Livet efter sidste kneppedato i Hollywood

Lad os begynde med noget af det mindst interessante, når vi taler film- og seriekunst.

Tal.

En optælling foretaget af professorer fra San Diego State University i 2014 viser, at 95 procent af alle fotografer i Hollywood er mænd. Det samme er 89 procent af manuskriptforfatterne, 82 procent af klipperne og 77 procent af producenterne.

Det må være det, man kalder en overvægt til det ene køn, men gudskelov er anden sæson af en mulig frelse netop begyndt.

Forvirret? Så bare læs med her. 

Brug og smid væk
Redningen hedder Better Things, hvis sæson 2 netop er startet på HBO Nordic. Den er Louis C.K. og Pamela Adlons bud på, hvordan man spidsfindigt og morsomt kommenterer på nutidens filmindustri.

Better Things trækker den røde løber væk under glamouren og giver os fortællingen om en skuespiller, der kæmper med karrieren, fordi hun er rundet 45 år, mens hun samtidig er alenemor til tre kaotiske og skønne piger.

Men for at kunne pege på det unikke udtryk ved Better Things, skal man faktisk et lille stykke længere tilbage i filmverdenens årbøger. Nærmere bestemt til midten af april 2015, hvor det populære satireprogram Inside Amy Schumer løb over de amerikanske tv-skærme.

Her kunne man opleve en sketch, hvor Amy Schumer støder ind i frokostselskab bestående af skuespillerne Tina Fey, Patricia Arquette og Julia Louis-Dreyfus. De fejrer sidstnævntes sidste fuckable day, fordi hun nu er over 50 år og dermed vil blive afskrevet af medierne som en tiltrækkende kvinde.

Det tager de fire kendiskvinder uendeligt meget pis på i sketchen, og det fik flere større amerikanske medier til at vågne op.

For er kvinder virkelig noget, man i filmbranchen bruger og smider væk?

En topchef for et af de store filmstudier – der ønskede anonymitet – konstaterede senere samme år i New York Times om Hollywood, at ”det er et 100 år gammelt foretagende, som er grundlagt af en flok gamle, jødiske mænd, der hverken ansatte farvede eller kvinder. Og det går det stadig langsomt med … ” 

Velplaceret langemand
Det kan lyde som lidt af en påstand, at Better Things, hvis første sæson havde premiere i 2016, nu kan komme og ændre på alt dette. 

Men ikke desto mindre er serien en velplaceret langemand lige i fjæset på den filmindustri, der tror, at filmguldets markedsværdi kun stiger med unge kvinder og muskuløse mænd i hovedrollerne 

For Better Things er netop blevet et hit, fordi serien så skamløst viser hverdagen som noget almindeligt. Selv for en skuespiller. 

Sam (der spilles formidabelt af Pamela Adlon) tumler rundt imellem auditions i håb om at få en rolle, fordi hun er dygtig – og ikke fordi hendes bryster sidder klinet til hagen, eller fordi hun er villig til at vise dem frem for producenter og castere, når kameraet er slukket 

På hjemmefronten er hun alenemor for sine tre piger, og her smider serien da også sin første solide kønskommentar ind. For ingen af de bærende roller hedder noget, der lyder kvindeligt. Sam kan være både et mande- og kvindenavn, ligesom hendes tre forrygende møgunge-tøser hedder Max, Frankie og Duke. 

Uanset om du er mand eller kvinde, bakser du altså med mange af de samme dagligdagsproblemer – især når du er teenager eller mor til teenagere.

Fri for fjerdebølge
I den amerikanske fortælleterminologi er man vant til, at intet slår forældreskab. Det vigtigste i verden er at reproducere sig og ikke mindst at finde kærligheden.

Den første del af dette lever Better Things fuldstændigt op til. Sam viser gang på gang, at selv om hendes unger ofte er ulidelige, er der intet større i verden end netop dem. Den anden del – den med lykkelig kærlighed – flår Better Things fuldstændigt fra hinanden.

Det varer nemlig en hel del tid, før børnenes far melder sig på banen, og vi hører vel ikke engang, hvad han hedder.

Så er der mere gang i sms-flirteriet. Sam ser somme tider en fyr. Men faktisk har hun for det meste ikke tid til ham, fordi der er tre unger og en karriere, som skal passes.

På den måde formår Better Things at sætte en tyk streg under, at den moderne kvinde slet ikke behøver en mand. Han ville da være fin nok at have rendende rundt derhjemme som en slags aflastning og udskælder, når pigerne skriger og skændes, men det går faktisk meget godt uden.

Better Things har en forfriskende forbindelse til virkeligheden. Der er absolut intet feministisk fjerdebølge-bavl over serien. Den byder i stedet på en morsom beskrivelse af Los Angeles-hverdagen, som den tager sig ud for en kvinde, der er skuespiller og faktisk bliver ved med at være det, selv om hun på papiret har overskredet sidste sexdato i Hollywood. 

Anti-filmby
Men det er nu ikke kun derfor, at Better Things kan komme sejlende ind og redde Hollywoods stereotype kvindebillede. Den er også en skarpsindig satire.

Serien omdanner L.A. til en kvindeverden, et sted, hvor mor er gift med sine døtre.

Den indskriver sig med sin tragikomiske humor i rækken af eminente serier a la Girls og den britiske komedie Fleabag. Men den formår at lægge fokus et andet sted. Sam er nemlig som hovedperson ikke synderligt kompliceret eller ulykkelig. Hun er bare en kvinde uden omsvøb.

Et godt eksempel er scenen fra første sæson, hvor Sam tager sin ældste datter og hendes veninde med til en koncert. Her møder de møder en fyr, som veninden har svært ved at hilse på.

”Du har suttet den af på ham, ik’?” spørger Sam knastørt, hvilket gør hendes datter pinligt berørt. Men mor Sam har faktisk ret, og veninden konstaterer da også om Sam: ”Hun er rå, men hun er virkelig. Hun taler med mig, hun lægger mærke til ting – og det betyder noget.”

I modsætning til alle andre i den overfladiske verden, som Hollywood-byen Los Angeles repræsenterer, må vi forstå.

Bare et menneske
Det er den ligefremhed, som har gjort Better Things til en seer- og anmelder-darling over det meste af den vestlige verden. Der er simpelthen ikke så mange dikkedarer, men derimod får vi et unikt indblik i, hvordan man opfører sig, når man ”bare” er menneske og ikke en reproduktion af Hollywoods glansbillede.

Det er følgende scene et eminent eksempel på.

Til en frokost fortæller Sam et par af sine veninder, at hun har fået at vide af sin gynækolog, at hendes system er som en sekstenårigs. Dermed kan hun sagtens producere flere børn. Det havde været en dejlig oplysning i en klassisk Hollywood-fortælling, men i Better Things reagerer veninderne med rædsel og kommentaren: ”Men dine æg er vel færdige?”

Det er sådanne øjeblikke, man kan forvente sig mange flere af i sæson to. Og formentlig sådanne serieoplevelser, som i fremtiden vil sætte fokus på, hvor besynderligt filmverdenen ser på kvinder.

Om nogle år vil vi nok se tilbage på Better Things som den serie, der reddede Hollywood ud af fortidens fordummende tåger.