Thuesens omgang med fantasi og virkelighed

"Jeg kunne godt tænke mig at tale om Stines omgang med fantasi og virkelighed," siger forsvareren i retssagen mod Henrik (Troels Lyby). Henriks fjortenårige datter har sendt ham i fængsel med en anklage om incest. Er det noget, hun har fundet på? Eller fortæller hun den hæslige sandhed?
 
Det er udgangspunktet for den nye danske film Anklaget, som får premiere i biograferne den 28. januar. Instruktøren er Jacob Thuesen, som er uddannet klipper fra Filmskolen og siden også har instrueret novelle- og dokumentarfilm, blandt andet den internationalt prisvindende dokumentar Under New York, hvor et filmhold i to år følger to mennesker, som har deres dagligdag i New Yorks Subway. Anklaget, der er skrevet af Kim Fupz Aakeson, er den 42-årige Jacob Thuesens første spillefilm.
 
"Jeg læste manuskriptet og tænkte, at det var en fantastisk udfordring at tage en virkelighed, som alle mener er forfærdelig, og lave dén virkelighed om til hundrede procent fiktion," siger han.
 
Som debutinstruktør har Jacob Thuesen valgt et usikkert og usædvanligt emne, som han tilmed lægger vægt på ikke at have haft nogen viden om, da han gik i gang med filmen. Også i dag forbeholder han sig retten til ikke at være ekspert på området. Det ville være en hån mod dem, der har brugt mange år på at sætte sig ind i incest, mener han. 
 
Inspireret af Hitchcock 
Jacob Thuesens tilgang til filmen lignede meget den, han tidligere har brugt som dokumentarist. Han startede med at undersøge, hvordan anholdelser, afhøringer, fængslinger og retssager finder sted.
 
"Udgangspunktet for fiktion er realisme. Der er ingen grund til at lave et andet rum end det, der er i den virkelige verden. Når hovedpersonen kommer til politistationen, så er det Frederiksberg Politistation, og når han afleverer sine nøgler, så er det nede i kælderen under politistationen. Jeg har sagt: Dét her er den virkelighed, I kender, men det, I ser, er opdigtet," siger Jacob Thuesen, der har været stærkt inspireret af den britiske mesterinstruktør Alfred Hitchcock i sit valg af virkemidler. Anklaget har den bevidste manipulation med publikum til fælles med Hitchcocks Psycho fra 1960.
 
"Jeg havde lyst til at bruge en genre til at nærme mig et emne, som jeg i princippet ikke vidste noget om. Derfor har jeg brugt greb fra krimigenren til at beskæftige mig med noget, som intet har med krimi at gøre. Jeg leger med en genre, som publikum er bevidste om, for at de i virkeligheden skal se noget andet. De tror, de ser en krimi, men i virkeligheden ser de en almindelig, dysfunktionel familie," siger han.
 
Klipper for at få ro
Det er en af de sidste dage før jul på Nordisk Film i Valby. Mens mediefolk i 30'erne sætter deres udvalg af den lette buffet sammen på store tallerkener, er Jacob Thuesen kommet ind i lokalet, har sat sig ved et bord i hjørnet og er startet med at sige, at han ikke er vant til medierne. Alligevel er hans svar både præcise og grundige, men ofte formuleret i de samme, relativt få vendinger, hvis betydning han lader til at stole på. Af dem er "hundrede procent" den, han bruger mest. Når det sker, er det ofte som et udtryk for hans sikre holdning til det medie, som han for længst har besluttet sig for at arbejde med resten af livet — dengang han for tyve år siden for første gang satte to billeder sammen i et mørkt lokale på Københavns Universitet.
 
Jacob Thuesen blev smidt ud af universitetet, fordi han sad og klippede film om natten, men fortsatte på Filmskolens klipperuddannelse. Siden blev han kendt som hr. Hurtigklip — manden, der satte nye standarder for, hvordan især dokumentarfilm i Danmark kunne klippes. De fleste danskere har set hans klip i utallige forfilm og reklamer eller i film instrueret af blandt andre Lars von Trier (Riget),Jørgen Leth (Haïti. Uden Titel) og Tómas Gislason (Den Højeste Straf).Parallelt med klipningen har Jacob Thuesen udviklet sin egen karriere som instruktør. Alligevel har han svært ved at anerkende sig selv i den rolle, og i Filminstituttets filmbog står han stadig opført som klipper.
 
