Viggo Mortensen: Fantasiens førsteviolin

Vi er langt uden for lands lov og ret i Captain Fantastic.

Derude, hvor det moderne menneske kan finde sig selv mellem træer og bakkede gåture. Derude, hvor fantasien er nødvendig for, at man kan fungere. Billederne er lyse, men bag de fintslebne karakterer simrer noget mørkt, som undervejs koger over hos nogle eller bare forbliver simrende hos andre.

I den henseende er filmen et perfekt billede på Viggo Mortensen, som spiller hovedrollen.

Her i den fantastiske kaptajns underfundige univers er Mortensen den store og stærke far, der passer sin børneflok, efter at deres mor er gået bort. Men spørgsmålet er, om han tænker mest på sig selv, fordi han ikke vil være en del samfundet?

Mortensen giver faderrollen en stor omsorgsfuldhed, men samtidig et enormt legende og protestsøgende sind.

I stedet for juleaften fejres den anarkistiske Noam Chomsky Day. Så vi har at gøre med en både morsom, provokerende, barnlig og gribende børneopdragelse.

I Captain Fantastic er Viggo Mortensen rolig, men alligevel i sine følelsers vold. Han er underfundigt drillesyg, men altid med et mål for øje. Det er en mesterlig præstation, og den minder mere om Mortensen, end man skulle tro.

Somre i Danmark
Sidste år interviewede denne signatur i en anden sammenhæng flere medlemmer af Viggo Mortensens kollega-, venne- og familieskare.

Det danske link ligger nær Ringsted på Sjælland. Hos fasteren holdt han som barn ofte sommerferie, og tiden gik med træklatring og tegning. Mortensen var – og er stadig – et menneske i god form, hvilket man tydeligt ser i Captain Fantastic, og dengang var han også en topsvømmer in spe.

Men da han blev teenager, druknede svømmekarrieren i kunsten, og Viggo Mortensen blev i stedet dagdriver med småjobs rundt omkring i det danske land. Blandt andet på havnen i Esbjerg og som tjener hos Jan Hurtigkarl.

Han var omflakkende, ligesom hans liv havde været indtil da.

Allerede som barn havde Mortensen således set det meste af verden. Hans mor er amerikansk, hans far dansk, og de mødte hinanden i Norge for derefter at flytte sammen til New York. Her blev Viggo Mortensen født, og her boede han med forældrene i sine tidligste år for så at flytte til Venezuela og derefter til Danmark i et kort stykke tid, inden turen gik til Argentina.

Fantasifuld ensomhed
Da Viggo Mortensen var ti år, blev hans forældre skilt, og han vendte tilbage til New York.

Denne omflakkende livsindstilling er lige netop dét, der simrer og somme tider bulderkoger i Captain Fantastic.

Her nyder Viggo Mortensens hovedrolle at være manden, der kan ordne alting selv, mens han samtidig lærer fra sig ud fra et kunstnerisk perspektiv. Farens børn skal nemlig lære at læse den store litteratur og sætte det moderne samfund i perspektiv, så de kan klare alting selv i en verden, hvor fantasi og idérigdom er blevet en mangelvare for enhver god anarkist.

Hvis der er et ord, som beskriver Viggo Mortensen, så er det ”fantasi”.

Som dreng drømte han sig ind i sin egen verden med tegning og musik. Fantasien spillede simpelthen førsteviolin i hans liv, og denne drengede tilgang tog Mortensen med videre ind i sine filmvalg som voksen. Hver og en er proppet med fantasi – fra Aragorn i Ringenes Herre-trilogien over den omvandrende nomade i The Road til kaptajnen i det gamle Argentina i Jauja.

Det er heller ikke mange mennesker, der har fantasi til at forestille sig, at de sådan uden videre kan bryde igennem i USA, men Mortensen tog altså til New York, fik sig en skuespilleruddannelse og arbejdede som tjener og bartender ved siden af.

