han slet ikke husker deres liv sammen, som det faktisk har været. Ægteskabet har været præget af Eriks fravær, af hans arbejdsnarkomani.

Og nu er det for sent.

”Erik har brugt sit arbejde til at flygte. På den måde undgår han at se problemerne i øjnene, og han har sluppet for at føle noget, der er svært. I stedet for at være hjemme hos Juliane eller tage på en rejse og gøre nogle ting sammen med hende, så vælger han dét, han kan og kender. Nemlig at lave en forestilling,” siger Thomas W. Gabrielsson.

Selv om skuespilleren ikke ser meget af sig selv i karakteren, forstår han alligevel Erik godt. Og det er vigtigt, for han kan ikke spille en rolle, som han ikke har en vis forståelse for.

Han fremhæver Bruno Ganz’ gestaltning af Adolf Hitler i Der Untergang. Alle ved, Hitler er et dumt svin, men i filmenforstår vi ham. Erik er ingen Hitler, men Thomas W. Gabrielsson forstår også ham.

”Jeg tror ikke, Erik er et ondt menneske. Han har gjort det, han troede, var det rigtige. Han har haft den patriarkalske funktion i familien og tjent pengene. Han har givet familien status. Jeg tror ikke, han selv har tænkt, at han har været fraværende på den måde,” siger skuespilleren.

Tilskueren gør arbejdet
Thomas W. Gabrielsson er en erfaren skuespiller. Han startede med at spille skuespil i den svenske folkeskole.

Siden blev han uddannet på eksperimentalteatret Teatro Potlach i Italien. Bagefter flyttede han til Danmark og har boet her lige siden.

Det er også med erfaringens lethed, han fortæller. Årelange refleksioner gør det muligt for ham ubesværet at hive små genialiteter ud af munden. På spørgsmålet om, hvordan det lykkes for ham at få tilskueren til at høre, hvad hans karakter tænker i Forestillingen om Juliane, svarer han:

”Når du læser en bog, danner du dine egne billeder. Du skaber dit helt eget univers. Den fornemste opgave som skuespiller er at lade tilskueren skabe sine egne billeder eller følelser. Det er dér, hvor det bliver smukkest.”

Det handler om at kreere rum for, at publikum kan blive medskabende. Der er mange veje til at nå den effekt, og de bedste er ofte dem, der ikke virker åbenlyse.

”Måske en karakter får en telefonbesked: ’Din far er død.’ Vi ved alle sammen, hvordan den karakter vil føle. Men hvis han i stedet tager sin indkøbspose, går ud og køber ind og først reagerer på tabet ved kasseapparatet, kan vi som tilskuere selv lægge en masse følelser ind. For at forstå, hvad sønnen gør, bliver vi nødt til at se ind i os selv.”

Værdier bliver bøjet med alderen
Den store patriark – eller den gamle, hvide mand – er en karakter, der er meget udskældt for tiden. Særligt af den generation, intervieweren selv tilhører.

Også det har Thomas W. Gabrielsson gjort sig tanker om. Han taler til mig – der er jævnaldrende med hans børn – med en jovialitet, som kun kan opstå i kraft af generationskløften.

Livet har gjort ham ydmyg, og samtidig betragter han ungdommens idealisme med en empatisk overbærenhed.

”Når man er ung, kigger man på sine forældre og tænker: ’Sådan vil jeg aldrig ende!’ Det kan godt blive lidt sort-hvidt, og sådan synes jeg ikke, man skal tænke,” siger skuespilleren næsten formanende.

Thomas W. Gabrielsson diskuterede også selv meget med sine forældre, da han var ung. Han mente, de gjorde tingene forkert. Han husker et særligt chok, da forældrene købte et plastiktræ til jul.

”Jeg var ved at falde bagover. Hvordan kan du slæbe et plastiktræ ind i huset? Det gav dengang ingen mening for mig, men nu er jeg selv endt med at købe et plastiktræ,” griner han.

”Livet tager pludselig fat i én. Man går på kompromis med nogle af de værdier, man ikke troede kunne bøjes. Det er også det, Erik har svært ved at gøre, når den kvinde, han elsker, er ved at forsvinde. Han har stadig svært ved at slippe sit arbejde.”

Kameler spiser manuskriptet
Den frugtbare generationskløft er noget, Thomas W. Gabrielsson trives i. Man fornemmer en livsglad dybde i skuespilleren, der taler lavt og langsomt.

”Hvis jeg kan og har tid, siger jeg ofte ja til at spille med i filmskolefilm. Instruktører og filmarbejderne skal møde en ældre spiller som mig. Jeg har en erfaring, der gør, at jeg kan være med til at skabe et rum, som er kreativt,” siger instruktøren, inden han på sin rolige og tilbageholdende facon igen roser det unge filmhold.

Thomas W. Gabrielsson, der har været på filmproduktioner i tyve år, kan se et stort potentiale i instruktøren bag Forestillingen om Juliane: Mads Mengel.

”Mads er ikke én, der bare vil realisere en vision oppe i hovedet. Han er en del af filmholdet, og det er en leg at lave film med Mads. Det er ligesom i sandkassen, hvor man er sammen om at bygge et tårn. Den kreativitet, man har som barn, kan man føre videre til at lave film og være skuespiller. Hjernen bygger hele tiden på det der sandslot,” forklarer Gabrielsson.

Han fremhæver en af de forunderlige scener i Forestillingen om Juliane. Instruktøren sidder i projektørlys på scenen og skriver ved et bord i en slags mentalt rum. Tingene hænger ikke længere sammen for Erik, og han indser, at han er i krise. Som et billede på hans situation går to enorme kameler forbi skrivebordet.

”Da vi lavede den scene, fik jeg den idé, at kamelerne skulle komme hen til mig. Så sagde kamelføreren: ’Ja-ja, du skal bare lægge nogle gulerødder på bordet!’ Kamelerne kom hen til mig, men de begyndte også at spise manuskriptet. Det var ikke noget, vi havde planlagt, men Mads gør plads til, at den slags ting kan ske.”