Tid til tidsrejser

Det er sommer, midt på dagen, i et hjørne af hegnet. Og her skal til at skabes fiktion. På grusvejen ligger metalskinner, som kameraet skal køre på, og en stor, kunstig kampesten ved siden af vejen vil om nogle dage flække midt over ved magiens og special effekternes kraft. Tordenfluerne kribler og krabler, men solen skinner og line-produceren uddeler labre larver og kildevand.

Vi står på en markvej på midtsjælland, nærmere bestemt Kornerup lidt uden for Lejre. Nogle sortbrogede køer på marken ved siden af glor forundret på de 25-30 mennesker, der fistrer rundt med reflektorskærme, boomstænger og klaptræer. Men de kan jo heller ikke vide, at deres fredelige hjørne af verden i dag skal være location i Carsten Myllerups nye familiefilm Oskar og Josefine.

Svært at forlade universet
Hvis titlen giver associationer til julekalenderen Jesus og Josefine, er det ikke et tilfælde. Det er nemlig den samme Josefine, spillet af Pernille Kaae Høier, som igen er på tidsrejse — men denne gang til år 1620 og i spillefilmformat. Instruktøren Carsten Myllerup, der spillefilmdebuterede med ungdomsgyseren Midsommer (2003), har samlet en stor del af sit filmhold fra julekalenderen og har sammen med dem givet sig i kast med seks ugers optagelser. Historien tager afsæt i år 2004, hvor Oskar (Mikkel Konyher) og Josefine er på sommerferie hos Oskars bedsteforældre, der bor på en gammel slægtsgård. En dag løber Josefine på deres gamle modstander, den onde Thorsen (Kjeld Nørgaard), som påstår, at han har forbedret sig og vil give Josefine en gave. Han fortryller den medaljon, hun har om halsen, så hun ved hjælp af den kan rejse i tiden — men kun tre gange.

Josefine og Oskar rejser nu tilbage til 1620, hvor de møder Oskars forfædre, som boede på gården dengang. Men tragedien har ramt familien, idet moren er blevet brændt som heks, og nu er den 6-årige datter livstruende syg. Josefine rejser tilbage til nutiden for at hente penicillin, og pigen bliver rask. Som en lynild spredes imidlertid rygtet om den unge mirakelhelbrederske, og inden længe står Josefine overfor en trussel om at blive brændt som heks. Også Oskars eksistens er truet, da deres indgriben i fortiden ændrer historiens gang. De må nu redde drengen Peder (Adam Gilbert Jespersen) fra at blive halshugget, da han gerne skulle holde sig i live og blive Oskars forfader. Ellers tilintetgøres Oskar.

Manuskriptet er skrevet af Bo Hr. Hansen og Nikolaj Scherfig, som også stod for manuskriptet til julekalenderen. Ideen til spillefilmen opstod allerede før Jesus og Josefine blev sendt i tv sidste år.

"Efter at vi havde skrevet julekalenderen, havde vi lidt svært ved at forlade universet, så vi udviklede en ny historie i et andet format end tv-serieformatet," fortæller Bo Hr. Hansen. "Vi overvejede forskellige tidsperioder og havnede i 1600-tallet. Vi havde lyst til at fortælle en historie, som foregår mere lokalt — hvor tidsrejsen finder sted her i Danmark, og hvor de ting, Oskar og Josefine foretager sig, får en indflydelse på deres egne slægtshistorier. Det var interessant at bruge Danmarkshistorien som udgangspunkt for filmen, og der er jo virkelig godt dramatisk stof i 1600-tallet med dets heksebrændinger og religiøse fanatisme."

Kristendom og hekseprocesser
Netop fremstillingen af kristendommen vakte diskussioner i forbindelse med julekalenderen sidste år. Nogle harcelerede over, at forfatterne forholdt sig for løseligt til bibelshistorien, andre kaldte julekalenderen for "kristen propaganda". Og andre igen syntes, det var alle tiders, at der blev sat fokus på det kristne aspekt ved julen. Bo Hr. Hansen ser med positivt blik på såvel rosen som risen.

