Nyhed
14. aug. 2018 | 22:06

Thomas Vinterberg sejler ubåden til Canada

Foto | Mika Cotellon
Den tyske skuespiller Peter Simonischek, kendt fra Min far Toni Erdmann, bliver instrueret af Thomas Vinterberg under optagelserne af Kursk.

Den danske instruktørs internationale og stjernespækkede ubådsdrama Kursk er blevet udtaget til en sektion på filmfestivalen i Toronto.

Af Astrid Gjørup og Nicki Bruun

Fans af Thomas Vinterberg spejdede forgæves efter instruktørens navn, da programmerne for festivalerne i Cannes og Venedig blev offentliggjort i henholdsvis foråret og sommeren.

Men nu er der endelig blevet knyttet en festival til Thomas Vinterbergs nye film. Ubådsdramaet Kursk kommer i fint selskab, når den vises på filmfestivalen i Toronto, hvor den er blevet udtaget til sektionen Special Presentation.

Tidligere har Oscar-vindere som The Shape of Water, La La Land og Spotlight været vist i samme kategori.

Kursk er baseret på Robert Moores bog A Time To Die: The Untold Story of the Kursk Tragedy. Bogen fortæller den virkelige historie om ubåden K-141 Kursk, der sank i Barentshavet i 2000 efter en eksplosion.

Filmen fokuserer på de få besætningsmedlemmer, der overlevede eksplosionen og kæmpede for deres liv i ubåden. Udlandet tilbød hjælp, men det afslog den russiske regering. I alt 118 russiske soldater døde.

Flere Oscar-vindere med
Kursk
er Thomas Vinterbergs første film siden den danske Kollektivet (2016), der sikrede Trine Dyrholm en Sølvbjørn på festivalen i Berlin.

Denne gang har instruktøren danske skuespillere som Bjarne Henriksen, Ekko Shortlist-instruktøren Aske Bang og stortalentet Kathrine Greis-Rosenthal, der snart er aktuel i Lykke-Per, med på rollelisten.

Hovedrollerne indtages af et internationalt hold af stjerneskuespillere med Matthias Schoenaerts, Colin Firth, Léa Seydoux og Max von Sydow i spidsen. Også svenske Michael Nyqvist, der døde sidste sommer, medvirker i filmen.

Også bag kameraet har Kursk et stjernespækket hold. Manuskriptet er skrevet af Robert Rodat, der blev Oscar-nomineret for at have ført pennen i Steven Spielbergs krigsfilm Saving Private Ryan.

Fotografen er den i Danmark bosiddende englænder Anthony Dod Mantle, der tidligere har stået bag kameraet for Lars von Trier og vandt en Oscar for Slumdog Millionaire. Imens har den franske komponist Alexandre Desplat vundet hele to Oscars for sin musik til The Shape of Water og The Grand Budapest Hotel.

Nu leverer han tonerne til Thomas Vinterbergs Kursk, der bliver vist på festivalen i Toronto, som foregår 6. – 16. september.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko