Stortalent med celluloid i blodet

Sylvia Le Fanu er et ubeskrevet blad i den danske filmindustri.

Men det ændrede sig øjeblikkeligt, da hendes film Abu Adnan ved Ekko Shortlist Awards 2017 gjorde rent bord og vandt i samtlige kategorier, den var nomineret i: fiktion, mandlig hovedrolle, klipning og scenografi.

Det er et hjertevarmt flygtningedrama om den syriske far Sayid og hans søn, der er kommet til Danmark og prøver at få hverdagen til at fungere. Mens sønnen har nemt ved at tilpasse sig, så kæmper faren med at finde hoved og hale i en helt ny kultur.

Filmen imponerer med sine præcise iagttagelser af hverdagssituationer, for eksempel skole-hjem-samtalen, hvor farens stolthed får ham til at insistere på at holde samtalen dansk, selv om han slet ikke behersker sproget.

Abu Adnan er blot Sylvia Le Fanus anden kortfilm, som hun har skrevet sammen med Mads Lind Knudsen. Men hun har også kunnet trække på sine egne erfaringer.

Instruktøren blev født i England, men familien flyttede til Danmark, da hun var tre år gammel. Fortællingen ligger derfor hendes eget hjerte nært. Hun kender til at have en far, som lige er kommet til landet og virkelig forsøger at være dansk.

”På trods af, at Sylvias far kæmpede hårdt for at passe ind, så har hun også på tidspunkter i sit liv oplevet en form for flovhed. Han var ikke dansk på samme måde som de andre forældre,” fortæller Sune Wahl, som er producer på Abu Adnan.

Ved at fokusere på den interne familiedynamik tilbyder Abu Adnan en anderledes vinkel på flygtningedebatten.

”Det er en overset problematik, fordi vi fokuserer så meget på forholdet mellem ’dem’ og ’os’. Jeg var ikke selv flygtning, men jeg ved, hvad det vil sige at tilpasse sig et nyt land, og hvad det betyder for en familie,” siger Sylvia Le Fanu.

European Film Café
Sylvias far, Mark Le Fanu, er en anerkendt filmhistoriker fra Storbritannien. Og i 1993 flyttede familien til Danmark, da faren blev ansat som underviser på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Ligesom Sayid kæmpede Mark, der i dag er flyttet tilbage til London og underviser på University College London, med at lære det danske sprog.

Men for Sylvia var det samtidig en gave at vokse op på en nystartet filmskole, og den unikke atmosfære prægede hendes barndom. Allerede i en meget ung alder begyndte eleverne på skolen at bruge Sylvia Le Fanu i deres filmprojekter, hvor hun spillede alt fra børneroller til en engel.

Og med en far som filmhistoriker havde hun det privilegium at gøre bekendtskab med store filmskabere. Over frokostmåltider charmerede hun sig ind på store instruktører som Bernardo Bertolucci, Lars von Trier og Alan Parker. Derfor troede Sylvia også, at højskolens engelske forkortelse EFC (European Film College) stod for European Film Café.

”Som barn tager man jo sin tilværelse for givet. Mit hjem var tilfældigvis et filmland, hvor møder med spændende filmpersonligheder var hverdagskost,” siger Sylvia Le Fanu.

”Der er ingen tvivl om, at min far har haft en stor positiv indflydelse på mig, men omvendt har jeg også hans anmelderstemme i min øresnegl hele tiden. Det kræver mod at vise ham mit arbejde,” siger hun.

Hun indrømmer, at hun aldrig har åbnet en eneste af farens filmbøger. Men for nylig faldt hun på biblioteket tilfældigvis over hans bog om den russiske avantgardeinstruktør Andrei Tarkovskij, og den lånte hun med hjem.

”Det må være mit nytårsforsæt!” siger instruktøren, hvis egne forbilleder er amerikanske indieinstruktører som Noah Baumbach og Richard Linklater.

Baggårdskat
Først mange år senere opdagede Sylvia Le Fanu, hvilket privilegium det var at have Filmhøjskolen som legeplads. Som teenager insisterede hun på at gå sine egne veje. Men æblet falder ikke langt fra stammen, og Sylvia Le Fanu er i dag helt opslugt af filmens univers.

Hun har en bachelor i Film- og Medievidenskab fra Københavns Universitet, har studeret på KBH Film & Fotoskole og gået på den alternative filmskole 18Frames, hvor hun har skabt Abu Adnan. Nu er hun ved at færdiggøre første semester på Den Norske Filmskole i Lillehammer.

Og selv om hun således går i farens filmiske fodspor, begiver hun sig samtidig ud på fremmed grund ved selv at lave film – noget, som hendes far aldrig har gjort.

Instruktør og formand for Danske Filminstruktører Christina Rosendahl har fungeret mentor for Sylvia Le Fanu.

”Hun har nogle meget fine katteøjne, men inde bag er der en baggårdskat, som vi har arbejdet på at få eksponeret. Hun er rå og har det, som skal til for at få en karriere. Mange mennesker har talent, men få har stamina og grådighed til opnå noget. Det har hun,” siger Christina Rosendahl.

Rolig og konstruktiv
Sylvia Le Fanu beskrives som tænksom og omsorgsfuld. Den humanisme, som gennemsyrer Abu Adnan, er kendetegnende for hende. Mark Le Fanu peger på, at det nok særligt stammer fra hendes afdøde mor, som var journalist og venstreorienteret.

Kolleger fortæller, at hun især er god til at inddrage de kreative mennesker, hun arbejder sammen med. Under tilblivelsen af Abu Adnan tog hun således hele holdet med i sommerhus, hvor de over en weekend snakkede indgående om historien og de visuelle inspirationskilder og stilarter.

”Sylvia har en god måde at få hele holdet med sig. Alle føler, at de har en aktie i den historie, som de laver,” siger Sune Wahl.

Camilla Silvana Navarro Howalt, som ved Ekko Shortlist Awards vandt scenografprisen for sit arbejde på Abu Adnan, fremhæver Sylvia Le Fanus evne til at holde hovedet koldt, når det brænder på.

”Hvis der er kaos på optagelserne, er hun altid rolig og konstruktiv. Det er dejligt, når man selv er i total panik, at chefen forholder sig roligt,” siger Howalt.

Selv om Sylvia Le Fanu har bevæget sig videre til Den Norske Filmskole, har hun stadig stor kærlighed til 18Frames. Og typisk for sin personlighed vil hun hellere rose holdet end tale om sig selv.

”Jeg ved godt, at instruktører som oftest roser deres filmhold, men jeg har følt mig ekstremt privilegeret, og det må i øvrigt være en af grundene til, at Abu Adnan hænger sammen som historie. Vi har været utroligt meget i sync omkring hele projektet fra start til slut.”