Ti dramatiske nytårsfilm

For de flestes vedkommende er nytårsaften en festlig begivenhed, hvor det mest dramatiske udfald er den hovedpine, mange vågner op med dagen efter.

Men i filmens verden går det naturligvis knap så stille for sig, når instruktører som Polanski, Coppola, Bigelow og Paul Thomas Anderson står i spidsen for nytårsløjerne.

Vi har set nærmere på ti film, hvor kalenderårets skift giver dramatiske øjeblikke med alt fra jalousi og mord til satans opstigning fra helvede. Men lidt romantik er der også blevet plads til. Filmene er præsenteret i vilkårlig rækkefølge.

Strange Days (inst. Kathryn Bigelow, 1995)

Det er meget muligt, at det var Irak-dramaet The Hurt Locker, der sikrede Kathryn Bigelow – som den første og hidtil eneste kvinde i filmhistorien – en Oscar for bedste instruktør.

Men hendes hovedværk er og bliver Strange Days.

Filmen foregår i de sidste dage af december 1999 i et dystopisk Los Angeles. Ralph Fiennes spiller en tidligere betjent, som pusher levende minder, der ved hjælp af et avanceret head-set kan optages gennem hjernen.

Helvede bryder løs, da han kommer i besiddelse af en optagelse fra en ung pige, som er blevet voldtaget og myrdet. Han vikles ind i et virvar af konspirationer, hvor plottet hektisk falder på plads i Los Angeles’ gader blandt tusindvis af mennesker, der ringer det nye årtusinde ind.

Strange Days var et kommercielt flop, da den havde premiere, men opnåede hurtigt kultstatus med dens originale cyberpunk-æstetik, hvor de idylliske hjerneoptagelser skildres i farvestrålende kontrast til livet i den voldelige og askegrå storby.

Zappa (instr. Bille August, 1983)

Bille Augusts filmatisering af Bjarne Reuters ungdomsroman om vennerne Steen, Mulle og Bjørn går, 30 år efter den havde premiere, stadig rent ind.

Peter Reichhardt er fantastisk som den oversete og modbydeligt manipulerende rigmandsdreng Steen, der lokker de andre i uføre.

Mulle (Morten Hoff) er proletaren, der slår fra sig og kommer ud af kliken i tide, mens middelklassedrengen Bjørn (Adam Tønsberg) ikke formår at komme ud af Steens magtgreb.

Venskabet kulminerer nytårsaften, da Steens elskede rovfisk Zappa – som den spøjst introduceres i traileren – bliver trampet ihjel af Bjørn, der i det efterfølgende opgør dramatisk slår Steen halvt ihjel med en svensknøgle.

Filmen slutter netop, som året skifter til 1962, og den tudende Bjørn vender hjem efter tumulten med Steen og bliver trøstet af lillebroren Henning.

The Godfather: Part II (instr. Francis Ford Coppola, 1974)

Det bliver en skæbnesvanger nytårsaften i Cuba for Fredo Corleone (John Cazale), da familiens overhoved Michael Corleone (Al Pacino) opdager, at Fredo har stukket ham og været med til at planlægge et attentat på ham.

”Jeg ved, at det var dig Fredo, du har knust mit hjerte,” lyder det fra Don Corleone under nytårsfesten, da han giver sin forræderiske bror det såkaldte dødskys i mafiaverdenen og leverer den berømte replik i Coppolas mesterværk, som ses her i klippet.

Fredo flygter fra Cuba og tror senere hen, at broren har tilgivet ham.

Men som bekendt eksisterer ordet tilgivelse ikke i den brutale gangsterboss' verden, hvilket Fredo indser sidst i filmen.

SOS Poseidon kalder (instr. Ronald Neame, 1972)

Nytårsaften bliver bogstaveligt ringet ind med et brag i den her klassiske katastrofefilm med Gene Hackman og Ernest Borgnine i hovedrollerne.

Passagerne fester løs på krydstogtskibet Poseidon, da en gigantisk bølge skabt af et undersøisk jordskælv oversvømmer skibet, som forliser midt på Atlanterhavet.

Under det dramatiske skibbrud flyver gæster og inventar rundt i luften, og det bliver en kamp mod tiden for de overlevende at tro på en mirakuløs redningsaktion, inden skibet indtager så meget vand, at det uundgåeligt får kurs mod havets bund.

Filmen har taget navn efter havets gud i den græske mytologi og er delvist baseret en autentisk historie. SOS Poseidon kalder blev en kæmpe kommerciel succes og har til dato indtjent sit budget ind over tyve gange.

I 2006 genindspillede tyske Wolfgang Petersen filmen, der blev nomineret til en Golden Raspberry Award, der er en pendant til Oscarshowet – bare for virkelig dårlige film.

Det store spring (instr. Joel Coen, 1994)

Nytårsaften tager en dramatisk udvikling for stakkels Norville (Tim Robbins), da klokken passerer midnat, og året skifter til 1959 i Coen-brødrenes screwball-komedie Det store spring.

Norville er gået fra at arbejde i postrummet til at blive direktør for det store firma Hudsucker Industries. Men helt i stil med 1930’ernes screwball-film er den naive Norville blot en brik i skurkens udspekulerede plan om at sætte sig på magten i firmaet.

