Til sidst kommer stjernerne

Som festival-novice kunne man nok have ønsket sig noget andet end et 86 sider langt program for Berlinalen. Noget, der kort og kontant oplyste, hvordan man orienterer sig i det virvar af film, som i løbet af ti dage vises rundt omkring i Berlin.

Festivalen åbnes den 7. februar og afsluttes med prisoverrækkelser den 16. februar, så det er ikke en dag for tidligt at danne sig et overblik over de hundreder af film.

Og dagen er altså i dag, den 29. januar, og stedet er Presse- und Informationsamt der Bundesregierung på Reichstagsufer 14, to minutters gang fra Friedrichstrasse, hvor S- og U-banerne krydser hinanden på den legendariske station.

Indtil murens fald var den en ren spøgelsesstation, men nu myldrer berlinerne op og ned ad trapper, i alle kompassets retninger, og nogle stykker af dem med samme destination som mig.

Scorsese åbner ballet
De tager sig urimeligt afslappede ud og har åbenbart ikke været i tvivl om, hvorvidt man foruden pas og indbydelse også skulle præstere en passende påklædning.

Sædvanligvis ligner jeg noget, de færreste vil kendes ved i bedre kredse, men i dag må jeg for første gang i mit liv høre til de absolut bedst ekviperede.

Kun et par italienere og en enkelt brite kan gøre mig selskab, mens festivalarrangørerne på podiet med en slipsekvote på én til ti ligner noget set på Kottbusser Tor (og Kottbusser Tor ligner til orientering for læseren noget fra Bahnhof Zoo i Christiane F.).

Festivalens leder, Dieter Kosslick, gør også sit til at skabe en afslappet stemning. Ganske vist har han i dag efterladt sin egen guitar derhjemme, men musik skal der alligevel til i årets 58. udgave af Berlinalen.

Ikke bare debuterer Madonna som filminstruktør med Filth and Wisdom, men der er også rock og rap, pop og hiphop på programmet. Hittet bliver uden tvivl Martin Scorseses åbningsfilm, Shine a Light, om og med Rolling Stones.

Dokumentar om Abu Ghraib
Der er altså fokus på musikken i år, men også på så meget andet. Blandt andet på dokumentarfilm, som for første gang i Berlinalens historie er repræsenteret i hovedkonkurrencen med amerikanske Errol Morris' Standard Operating Procedure.

Skulle den mod forventning gå hen og vinde Guldbjørnen som bedste film, må Berlinalen finde sig i at blive betragtet som et ekko af Cannes, hvor dokumentarfilm allerede har huseret og bragt en amerikansk instruktør Den Gyldne Palme.

Tilmed ligger Morris' film tematisk tæt op ad kollega Moores Fahrenheit 9/11, for også Standard Operating Procedure kredser om det amerikanske engagement i Irak, nærmere betegnet fangemishandlingerne i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad.

Diverterer med skrøner
Krig i almindelighed er der også fokus på, fortæller Kosslick, der i den anledning diverterer med skrøner fra sin berlinske ungdom i det herrens år 1968.

Det er nemlig netop 40 år siden, at Vietnam-konferencen fandt sted her i Berlin, hvilket lidt overraskende præsenteres som årsagen til at fokusere på krig.

Som om spille- og dokumentarfilm nogen sinde havde behøvet anden anledning end krigen selv, om den så lå fire eller fyrre årtier tilbage i tiden!

Israel fylder 60
Den fokale spredning synes større og større, efterhånden som Kosslick & Co. begejstret udbreder sig om alle de andre jubilæer og temaer, som Berlinalen i år søger at favne.

Således er det ikke bare Kosslick selv, der om kort tid runder de 60, men også staten Israel, hvilket markeres med adskillige film, der naturligvis påkalder sig særlig interesse i Tyskland.

Derfor kan man blandt andet se en dokumentarfilm om Ariel Sharon, der fortsat ligger i koma efter et slagtilfælde for et par år siden. For nogle blot en tidligere israelsk premierminister, for andre en krigsforbryder — og for tyskerne sikkert en behagelig aflastning, for ét er i det mindste ikke i fokus på årets festival: Det Tredje Rige og dets forbrydere og forbrydelser.

Tysk film i frit fald
Men man tør vel også tilstå tyskerne chancen for at lave andet end historiske dramaer, hvor originaliteten bestandigt ofres på moralens alter.

I hvert fald glæder jeg mig til at se en god del af de film, der præsenteres i sektionen Perspektive Deutsches Kino. Og der skal også nok blive tid til at indhente noget af det forsømte i German Cinema, hvor tyskerne forsøger at sælge os nogle af de film, der havde premiere i de tyske biografier i fjor, men for længst er taget af plakaten.

De tyske films markedsandel i de tyske biografer faldt fra rekordhøje 25 % i 2006 til blot 9 % i 2007, så det ville hjælpe svært på regnskaberne, om andre end tyskerne vil se dem.

Faldet har intet med kvaliteten at gøre, for det er — ifølge anmelderne - gode film, der bare ikke har kunnet trække folk af huse.

Det gjaldt også Am Ende kommen Touristen, der her nævnes som undtagelsen fra reglen om et moratorium fra Holocaust. Filmen foregår nemlig i Auschwitz, dog ikke under tilintetgørelseskampagnen under krigen, men i mødet mellem en gammel polak og en ung tysker i vore dage.

Stjernerne kommer
Åh ja, vi ved det jo godt, hvorfor tyskerne ikke vil se tyske film, hvorfor svenskerne ikke vil se polske film, hvorfor franskmændene ikke vil se hollandske film, hvorfor danskerne osv.

Vi ved det, og så meget desto mere gør Kosslick ud af at fortælle, hvor mange amerikanske og engelske superstjerner, der forventes at passere over den røde løber under festivalen.

Der er lidt tvivl om Julia Roberts, men Scarlett Johansson, Willem Dafoe, Daniel Day-Lewis, Ben Kingsley og mange andre skulle som en afgjort sag være at finde foran kameralinserne, så alle i hele verden kan se, at der foregår noget stort i Berlin.

Så bliver der nok alligevel brug for det pæne tøj.