Nekrolog: Thure Munkholm 1978-2015

”Filmhistoriens fører-provokatør, Jean-Luc Godard, vinker i en fremskreden alder af 84 ikke så meget farvel til en karriere, som han igen indtager fortroppen i en selverklæret kamp for udvidelsen af det filmiske sprog.”

Sådan starter Thure Munkholm, hvad der skulle blive hans sidste anmeldelse, som står i det aktuelle Ekko.

Her hylder han idolet Godard og Goodbye to Language, og den lille tekst kommer i Thures karakteristisk koncise stil rundt om alt det, han utrætteligt gik i brechen for: den anarkistiske auteur, filmisk innovation, øjeblikket frem for helheden, oplevelsen før forståelsen, det store lærreds overlegenhed.

Selv blev Thure kun 36, men han nåede mere end de fleste.

Han fik en uddannelse som cand.mag. i litteraturvidenskab, moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet, hvor han siden blev ekstern lektor. Han skabte sammen med Henrik Rytter filmmagasinet Mifune, der udkom med 25 numre i perioden 2003-2007, inden det fusionerede med Ekko. Han var programlægger på Københavns filmfestival, Cph Pix, som takket være ham kom ud i alle afkroge af filmkunsten.

Men frem for alt berigede Thure læserne og alle os, der var så heldige at lære ham at kende, med sin store viden og sit smittende engagement.

Han var en ægte filmnørd med en særlig sans for avantgardefilm, kultagtige exploitation-film og slow cinema. Indimellem faldt han for det prætentiøse, men oftest var han et skridt foran os andre. Han havde en ung mands begejstring og en gammel mands kundskab, og ingen kunne som Thure overbevise én om, at en over syv timer lang, ungarsk, sort-hvid film om et fejlslagent landbrugskollektiv var det indlysende årlige juleritual.

Vi mødtes tilfældigt i kritikerkøen i Cannes, og før end vi fik set os om, var vi i gang med at indgå et ægteskab mellem vores hjertebørn, Mifune og Ekko. Det var pirrende lystfuldt, men også svært, da det blev mandag morgen, og de medbragte møbler skulle placeres.

Men det lykkedes, og Thure har en stor del af æren for den filmprofil, vores magasin har i dag. Han kunne arbejde i døgndrift og elskede at lave magasin, men mere end noget andet elskede han at se film. Intet – end ikke en alarmerende deadline – kunne afholde ham fra at drage udenlands til en filmfestival.

Han måtte ud i en verden med et bredere vingefang end den hjemlige, han havde internationalt celluloid i blodet.

Thure fandt sin rette hylde, da han blev programlægger på Cph Pix og ved siden af skrev anmeldelser og artikler for Ekko og andre publikationer. Han satte sit personlige præg på Pix-programmet og præsenterede danskerne for avantgardister som polske Andrzej Zulawski og thailanske Apichatpong Weerasethakul.

Årets festival åbner den 8. april med Jeppe Røndes Bridgend, som Thure så på Rotterdam-festivalen og tog til sig som en af de vigtigste danske film i lang tid. Filmen er baseret på et gådefuldt selvmordsritual i den walisiske by Bridgend, hvor omkring 80 teenagere siden 2007 har valfartet til for at tage deres liv.

I forrige weekend nåede Thure sin egen end. Han tog sit liv. Det er svært at forstå og forsone sig med. Thure var følsom, men det var netop den følsomhed, der gjorde ham i stand til at sanse filmkunsten. Det ramte ham hårdt, da hans mor døde for nogle år siden, men han kom på benene igen og begyndte at bruge sit fulde navn: Thure Soldtved Munkholm.

Thures yndlingsfilm åbner sprækken til tilværelsens gåder, snarere end de giver svar. Det samme gør Thures alt for tidlige bortgang. Den står i skærende kontrast til hans egen generøse, muntre omfavnelse af livets mærkværdigheder. Han havde blik for alt det, der ikke passede ind i mainstream, måske fordi han ikke selv passede ind, og han havde en aldrig svigtende tro på, at det skæve og anderledes med den rette formidling kunne blive allemandseje.

Dansk film har mistet sin artfilm-entusiast nummer et, og vi har mistet en blændende kritiker og hjælpsom ven. Det er en trøst, at ligesom i Apichatpongs Guldpalmevinder, hvor onkel Boonmee bliver opsøgt af sine afdøde familiemedlemmer, vil Thure igen og igen dukke op på nethinden og med sit kærlige og dog insisterende blik minde os om, at der i filmens yderste krinkelkroge venter store oplevelser, hvis vi bevarer vores nysgerrighed.