The Force Awakens: Pletskud og forbiere

Hver nye Star Wars-film er en nørdseismologisk begivenhed, der mærkes fra Alaska til Antarktis (hvor man rent faktisk har en biograf).

Og med The Force Awakens har vi fået den stærkeste Star Wars-film, siden George Lucas afsluttede sin første trilogi med Jedi-ridderne vender tilbage for 32 år siden.

Ekkos Jakob Stegelmann kvitterede da også prompte med seks stjerner til The Force Awakens, og på anmelder-aggregatoren Rotten Tomatoes har hele 95 procent af kritikerne været positivt stemt.

Det er først og fremmest gensynet, der gør filmen så fan-venlig og nostalgisk, men J.J. Abrams og co. formår også at give selv inkarnerede fans rigeligt med overraskelser i velkendte gevandter.

Vi tager vi et kig på ti punkter, hvor filmen ikke bare levede op til de høje forventninger, men ligefrem oversteg dem.

10. BB-8

Der skulle meget til for at vippe R2-D2 af pinden som seriens mest bedårende robot. Men kuglerobotten med kuppelhovedet er så hyperaktiv, at han får sin mere stivlemmede storebror til at virke som et håbløst oldtidsfund.

Hvert nik og vip er så meningsladet, at de mange bip-lyde – leveret med assistance fra komikerne Bill Hader og Ben Schwartz – nærmest er overflødige.

9. De gamle kendige

Det giver kuldegysninger hos enhver ærlig fan at se Harrison Ford, Mark Hamill og Carrie Fisher tilbage i rollerne, der startede deres karriere.

Men det er mindst lige så vigtigt, at Lawrence Kasdan har begået det halve manuskript, ganske som han gjorde på The Empire Strikes Back og Return of the Jedi. Dialogen og interaktionerne føles som en naturlig forlængelse af de film, og Kasdan har utvivlsomt været med til at sikre kontinuiteten.

Det samme gælder John Williams, seriens faste komponist. Hans underlægningsmusik glider måske mere i baggrunden end tidligere, men det er stadig umiskendeligt Star Wars, og hans nye kompositioner underbygger og forstærker filmens udvidelse af universet.

8. Kylo Ren

Darth Vader var indbegrebet af en rumopera-skurk, en kappeklædt mastodont i sort fra top til tå med en skummel maske og et instrumentpanel på brystet, der – fornemmede man – mest var til pynt.

Det er svært at afløse en så ikonisk karakter, men ranglede Adam Driver gør det overraskende godt med en imposant præstation, der sitrer af hadefuld intensitet. Hvor han på papiret virker som Vader Light, træder han på lærredet frem som seriens mest utilregnelige bad guy.

Samtidig stiller hans ophav rigeligt med spørgsmål, der kan holde internettets utallige fanfora beskæftiget flere år frem i tiden.

7. Den skamløse fanservice

”Utroligt velskrevet og skamløst uoriginal,” skriver Jakob Stegelmann om J.J. Abrams ivrige genbrug af seriens faste tematikker, motiver og plotelementer.

For nogle virker de mange direkte citater og mere eller mindre diskrete henvisninger til de gamle film – de virkelig gamle, vel at mærke – måske lovligt selvfede, men genbruget er for Star Wars-nostalgikere både velkomment og nødvendigt.

Gentagelserne er nemlig en del af makrohistorien. Lucas gav sig i kast med et tilsvarende genbrug i prequel-trilogien: Karaktererne bygger over de samme arketyper, og filmene rimer på hinanden. Det er endnu en måde at signalere på, at vi er tilbage i trygge rammer.

6. Humoren

Humor i Star Wars-universet føles ofte som en pludselig indskydelse eller et patetisk forsøg på comic relief. Harrison Fords komiske timing er eminent i den gamle trilogi, mens Jar-Jar Binks drev fans væk i hobetal.

For Abrams er humor en integreret og central del af universet, og The Force Awakens er til tider så overrumplende morsom, at man forveksler den med en komedie.

Det skyldes ikke mindst dialogen. Der er flere one-liners og skarpe svar end i de første seks film sammenlagt, og så godt som alle karakterer får mindst ét citatværdigt øjeblik.

5. Barnagtig begejstring

Disney er måske nok et megalomanisk konglomerat, der kynisk og grådigt pumper Star Wars-film ud, men Hollywood er fyldt med filmskabere, for hvem serien er som et religiøst kald.

At J.J. Abrams (billede) udlever en våd barndomsdrøm, er der ingen tvivl om. ”Star Trek er smuk klassisk musik,” har han sagt, ”men Star Wars er rock”.

Nogle sekvenser i The Force Awakens har samme frydefulde løssluppenhed som en rå guitarsolo, og hele holdet bag – hvad enten de er foran eller bag kameraet – har fra første færd udstrålet samme uforfalskede hengivenhed til projektet.

”Mine damer og herrer,” skal Abrams have sagt flere gange under optagelserne, ”vi laver en Star Wars-film!”

4. De mange cameos

Da komedieinstruktøren Kevin Smith, der søsatte sin karriere med Star Wars-besatte personer, sidste år begejstret fortalte om sit besøg på settet, blev han ringet op af velmenende Lucasfilm-repræsentanter.