Nytårsaften bliver det for meget for Norville. Efter han er blevet jagtet rundt i New Yorks gader af en pøbel, beslutter han sig for at springe ud fra firmaets øverste etage i skyskraberen.

Men Coen-brødrenes film er som bekendt fulde af sorte indslag, så tiden går i stå, og Norville efterlades hængende i luften på sin vej mod jorden, mens Paul Newmans afdøde karakter i historien åbenbarer sig som en engel – og alt ender lykkeligt. 

Bitter måne (instr. Roman Polanski, 1992)

En nytårsfest i selskab med Roman Polanski går naturligvis ikke stille for sig, som i Bitter måne, der fuld af drama, sex og jalousi.

Hugh Grant og Kristin Scott Thomas spiller det pæne og konservative britisk par Nigel og Fiona, der fejrer overgangen til et nyt kalenderår med et krydstogt i Middelhavet.

Her drages og fascineres de af de langt mere udadvendte Mimi (Emmanuelle Seigner) og Oscar (Peter Coyote), som åbent beretter om deres voyeuristiske og sadomasochistisk sexliv, siden Oscar blev invalideret i en ulykke.

Der udspiller sig et flirtende og paranoidt magtspil mellem de to par. I ægte Polanksi-stil tager lysterne kontrollen, og filmen ender i et stort og voldsomt nytårsknald.

End of Days (instr. Peter Hyams, 1999)

Peter Hyams actionfilm med Arnold Schwarzenegger hører måske ikke til hverken instruktøren eller muskelbundtets bedste film, men man finder næppe en mere eksplosiv nytårshistorie.

Hele menneskeracens overlevelse står simpelthen på spil!

Som i Kathryn Bigelows Strange Days er vi på dagen til årtusindskiftet. En ung pige er udvalgt til at bære satans barn, hvis fødsel vil sikre mørkets dominans i al evighed på jorden.

Hvordan det helt præcis hænger sammen, skal man ikke ulejlige sig med at tænke på. Sådan er det bare. Til gengæld er Gabriel Byrne glimrende i rollen som helvedes hornede hersker.

Den irske skuespiller har nemlig charme, når han med tankens kraft sprænger bygninger i luften eller forfører damer blot ved at se på dem.

Nytårsaften skal det store slag så stå mellem det gode og det onde, og selvom Byrne træder i karakter og viser sit sande ansigt som gigantisk og flammende djævel, får han kamp til sit hår af den østrigske action-helt.

101 Reykjavík (instr. Baltasar Kormákur, 2000)

Nytårsaften tager en af de mere bizarre drejninger i islandske Baltasar Kormákur opsigtsvækkende debutfilm.

30-årig Hlynur bor sammen med sin mor og fordriver primært sit arbejdsløse liv med at surfe porno på nettet.

Under julen flytter morens veninde, den latinske flamingolærer Lola, ind i det lille hjem. Her går det op for sønnen, at venskabet mellem de to kvinder strækker sig længere end til bare at være et platonisk forhold.

Forvirret over morens lesbiske udskejelser og i forvejen selv lettere seksuelt forskruet, knalder Hlynur det nye år ind sammen med Lola, der efterfølgende bliver gravid.

Sådan bliver nytårsaften startskuddet på en ménage à trois ud over det sædvanlige i den prisbelønnede film, der skildrer det isolerede islandske samfund fra en ret så kritisk vinkel.

Boogie Nights (instr. Paul Thomas Anderson, 1997)

Det gik næppe gået stille for sig, når pornobranchen i Californien holdt nytårsfest i 1970’erne med sprut, kokain og sex.

I Paul Thomas Anderson fremragende Boogie Nights får den heller ikke for lidt, når Dirk Diggler (Mark Wahlberg) Jack Horner (Burt Reynolds) Rollergirl (Heather Graham) og Reed Rothchild (John C. Reilly) fester sig ind i år 1980.

Men William H. Macys karakter Little Bill får til gengæld nok af det vilde liv og tager en dramatisk beslutning nytårsaften.

Han har magtesløst måttet se til, mens konen både foran og bag kameraet knalder sig igennem en mindre hær af mænd.

Nu følger kameraet Little Bills tur ud i bilen, hvor han henter en pistol, og tilbage til soveværelset, hvor han finder konen og endnu en tilfældig elsker ...

The Apartment (instr. Billy Wilder, 1960)

Vi slutter mere muntert, for nytårsaften har gennem filmhistorien også været flittig brugt som den ultimative kærlighedsdag.

Fred Astaire bliver genforenet med Virginia Dale i musicalen Holiday Inn, og i Da Harry mødte Sally får Billy Crystal endelig overbevist Meg Ryan om, at de er skabt for hinanden, mens gæsterne omkring dem råber godt nytår.

Men den mest velkendte er Billy Wilders femdobbelt Oscar-vinder The Apartment, hvor Shirley MacLaine på nytårsaften i trappeopgangen hører et pistolskud og tror, Jack Lemmon har taget sig af dage i sin lejlighed. Men det viser sig blot at være lyden af prop, der springer fra en flaske champagne.

Lettet og lykkeligt omfavner de to hinanden i døråbningen, inden Shirley MacLaine med et glimt i øjet lader den berømte replik falde: ”Ti stille og del kort.”

D