I 1985 brød han igennem i Peter Weirs Vidnet.

Storm P’sk humor
Vennerne beskriver Viggo Mortensen som et barn, når han har fri. Skuespilleren er som menneske umulig at se en film med, fordi han kværner løs og kommenterer på løst og fast.

Alligevel er han nu et mindst lige så belæst barn, som dem han opfostrer i Captain Fantastic. Men han er også et meget drillende voksenbarn. Siden han var ganske ung, har han eksempelvis været fanatisk fodboldtosset med den argentinske klub San Lorenzo, og han medbringer deres røde og blå flag, hvor end han går.

Da Jauja havde verdenspremiere i Cannes forrige år, trak Mortensen da også flaget frem på den røde løber. Journalisterne grinede. Skuespilleren smilede fraværende, men tilfreds.

Det er dette smil, der får mange i bekendtskabskredsen til at kalde Viggo Mortensens humor for Storm P’sk. Han er underfundig og dybt ironisk, og han vil helst tage tykt pis på folk.

Da han for nogle år siden blev interviewet i Go’ aften Danmark, overtalte han således værten til at ryge cigaretter i studiet med ham og slukke smøgen med tungen. Et tilbud, der naturligvis var umuligt at afslå, fordi det var så godt tv.

Det siger selvfølgelig noget om Mortensens humor og hans tilgang til verden, når det ikke handler om seriøse filmprojekter. Men det siger også noget om, at han er bedøvende ligeglad med at være berømt. For ham er skuespil en måde at råbe folk op på. Det er berømthed ikke, for her er man ikke sig selv, men noget andre forestiller sig.

Og Viggo Mortensen vil helst bevæge sig i sin egen fantasi.

Mere lystbetonet
Alligevel hører Mortensen nu til den meget lille gruppe af skuespillere, der ikke behøver at gå til castinger. Dels fordi han er så stor en skuespiller, som han er. Dels fordi han ofte proklamerer, at han vil satse mere på sine sideprojekter med musik og kunstmaleri og derfor muligvis stoppe med at lave film.

Man er ganske enkelt heldig, hvis man får ham med ombord på sit filmprojekt, for Mortensen er mere lystbetonet end de fleste andre voksne mennesker.

Derfor går han også lige ind i dem, han møder. Ikke med en friskfyrattitude, men med en udtalt grad af interesse. Uanset om det er kolleger, venner eller perifert bekendte så beskrives Mortensen altid som en mand, der hviler fagligt i nuet, men som også er på vej videre, hvis tingene bliver for private.

Hans interesse ligger i kunsten og i at lære de mennesker, som han skal samarbejde med, at kende. Han vil undersøge, hvordan fantasien kan gå op.

Dermed ikke sagt, at han er hævet over alle andre end sig selv. Der findes utallige historier om, hvordan Mortensen konverserer på filmsettene og om, hvordan han hjælper yngre skuespillere igennem optagelserne.

Og så er han i øvrigt heller ikke bleg for at tage opvasken, hvis han selv har været med til at søsætte et projekt.

Verden på hovedet
Det ligger naturligvis i en skuespillers dna, at man skal kunne tilpasse sig, men med Viggo Mortensen er situationen alligevel anderledes, for han besidder nemlig en dobbelthed med sit danske og amerikanske ophav.

Han kan være tilbagelænet og Storm P’sk, men også frembrusende og drillesyg amerikansk på en måde, som de ellers kun laves i indiefilm.

I Captain Fantastic er han begge dele.

Han er den fandenivoldske far, der pludselig ser sig nødsaget til at vise sine børn verden, men som samtidig holder fast i, at de selv skal lære denne verden at kende. For ellers mister de det vigtigste, der overhovedet findes: selvstændige tanker og ironisk distance.

På den måde inkarnerer Mortensen nærmest en rigtig god indiefilm: Han sætter normaliteten i relief og vender verden på hovedet med barnlig, kæk energi.