"Det har været sjovt at stå på sidelinjen og følge med i, hvad man har sat i gang," siger han. "I Jesus og Josefine fremstillede vi kristendommen positivt, og en af årsagerne til, at vi nu har valgt 1600-tallet, er netop at have mulighed for at vise kristendommen fra en anden vinkel. For der er jo også begået mange forbrydelser i kristendommens navn, og et tema i Oskar og Josefine er måden, religioner som kristendommen kan misbruges. I øvrigt lader vi lige Jesus dukke op i filmen for en kort bemærkning, og her er han helt på Oskar og Josefines side. Et andet tema i den forbindelse er moralske dilemmaer og spørgsmålet om, hvad der er godt og hvad der er ondt. For befolkningen, som i 1620 vil fange og brænde Josefine, er jo ikke ond — det er bare mennesker, som handler efter deres bedste overbevisning og som selv mener, at de handler i den gode sags tjeneste."

Med Jesus og Josefine havde de to manuskriptforfattere blandt andet til formål at give danske børn et bevidst forhold til bibelhistorien, fortæller Bo Hr. Hansen. Forfatterne har researchet i historiebøger og læst om hekseprocesser, inden de skrev Oskar og Josefine. Men Bo Hr. Hansen lægger ikke skjul på, at de da også har taget sig friheder i forhold til historiske facts. I den forbindelse nævner han Carl Th. Dreyers klassiker Vredens Dag (1943), som udspiller sig i samme tidsperiode og har heksebrænding og religion som centrale temaer.

"Vredens Dag forholder sig også meget frit i forhold til historiebøgerne — for eksempel optræder en 'præsteret', som ikke fandtes i virkeligheden. I Oskar og Josefine holder vi os til det eksisterende Herredsting, men til gengæld gør vi Herredsfogeden til en næsten mytologisk skikkelse og mere magtfuld, end han reelt var, og en hekseproces, der ville tage nogle måneder, bliver overstået på en eftermiddag. Så, nej, vores film er ikke historieundervisning — men det vil være skønt, hvis den kan bruges til at skabe interesse for perioden og dermed være en inspiration i forbindelse med historieundervisningen."

Action højt på ønskesedlen
Historisk korrekt eller ej — julekalenderen Jesus og Josefine blev en stor succes. Da dét stod klart, var der grønt lys for at arbejde videre med spillefilmsprojektet Oskar og Josefine kort efter nytår. Og det var noget andet at arbejde med spillefilm end med tv-serie.

"Det er interessant med forskellige formater, fordi de indebærer forskellige muligheder," siger Bo Hr. Hansen, som har bred erfaring på det punkt — med alt fra novellefilm og spillefilm til teater. "På julekalenderen havde vi én lang, overordnet fortællebue, som skulle gå op i en højere enhed med de 24 små buer, der hver især var på 16-18 minutter. Hvert afsnit skulle jo have sit eget tema og sin egen lille historie. Med spillefilmen her har vi en fortællebue på 80 minutter, og derfor skulle vi tænke anderledes, hvad angår historiens opbygning. Og så er det i øvrigt sjovt, at vi her har mulighed for at skrive flere actionscener og skrive til flere locations."

Netop action var noget af det, der stod på instruktør Carsten Myllerups ønskeseddel i hans samarbejde med manuskriptforfatterne. Trods et budget på knap 13 millioner kroner — hvilket er forholdsvis skrabet for en biograffilm — er der blevet råd til dramatiske scener. Blandt andet skal Oskar ned i en brønd og dykke efter Josefines halskæde, og Peder skal være med i en forfølgelsesscene på hesteryg. De unge skuespillere har været på en uges træning i at ride, før filmoptagelserne gik i gang, men føler sig langtfra som eksperter. 13-årige Adam Gilbert Jespersen, der spiller Peder, er spændt på hvordan hestejagtoptagelserne bliver.

