Ti gode råd fra Francis Ford Coppola
Torsdag aften fik den norditalienske by Bologna fornemt besøg.
I forbindelse med byens årlige filmfestival, Cinema Ritrovato, havde festivalledelsen inviteret en af filmverdenens helt store maestroer til at holde en masterclass: Francis Ford Coppola.
Og den nu 80-årige instruktør, der i en årrække primært har koncentreret sig om sin vinprodution, lader ikke til at være mærket af alderen.
Han er veloplagt og hans store passion for film skinner fra scenen ud over de begejstrede og beærede fremmødte. Han bliver mødt med stående ovationer og spredte ”bravo”-råb.
På trods af sin italienske baggrund taler og forstår Coppola ikke sproget. Til tydelig irritation måtte hans, ganske lange, svar oversættes.
Denne masterclass starter forventeligt med to ældre italienske interviewere, der forhører aftenens hovedperson om hans virke og familie, hvor flere har præsteret inden for kunst- og filmverdenen.
Men pludselig stopper Francis Ford Coppola de to.
”Filmen er kun 120 år gammel. Det er for tidligt for den til at blive mastered. Jeg vil hellere tale med jer filmstuderende derude. Jeg er ikke master – jeg er også studerende!”
Så i stedet for et interview, hvor skaberen af store værker som Godfather-trilogien og Dommedag nu fortæller om sine film og kunstneriske overvejelser, er her i stedet ti gode råd fra den store mand til dig, som drømmer om at arbejde med film.
Rådene er alle svar på spørgsmål fra filmstuderende. Hvis Francis Ford Coppola ikke er en master, er han i hvert fald en master studerende af film.
1. Skuespil og manuskript er vigtigst
Der er mange vigtige aspekter i at skabe en film. Men for mig er skuespillet og manuskriptet de to mest essentielle dele. Man kan uden tvivl lave en smuk film, hvad angår dens fotografering og musikvalg. Men hvis skuespillet og manuskriptet er dårligt, er det ikke muligt at lave en smuk film.
2. Betragt skuespilleren som en cello
Gene Hackman fortalte mig engang, at han under optagelserne af The French Connection havde svært ved at forstå sin karakter Jimmy Doyle.
En dag sad filmholdet på en café, og Gene fik en kop kaffe med en donut. Han dyppede den ned i kaffen, tog en bid og smed den på jorden. Filmens instruktør, William Friedkin, råbte: ”Dét er ham, dét er Jimmy!”
Det er, hvad instruktøren skal kunne: Hjælpe skuespilleren. Man bør være buen, der spiller på celloen. Og sid altid ved siden af kameraet som instruktør. Så kan skuespillerne se dig og omvendt. Det bliver nemmere at læse hinanden og have kontakt.
3. Det personlige er nøglen
Brug dig selv! Det er mit bedste råd. Uanset om du skriver manuskripter, fotograferer eller instruerer, bør du tage udgangspunkt i dig selv. Du er unik, der er ingen som dig, og derfor kan ingen lave en film som dig. Tag altid udgangspunkt i dine oplevelser og dine erfaringer. Og vær aldrig bange!
4. Gift dig/gift dig ikke
Hvis du er mand, vil jeg anbefale dig hurtigst muligt at blive gift. Hvis du er kvinde, bør du ikke blive gift.
5. Klø på
Lad være med at finde på grunde til, at du ikke kan lave en film eller begynde på optagelserne. Klø på og gå i gang – find kun på grunde til at komme i gang!
6. Find tid til dit eget
Mange i filmbranchen drømmer om at gå i gang med sit eget projekt. Men hvordan finder man tid til det? Det handler om at finde ud af, hvornår du arbejder bedst. Jeg arbejder selv bedst tidligt om morgenen, for der har ingen nået at såre mig. Og så har jeg resten af dagen til at lave det arbejde, som andre forventer af mig.
7. En film behøver ikke et budskab
Hvis du har et budskab, så send et telegram.
8. Brug din omgangskreds
Det behøver ikke være svært at lave film. Alle kan lave glimrende optagelser med en iPhone eller en iPad. Så find de af dine venner, der deler din interesse og hjælp hinanden med at få jeres idéer til at blive til noget. Alle vil gerne have deres manuskript optaget af et stort filmstudie, og det er virkelig svært. Men det bør ikke stoppe dig. Du kan nemt eksperimentere med venner og familie, og så er det billigt.
9. Lav ét-akt-skuespil
Man bør ikke blive præsenteret for kamera og udstyr det første år på en filmuddannelse. Start med ét-akt-skuespil for at undersøge fortællinger og opleve, hvordan de bliver modtaget af et publikum. Det er nemt at sætte op, og der skal nok være et publikum, som gerne vil vurdere det.
10. Stjæl fra de bedste
Stjæl med arme og ben fra dem, du ser op til og fascineres af. De vil jo gerne have, at du tager fra dem. Det har alle gjort, og på den måde vil filmfolkene og deres virke leve for evigt. I øvrigt vil en adaption altid være personlig, da den jo får en ny afsender.
Trailer: Dommedag nu
Francis Ford Coppola
Født 1939 i Detroit, Michigan.
Læste film på University of California i Los Angeles.
En af de vigtigste instruktører i New Hollywood-bevægelsen i 60’erne og 70’erne.
Grundlagde i 1969 selskabet American Zoetrope sammen med George Lucas.
Godfather-trilogien og Dommedag nu regnes blandt historiens bedste film.
Far til instruktøren Sofia Coppola og onkel til Nicolas Cage og Jason Schwarzmann.
Producerer i dag sin egen vin i Californien opkaldt efter ham selv.
Udvalgte film
Dracula
1992
Godfather III
1990
Tucker – en mand og hans drøm
1988
Peggy Sue blev gift
1986
Cotton Club
1984
Motorcykeldrengen
1983
Dommedag nu
1979
Godfather II
1974
Aflytningen
1974
Godfather
1972
Kommentarer