Tilstanden i tysk film

Tyske film har de senere år klaret sig godt internationalt.

Der Untergang, Sophie Scholl og Das Leben der Anderen har alle fået et hav af priser. Da den sidste – på dansk De andres liv – i 2007 fik en Oscar, forstod en af Tysklands førende aviser, Frankfurter Allgemeine Zeitung, dog at strø malurt i bægeret.

De andres film, hed det i en leder, må gerne være fantastiske, betagende, kontroversielle, humoristiske og grænseoverskridende. Blot ikke de tyske. Af tyske instruktører forventer man politisk relevante (eller måske snarere korrekte) historiske dramaer.

Således er årets tyske kandidat til en Oscar Baader Meinhof Komplekset. Igen et historisk drama, denne gang om den tyske terrorisme i 1970’erne kulminerende med mord, bortførelse, flykapring og selvmord i ”det tyske efterår” i 1977.

John Rabe: en japansk massakre
Men hvordan ser det så ud på Berlinalen, som i år har flere tyske film på programmet end nogensinde før? Er tyske film andet end historiske dramaer?

Ja, selvfølgelig, men de film, som får mest opmærksomhed i pressen, er fremdeles de historiske dramaer. Det er film som John Rabe, der allerede har været omtalt her på siden.

Særligt vellykket er den ikke, men på grund af lignende films succes og gode renommé i Danmark – Der Untergang og Das Leben der Anderen – kunne den måske også tjene sig ind nord for grænsen. Emnet er den japanske massakre på den daværende kinesiske hovedstad Nanjing i 1937. Det kunne også fortjene dansk opmærksomhed, selvom filmen indimellem omgås rædslerne rigelig kysk.

Anonyma: voldtaget af russiske soldater
En langt bedre film er Max Färberböcks Anonyma – eine Frau in Berlin, som dog ikke har været vist på Berlinalen, men for et par måneder siden havde premiere i de tyske biografer.

Med fremragende Nina Hoss i hovedrollen er det lykkedes at lave en noget nær perfekt filmatisering af den dagbog, som en ung kvinde i Berlin skrev i de voldsomme april- og maj-dage i 1945, da hun ligesom titusinder af tyske kvinder blev mere eller mindre systematisk voldtaget af russiske soldater.

Effi Briest: lidenskab i 19. århundrede
I periferien af genren finder man også Hermine Huntgeburths vellykkede filmatisering af Theodor Fontanes novelle Effi Briest.

Den foregår i slutningen af det 19. århundrede i det wilhelminske kejserriges tid, den såkaldte Gründerzeit, der med hensyn til moral fint tåler sammenligning med den engelske victorianisme.

Tilsvarende kan Fontanes tyske novelle sammenlignes med Jane Austens og E.M. Forsters engelske noveller, der utallige gange har gjort sig som følsomme fortællinger på lærredet. Således har Effi Briest også været filmatiseret adskillige gange før, blandt andre af Fassbinder.

Den tyske pendant til de engelske blockbusters giver nok et knap så betagende tidsbillede, men er til gengæld fri for alle de kvalmende overdrivelser af mudder og korsetter. Tilsvarende er historien om Effi, der først trodser sin vilde natur og lader sig arrangere i et fornuftsægteskab med baron von Instetten og senere finder en mere lidenskabelig kærlighed i det forbudte forhold til major Crampas, fortalt mere realistisk.

Det sidste skyldes ikke mindst, at instruktøren har ændret slutningen, så Effi ikke går totalt i hundene, men træder i karakter som en fri kvinde på ruinerne af sit ægteskab.

Filmen er med andre ord lige så god som eksempelvis Stolthed og fordom, ligesom Julia Jentsch – kendt fra sin hovedrolle i Sophie Scholl – spiller mindst lige så godt og nuanceret som Keira Knightley. Overbevisende er Sebastian Koch også i rollen som von Instetten, en helt anden rolle end den, han spillede som samvittighedsplaget komponist i Das Leben der Anderen.

Hilde: skandaledivaen Hildegard
En anden dyr produktion, som er blevet imødeset med spænding, er Kai Wessels Hilde om den tyske efterkrigstids skandaleombruste diva, refrænsanger, forfatter og skuespiller Hildegard Knef (Die Mörder sind unter uns fra 1946 og Die Sünderin fra 1951).

Filmen er både et portræt af Knef og af tiden fra hendes første engagement i UFA-studierne i Det Tredje Rige til hendes store triumf ved en koncert i Berlinerfilharmonien i 1966.

Som i John Rabe forfalder instruktøren desværre til at lægge originale optagelser ind i filmen, så den får et unødvendigt dokumentarisk præg.

Langt større problemer i filmen er imidlertid historien og spillet, der får Knef til at fremstå som en vulgær og dum gås, som ingen burde have spildt tid på at lave en mere end to timer lang film om. Når man gør det alligevel, bliver man nødt til at se stort på virkeligheden, hvis man vil interessere sit publikum.