De var glade for omtalen, men bad ham holde op med at fortælle den historie. Nu ville alle i Hollywood ombord på The Millennium Falcon.

For en del lykkedes det endda at tiltuske sig en cameo-optræden i filmen. Hvis man er opmærksom, kan man spotte både Thomas Brodie-Sangster, Warwick Davis, Simon Pegg (billede) og Radiohead-produceren Nigel Godrich.

Ewan McGregor, et af prequel-trilogiens lyspunkter, vender også – angiveligt – tilbage med en enkelt replik, da Rey første gang kommer i kontakt med Kraften.

Selv Daniel Craig, der ellers kategorisk har afvist enhver forbindelse til The Force Awakens, rygtes at være under uniformen på den viljesvage stormtrooper i filmens tredje akt.

3. De ufortalte historier

George Lucas’ største bedrift med den første Star Wars var, at han skabte et univers, der føltes virkeligt. Det var nedbrudt, gammelt og brugt. Og så strakte det sig i alle retninger ud over filmenes historier.

Før Disney trykkede på reset-knappen, kunne encyklopædisk anlagte fans udforske det univers i hundredevis af romaner, tegneserier og computerspil. Men nu er tavlen visket ren.

Det betyder nye romaner, nye tegneserier, nye computerspil. The Force Awakens foregår 30 år efter Return of the Jedi, og den udvider universet ved blot at antyde de ufortalte historier, der har fundet sted i mellemtiden.

Vil man vide mere, må man ty til det udvidede univers. Og det siger en del om filmen, at selv om mange af bøgerne angiveligt er middelmådig fanfiction, har man lyst til igen at dykke ned i universet.

2. Det nye kuld

Når man tænker på, hvor højt elskede den originale trilogis hovedpersoner er, kan man ikke andet end være imponeret over, hvor godt filmskaberne er sluppet afsted med at erstatte dem.

Oscar Isaac, John Boyega og Daisy Ridley tager teten fra Han, Luke og Leia, og deres roller føles vel at mærke ikke som gentagelser.

Oscar Isaac er den mest kendte af de tre skuespillere, men han har suverænt mindst at lave, og hans selvsikre og karismatiske stjernepilot får formentlig lov til at udfolde sig mere i de næste film.

Han er enten fraværende eller fastlåst i et cockpit – og som han forklarede til amerikanske Time Magazine: ”Det er begrænset, hvor mange måder man kan sige ’Woohoo’ på.”

Mere nærværende er John Boyega, der spiller eks-stormtrooperen Finn og har charme til at slippe af sted med replikker, der klinger en kende for nutidigt i tidløse Star Wars-univers.

Endelig er Daisy Ridleys empatiske portræt af en ung kvinde, Rey, der opdager sit eget potentiale, den perfekte indfaldsvinkel for nye fans.

1. Han og Chewie

Forholdet mellem den rapkæftede smugler, Han, og hans bamsede andenpilot, Chewie, har altid været seriens bedste bromance, og deres kværulanteri er kun blevet værre – eller rettere: bedre – i årenes løb.

Alene gensynsglæde med dem efter 32 år er billetprisen værd.

Og på mange måder er de blevet mere elskværdigt underholdende. Som da Han er midt i en samtale i en halv snestorm, og Chewie afbryder med sit karakteristiske hyl. ”Virkelig, fryser du?” spørger Han ironisk.

Og så forbierne…

Og for nu på målstregen at redde denne artikel fra at forfalde til oral intimhygiejne er det på sin plads at kigge nærmere på de punkter, hvor selv de fans, der tør tage prequel-trilogien i forsigtigt forsvar, må erkende en vis skuffelse.

Politiske overblik mangler

Sidste gang vi så karaktererne, havde de øjensynlig vundet den afgørende sejr, der ville bringe fred og fordragelighed tilbage til universet. 

Men tilsyneladende er det alligevel ikke tilfældet.

Er den ny Republik lige så omfattende som den gamle? Er den onde alliance, The First Order, politisk eller blot en militær organisation?

Støttes de af den ny Republik, siden Modstandsalliancen åbenbart må operere i smug? Og hvad er i grunden forskellen på den originale trilogis Oprørsalliance og den nyes Modstandsalliance?

Vil man have et overblik, må man vist ty til det udvidede univers.

Franchise-tænkning

Da Lucas skabte Star Wars i 1977, satte han alt ind på at gøre entré-filmen så medrivende som mulig. Han gemte ikke noget til film nummer to.

I vore dage er franchise-tænkning en uomgængelig del af blockbuster-landskabet, og med fire nye Star Wars-film under udvikling, er det vanskeligt at undgå, at hver film virker som et kapitel snarere end en historie i sig selv.

Det mindsker noget af spændingen, for mon ikke, at de nye hovedpersoner nok skal klare den – i hvert fald indtil episode IX?

Og hvis man er meget ihærdig, kan man finde hints om fremtidige film. Som halvvejs i The Force Awakens, hvor Rey nærmest angribes af foruroligende fremtidsvisioner, der ikke alle opfyldes i filmens løb.

Men hvis det er prisen for at få en ny Star Wars-film hvert år, skulle man være et skarn, hvis man brokkede sig over det.