Ti film, Trier burde spænde ben for
Der gik ikke lang tid, før Ekkos historie om Trier og Taxi Driver var på alverdens filmsites.
Anonyme kilder tæt på Trier fortalte, at Martin Scorsese skulle genindspille sin klassiker med ”benspænd” af den danske instruktør. Og over for Ekko antydede Zentropa-bossen Peter Aalbæk Jensen, at en pressemeddelelse var på trapperne.
Meddelelsen lod imidlertid vente på sig, og Peter Aalbæk fik travlt med at lægge låg på historien – dog uden noget egentlig dementi. Da Ekko kom igennem til Scorsese-lejren, afviste en fåmælt pressesekretær enhver tale om et samarbejde.
Er taxaen ikke kommet ud at køre, har historien til gengæld sat gang i fantasien hos filmfans over hele verden.
Hjemmesiden Filmschoolrejects.com har således lavet en liste på ti film, som det ville være interessant at se genindspillet med Trier på sidelinjen som benspænder.
Godard Goes Hollywood
De to skribenter, Cole Abaius og Landon Palmer, har tilmed været så elskværdige at forslå et par benspænd til hver af filmene.
For eksempel foreslår de, at den franske nybølges største pioner Jean-Luc Godard kunne genindspille sin fragmentariske Åndeløs som en klassisk Hollywood-film!
Og hvorfor ikke få Tim Burton til at genskabe Edward Saksehånds farveladeunivers med håndholdt kamera og efter alle dogmekunstens regler? Eller lade Woody Allen lave Manhattan – ikke i New York, men i New Mexicos hvide ørkener.
Skil Coen-brødrene ad!
Listen over film, som Trier burde spænde ben for, tæller også japanske Hayao Miyazakis’ mytologiske tegnefilm Prinsesse Mononoke, Francis Ford Coppolas Aflytningen og Blood Simpel – de uadskillelige Coen-brødres debutfilm.
Filmschoolrejects.com foreslår slet og ret, at Trier skiller brødrene ad!
Kommentarer