"Jeg elsker at klippe, og i starten var det en måde at få hold på mine tanker og ro på mit liv. Jeg var ikke specielt kommunikerende, og længe var klipperummet tilstrækkeligt rum for mig. Siden har jeg udviklet mig på et menneskeligt plan, og i den proces har det at instruere været at lægge et stykke oven på det at klippe. En ny øjenåbner: Gud, man kan også optage det selv!" forklarer han.
 
Fortrængning som tema
I slutningen af denne måned kulminerer den udvikling for Jacob Thuesen med premieren på Anklaget. En begivenhed, der betyder, at han må vænne sig til anmeldelser, som han kalder "angstfremkaldende", og til flere interviews som dette, hvor han forventes at levere klare holdninger til det medie, han kender så godt som både klipper, dokumentarist og instruktør:
 
"Det ypperste, vi filmfolk kan, er at portrættere en virkelighed. Derved kan vi bidrage til, at nogen kigger ekstra meget på noget, men vi har egentlig ikke nogen forhåndsviden selv," siger Jacob Thuesen. Den opfattelse hænger snævert sammen med hans ønske om at gå til en film som en undersøgelse.
 
"Når jeg kalder det en undersøgelse, kan jeg opleve undervejs, at de mennesker, filmen handler om, ikke er, som jeg troede, og det er hele filmens omdrejningspunkt. Der bliver nødt til at være nogle punkter, hvor jeg opdager noget nyt, også når det er fiktion."
 
For Jacob Thuesen har den ambition betydet, at han i forbindelse med Anklaget har haft samtaler med psykologer for på den måde at nærme sig en dybere forståelse af sit emne. Her fik han blandt andet at vide, at folk er i stand til fuldstændig at glemme, at de har begået incest. Det ramte ind i et af filmens centrale temaer, fortrængning — "et begreb, film er håbløst til," som der står i instruktørens egne kommentarer til filmen.
 
Filmens tredje virkelighed
"Når jeg læser en bog eller ser et billede på et museum, danner jeg hurtigt en tredje virkelighed, men når jeg ser en film, er det meget sværere, for film er det, jeg ser. Det er et meget bevidst medie, og derfor benytter det sig af nogle tossede virkemidler for at vise den tredje virkelighed, for eksempel sort-hvide sekvenser eller slørede billeder," siger han. De virkemidler er Anklaget renset for. Metoden er i stedet at holde en fast synsvinkel på Henrik, den anklagede.
 
"I starten af filmen viser jeg, at han lægger mærke til nogle bittesmå ting i rummet, for eksempel et glas vand i et retslokale. Det er antydninger af, at han ikke hører efter. Jeg etablerer, at det er ham og ikke nogen andre, der ser. Dermed har jeg ikke sagt, at publikum skal føle med ham, men de gør det, for folk kan ikke holde ud ikke at have nogen følelser for deres hovedperson. De vil gå gennem ild og vand for ham," siger Jacob Thuesen.
 
"Hovedpersonen opfatter de mennesker, der er omkring ham, som ubehagelige, selv om de gør fuldstændig, som de er blevet bedt om. Otte gange om dagen anholder de én og sender én til forhør. De er bare interesserede i at finde ud af, hvad der er sket, men af hovedpersonen bliver de opfattet som ubehagelige, og fordi vi som publikum er på hans side, opfatter vi dem også som ubehagelige."
 
Jacob Thuesens centrale greb er at lade publikum føle med hovedpersonen uden at fortælle, om han har begået incest eller ej. På den måde tvinger han os indirekte til at acceptere muligheden for, at vi kan blive svigtet af vores hovedperson til sidst. Med datteren Stines anklage som alibi forsøger vi derfor at trænge længere og længere ind i hovedet på Henrik, indtil vi mod slutningen endelig får svaret på hvem af de to, der har en lemfældig omgang med fantasi og virkelighed.
 
"Lad være med at afsløre slutningen," siger filmens presseansvarlige, Mette Baasch, da hun efter interviewet dukker op i kantinen. På den anden side af bordet smiler Jacob Thuesen, da Mette Baasch citerer anden del af den sætning, som Alfred Hitchcock indrykkede i annoncer i aviserne før premieren på Psycho for over 40 år siden: "Vi har ikke andre."