"Altså, de er ret store, sådan nogle heste! Men jeg er nu ikke så bekymret, for en del af scenerne skal jo laves med stand-in. Så det bliver nok mere noget med at sidde på en olietønde og - yiihaaa!" siger Adam og svinger hånden over hovedet, som om han er ved at kaste en lasso. Han lader til at have en både afslappet og samtidig engageret tilgang til sit arbejde som skuespiller, måske fordi han har en del erfaring at høste af. Trods sin unge alder har han allerede været hovedrolleindehaver i to spillefilm, Kald mig bare Aksel (2002) og Møgunger (2003). Han fortæller, at han og de andre skuespillere inden optagelserne på Oskar og Josefine øvede replikker med hinanden, men at han i øvrigt ikke synes, det er særlig svært at huske replikker. Så Adam plejer at øve dem om morgenen i bilen på vej ud til settet — og så foregår arbejdet med skuespillet naturligvis i høj grad som dialog mellem Carsten Myllerup og spillerne undervejs gennem optagelserne.

Stod ned i stænger
Lige nu, her på markvejen i Kornerup, er det Pernille Kaaes Høier og Kjeld Nørgaard, som er på. Det er en afgørende scene, der skal optages — situationen, hvor Josefine møder Thorsen, som fortryller den medaljon, hun har om halsen og forærer hende de tre tidsrejser. Scenen bliver gennemspillet igen og igen — hver gang skal Kjeld Nørgaard falde omkuld, og Pernille Kaaes Høier skal komme løbende fra et vejsving langt væk.

"Er du ved at få ondt i knæet?" spørger Pernille omsorgsfuldt under en kort pause, idet hun giver sin fjende i filmen en hånd, efter at han er faldet omkuld for tiende gang.

"Ja, det hjælper på det," svarer Kjeld Nørgaard tørt, mens han for en lille stund bliver lettet for sin store, varme frakke og får en flaske kildevand og et håndklæde til at tørre sveden af nakken. Julisolen bager hedt, selvom en stor skærm over spillernes hoveder tager af for det skarpeste sollys.

Sol og varme er ellers ikke noget, filmholdet har været forvænt med. Der er gået tre ud af de seks optageuger, og dette er en af de første dage, hvor det holder tørt. Den ualmindeligt våde danske sommer har også præget filmoptagelserne, der næsten udelukkende foregår på location, hvoraf mange er udendørs. Regntøj og store varme støvler har været standardudstyr.

"Men vi har prøvet at vende det til vores fordel," fortæller producent fra Cosmo film Rasmus Thorsen. Han beretter om en dag, hvor der skulle optages en større scene med en hel del skuespillere og statister, alle i 1600-tals kostumer. "Det stod ned i stænger, men så besluttede vi at udnytte det dramatisk. For det var en dramatisk scene, hvor de kommer og skal hente Josefine og vil brænde hende som heks. Vi pakkede kameraer og alt udstyr ind i plastik og filmede scenen i øsende regn. Det var enorm besværligt — alene alle de kostumer, som skulle tørres — men det er kommet til at se virkelig effektfuldt ud. Det giver jo en helt anden stemning, end hvis scenen var optaget i solskin."

Så er der frokost. Hele filmholdet bliver bænket omkring et langt bord på gårdspladsen på den nærliggende gård, som agerer slægtsgården i filmen. Stemningen er opløftet, det lader til, at formiddagens arbejde er gået godt. Nogle til højre for mig taler forventningsfuldt om festen i aften — det skal fejres, at holdet er halvvejs gennem optagelserne. Til venstre for mig udveksler et par rekvisitører erfaringer om, hvordan man får det med dagpengene til at fungere, når man er sæsonarbejder. Da tallerkenerne er tomme, er der tagselv-kaffe inde i laden. Så bliver der kaldt til arbejde igen, og hele flokken trasker ud af markvejen.

Tilbage på gårdspladsen står kun en gammel, brun labrador og logrer lidt vemodigt, mens den ser langt efter filmholdet. Det var så det frokostgilde. Stivbenet sjokker den over og smider sig i skyggen — øjensynligt enig med køerne i, at det er klogest at blande sig uden om de sære forehavender, som de sære mennesker lader til at være aldeles besat af.