Nyhed
19. apr. 2012 | 12:25

Thomas Vinterberg til Cannes

Foto | Jan Buus
Thomas Vinterberg

For første gang siden 1998 er en dansksproget film udtaget til hovedkonkurrencen på verdens førende festival i Cannes.

Af Claus Christensen

Det store comeback.

Sådan kan man kun betegne udtagelsen af Thomas Vinterbergs Jagten til hovedkonkurrencen på verdens førende filmfestival i Cannes.

Det er fjorten år siden, at Vinterberg sensationelt vandt juryens pris på festivalen med Festen. Det var det store dogme-år, hvor Lars von Trier også kæmpede om Guldpalmen med Idioterne.

Siden da har der ikke været en dansksproget film i hovedkonkurrencen, og Vinterbergs karriere har været præget af mere modige end succesfulde film.

Men til maj er 42-årige Vinterberg tilbage på festivalen, som gjorde ham verdensberømt. Og det er med en film, som er blevet kaldt ”en anti-Festen-historie”.

Kollektivt hysteri
Jagten foregår før jul i en dansk provinsby.

Efter en skilsmisse er 40-årige Lucas i gang med at opbygge et nyt liv med ny kæreste, nyt arbejde og teenagesønnen Marcus. Men tilfældigt opstår et rygte om, at Lucas er pædofil, og løgnen breder sig som en løbeild i det lille samfund, hvor den uskyldige mand bliver offer for et kollektivt hysteri.

”Det er interessant, at Thomas på den måde knytter an til Festen, hans store gennembrudsfilm. Nu laver han på sæt og vis en film, der fortæller en anti-Festen-historie,” sagde filmkonsulent Steen Bille til Politiken i november sidste år.

”Hvor Festen handlede om en mand, der havde gjort noget grusom ved sine børn med frygtelige konsekvenser, handler den her film om det modsatte: en mand, der bliver anklaget for noget, han ikke har gjort,” forklarede Steen Bille, der har givet filmen 7,2 millioner kroner i støtte fra Det Danske Filminstitut.

Gensyn med Susse Wold
Mads Mikkelsen har hovedrollen som Lucas. Hans chef Grethe spilles af Susse Wold, der for første gang siden 1985, hvor hun medvirkede i Den kroniske uskyld, kan opleves i en spillefilm.

Filmen giver også et gensyn med Thomas Bo Larsen, der er en af Vinterbergs faste skuespillere, som også medvirkede i Festen. Desuden er Dirch-skuespilleren Lars Ranthe, Anne Louise Hassing og Bjarne Henriksen på rollelisten.

Thomas Vinterberg har altid haft et tæt samarbejde med en manuskriptforfatter, og Jagten har han skrevet sammen med Tobias Lindholm, som også var med til at realisere manuskriptet bag Vinterbergs forrige film, Submarino.

Alvorlige emner med følsomhed
Siden Vinterberg i 1993 dimitterede fra Den Danske Filmskole med Sidste omgang — om en døende, ung mands afsked med kliken &madsh; har han været dansk films vidunderbarn.

Han har behandlet alvorlige emner som uskyldstab, svigt og ensomhed med følsomhed og en enestående sans for skuespil. Den poetiske kortfilm Drengen der gik baglæns fra 1994 bringer os helt ind i hovedet på en dreng, der har mistet sin storebror i en tragisk trafikulykke.

Og i den løsslupne debutspillefilm fra 1996, De største helte, konfronteres en småkriminel mand med en tolvårig datter, som han ikke vidste, at han havde.

Følelse af fremmedhed
Det var lovende film, men så kom det store, internationale gennembrud med Festen, der siden blev en klods om benet på Vinterberg.

Han blev ramt af præstationsangst og vaklede mellem flere projekter. Til sidst besluttede han sig for at satse hele butikken med den engelsksprogede It’s All About Love (2003), men den blev afvist af Cannes-festivalen, fordi man ifølge Vinterberg havde forventet ”something along the lines of Festen”.

Den stiliserede storfilm fortæller en kærlighedshistorie med mange lag, men den beskriver måske først og fremmest den følelse af fremmedhed, Vinterberg oplevede efter succesen med Festen.

”Bergman har givet det råd, at man skal fortsætte arbejdet med det samme efter en succes. Jeg tog rundt på festivaler og lod mig fejre, hvilket nok var en fejl,” har instruktøren engang ærligt sagt.

Det rene, menneskelige drama
I 2005 kastede han sig over endnu et engelsksproget projekt, Dear Wendy, som Lars von Trier havde skrevet.

Filmen handler om en våbendyrkende, amerikansk ungdom, men forsøget på at forene Triers konceptuelle filmsprog med Vinterbergs følsomhed, blev heller ingen succes.

Vinterberg vendte i 2010 tilbage til den danske muld med Thomas Bo Larsen-komedien En mand vender hjem. Men det var først, da han indledte et samarbejde med manuskriptforfatteren Tobias Lindholm, at han genfandt den hjerteskærende grundtone, som startede karrieren.

Submarino handler om to brødre, der som voksne kæmper med traumerne fra en barndom med en alkoholiseret mor. Filmen foregår i Københavns socialt forarmede Nordvest-kvarter. Den er baseret på Jonas T. Bengtssons socialrealistiske roman og er Vinterbergs hidtil eneste filmatisering.

Det handler igen om uskyldstab og svigt, og Thomas Vinterberg rammer her det rene, menneskelige drama, som han er bedst til. Og med den nye film Jagten lader det til, at han for alvor har fundet tilbage til det lovende udgangspunkt.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko