DR-fest: Gæt din kollegas kønsdele

Zentropas grundlægger Peter Aalbæk Jensen er gået i frivilligt eksil på sin gård i Herfølge, efter at historier om seksuel chikane, ydmygelser til julefrokoster og afstraffelser er blevet kørt stort op i aviser som Politiken og Information.

Den svenske samarbejdspartner Film i Väst vil ikke fremover være med, hvis Peter Aalbæks navn står på rulleteksterne. Direktøren i Det Svenske Filminstitut har truet med at trække støtten, og Arbejdstilsynet er i gang med at undersøge Zentropa.

Men modstemmer har på det seneste meldt sig på banen.

Instruktør Ole Bornedal bakker Aalbæk op og skriver i Weekendavisen, at en filmkritiker, der føler sig traumatiseret af et femten år gammelt klap bagi, er til grin.

Hans kollega Christian Braad Thomsen kalder pressedækningen for ”en heksejagt” i Information, og 94 nuværende og tidligere Zentropa-ansatte oplever ”en uretmæssig degradering af den unikke uddannelse, vi har gennemgået,” som de skriver i en fælles pressemeddelelse.

Nu tager en erfaren filmproducer, Peter Engel, bladet fra munden.

”Det, der er foregået på Zentropa, er ikke enestående, men i modsætning til de store mediehuse har det bare foregået åbenlyst på Zentropa,” siger han til Filmmagasinet Ekko.

Bedst i branchen
54-årige Peter Engel var redaktionschef på TV 2’s daglige ungdomsprogram Rundfunk i 2001-03, chef for DR Ung i 2003-07 og på Zentropa som producer 2007-11. Han er i dag direktør i sit eget produktionsselskab, Wingman, og har således et særdeles godt grundlag for at sammenligne tre store kulturvirksomheder.

”Der er nogle, som er blevet krænket på Zentropa, og det skal man tage meget alvorligt. Aalbæk er jo evigt grænsesøgende, og det er selvfølgelig nemmere at synes, det er sjovt, når man sidder i toppen af hierarkiet end i bunden. Det var mit indtryk, at ansættelsesproceduren for nye småtter var ret grundig. Der blev ikke lagt skjul på, at man den ene dag skulle pudse Aalbæks motorcykel, og den næste dag stod man på settet i Tyskland sammen med Lars von Trier,” siger Peter Engel.

”Det var de to ender af skalaen, og jeg kan konstatere, at de såkaldte småtter er blevet nogle hårde nødder. Mange af dem sidder i dag i topstillinger, de kører deres egne selskaber, og de er nogle af de bedste filmarbejdere herhjemme.”

Dillere og venusbjerge
Peter Engel har ikke oplevet numseklask som afstraffelse andre steder end i Zentropa. Men julelege med et utvetydigt seksuelt indhold er ikke noget, Peter Aalbæk har eneret på.

Engel husker for eksempel en fest, der i midten af 00’erne blev holdt på Danmarks Radio i samarbejde mellem P3 og DR Ung.

”Ved indgangen til festen stod der en boks, hvor man kunne gå ind og få taget et billede af sine kønsdele. Det var frivilligt, men der var en del, som havde lyst til det – også kvinder. Billederne blev sat op på en opslagstavle, og så kunne man ellers gå og gætte på sine kollegers dillere, glatte eller behårede venusbjerge,” fortæller Peter Engel.

Idéen med billeder af kønsdele var medarbejdernes, men lederne accepterede det som et muntert indslag i festlighederne.

”Det lyder jo helt gakkelak. Men det var en del af et ungdomsmiljø i DR, der nærmest pr. definition skulle prøve grænser af. Dengang tænkte jeg overhovedet ikke, at det skulle være krænkende for nogen, og jeg tror heller ikke, at der var nogen, som følte sig krænket.”

En behåret afskedsgave
Peter Engel tog ikke et billede af sine kønsorganer, men ved en julefrokost på Danmarks Radio var han i centrum for en leg.

”Til afdelingens julefrokost ville man gerne have, at jeg sad ved indgangen til festen udklædt som en lummer og gryntende julemand. Alle deltagere skulle så lige forbi og sidde engang på skødet for at få taget et billede til festens opslagstavle. Vi syntes, at det var sjovt, men i de nye tider virker det muligvis åndssvagt.”

Peter Engel husker også sin afskedsgave, da han forlod jobbet for TV 2’s Rundfunk.

”Jeg fik en billedramme med 25 små, sirligt opsatte hår. Min efterfølger på jobbet, som holdt afskedstalen, fortalte stolt, at det var ét kønshår fra hvert redaktionsmedlem – altså på nær fire af dem, for de var øjensynligt glatte og havde derfor bidraget med et øjenbrynshår. Ret bizart, men ikke desto mindre tog jeg gaven med og satte den på mit nye hæve-sænke-bord i DR. Det affødte senere et lidt akavet The Office-øjeblik, da bestyrelsesformanden og generaldirektøren kom forbi.”

Passiv stress
På baggrund af sine erfaringer mener Peter Engel, at mediedækningen af sagen om Zentropa er ude af proportioner.

”Pendulet svinger. Sådan er tidsånden. Ting, som var acceptable for ti år siden, er under ingen omstændigheder acceptable i dag. Men når jeg i medierne læser om Peter Aalbæk, så må jeg sige, at jeg har hørt om og oplevet ting, som var værre på DR og TV 2,” siger Peter Engel og fortsætter:

”Hvis vi kan se på disse historier i bredere perspektiv, så handler det om arbejdsforholdene i hele vores branche. Og i det lys synes jeg faktisk, at Zentropa på nogle områder er foran på point.”

”I DR oplevede jeg, at folk blev sygemeldt med det, man kaldte ’passiv stress’, fordi organisationen er så stor og kompliceret, at det kan være svært at træffe klare beslutninger på kort tid. Så tænker en medarbejder: Hvornår skal jeg i gang? Skal jeg overhovedet i gang? Er der arbejde til mig? Så bliver man nervøs, og så går man ned med stress.”

Det oplevede Peter Engel aldrig på Zentropa.

”Jeg husker ikke, at nogen gik ned med stress. Dér er da også utroligt kort til beslutningen på Zentropa, og ofte bestemmer man selv. Du får chancen, og hvis du ikke kan løfte dine projekter inden for en rimelig periode, så får du et los i røven. Det er meget simpelt.”