Sådan har Wessel åbenbart ikke tænkt, men belemret os med elendige dialoger og et spil mellem Hilde og hendes mange bejlere, som får det hele til at ligne noget på en teaterskoles første årgang. Når man så ser det suveræne og tilbageholdte spil af den virkelige Hildegard Knef i Die Mörder sind unter uns, tror man, at det i stedet er Wessel, der har sigtet en del for lavt – måske fordi han normalt laver tv-film for milliontallige skarer.

Pink: punkpoeten og hendes bejlere
Måske er det personinstruktionen, der kikser for Wessel. I så fald kunne han have lært noget af sin kollega, Maren Ade, der i hovedkonkurrencefilmen Alle Anderen imponerer med en fænomenal instruktion af sine to elskende og hadende hovedpersoner. Filmen er tidligere omtalt her på siden, så her tæller den blot som mål for, hvordan det skal gøres.

Beklageligvis er der langt flere eksempler på, hvordan det ikke skal gøres. Et totalt kiks giver Rudolf Thome med Pink, hvor unge Hannah Herzsprungs (birolle i Baader Meinhof Komplekset og helt aktuelt i The Reader) talent slet ikke udnyttes.

Historien om punkpoeten og hendes tre bejlere er så idiotisk, at det er komplet utroværdigt, og dog langt fra at være så fantastisk, at man accepterer den som et eventyr. Ingen af karaktererne er andet end skabeloner, men forbliver postulater om, hvor interessante de er. Pinligt!

Für Miriam: SM-ladet univers
Langt bedre er Anna Maria Sophie Prasslers originale manuskript til Für Miriam, faktisk så godt, at det havde fortjent betydeligt mere end en lille time til udvikling af historien.

Det er nemlig en brandfarlig cocktail af skyld og skam, hvor forholdet mellem en lærerinde og hendes elev udvikler sig i et S/M-ladet univers, efter hun uforsætligt er blevet årsag til hans søsters død. Had og begær griber hinanden i al deres irrationalitet, men instruktøren Lars-Gunnar Lotz får ikke rigtig udnyttet potentialet.

Irrationalitet er der også i kortfilmen Nur für einen Augenblick. Her formår den østtyske instruktør og manuskriptforfatter Abel Lindner med enkle midler at give et troværdigt signalement af en mand midt i 30’erne, der nægter at tage mod den øjenoperation, der kan sikre ham mod at miste synet.

Von Wegen: rockband til Østberlin
Tjah, hvad skal man med synet, hvis man i femten år har kæmpet for at kunne ernære sig som fotograf, men alt viser sig forgæves?

Angsten for at komme i en lignende situation er bærende for den 30-årige instruktør Elmar Szücs’ portræt af sig selv og sin ubeslutsomme generation, som han hudfletter med humor og selvironi i Wir sind schon mittendrin.

En bedre og bredere appellerende dokumentarfilm er dog Von Wegen, der følger det eksperimenterende rockband Einztürzende Neubauten på dets færd fra Vestberlin til Østberlin for at give en opsigtsvækkende koncert lige efter murens fald i 1989.

Originale optagelser fra turen og koncerten veksler med interviews med band og fans i dag og en køretur ad samme rute som for tyve år siden. Det bliver en studie i tid, forfald, revision, arkitektur og meget andet, som virtuost knyttes sammen i en lineær fortælling – fra punkt A til punkt B i henholdsvis 1989 og 2008.

13 kurze Filme zur Lage der Nation
Vi er tilbage ved historien, den tyske historie, der epidemisk breder sig over alle genrer, men ofte under navn af politik.

Således naturligvis også i de tretten kortfilm om den tyske nations tilstand, 13 kurze Filme zur Lage der Nation, hvor de 13 instruktører humoristisk, bidende og satirisk tager livtag med fædrelandet og dets historie.

Især gør jødiske Dani Levy det både muntert og mesterligt med Joshua, hvor han selv spiller hovedrollen og i skikkelse af sig selv lader sig behandle farmaceutisk for sit sortsyn på nationens tilstand. Det ender i hallucinationer, hvor sønnen Joshua flyver væk på en drage og lander i en østtysk by, hvor han bliver modtaget af heilende nynazister som deres nye fører. Sort!

De andres film
Andre byder på politisk-litterært topmøde mellem terroristen Ulrike Meinhof og den amerikanske publicist Susan Sontag, en muslimsk bordelvært og en svært konservativ virksomhedsejer, der likviderer hele redaktionen for Frankfurter Allgemeine Zeitung, fordi den begynder at skrive avisens navn med latinske bogstaver i stedet for de krøllede germanske. Det sidste er skam sandt nok.

Og apropos Frankfurter Allgemeine Zeitung opfylder de tretten instruktører, da de her kan se stort på markedskrav og priser, alle den hæderkronede avis’ bedste ønsker for tysk film. For her er der fandenivoldsk fantasi og knivskarp kritik, så man godt som tv-stationen 3SAT kan ærgre sig over, at den ikke var med i hovedkonkurrencen.

Så havde den vundet, mener tv-stationen, men det kan vi andre godt have vores tvivl om. For tyskere er jo tyskere og skal forblive tyskere. For os andre vil de altid være – ”de andre”.