Top 10: Tim Burtons film

Den biografaktuelle Big Eyes er endnu en forglemmelig publikumssællert for den amerikanske stjerneinstruktør med det uterlige hår og den loyale fanskare. Men gudskelov behøver man ikke grave langt i Tim Burtons filmografi for at forstå, hvorfor anmelderne er skuffede.

Når han er bedst, rammer han bredt med en fantasifuld blanding af gotisk gys og 60’er-kitsch. Allerhelst med Johnny Depp i hovedrollen og musik af Danny Elfman.

Når Tim Burton er i sit mest stiliserede hjørne, skaber han magre karakterer med enorme øjne i en ekspressionistisk skrånende fantasiverden lånt fra stumfilmklassikere som Dr. Caligaris kabinet og fra den engelske gyserfabrik Hammer Films, der i 50’erne og 60’erne samlebåndsproducerede horror-serier om Dracula og Frankenstein.

Den særlige Burton-stil er så karakteristisk, at et af hans mest berømte projekter blev markedsført som Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas, til trods for at så godt som alt arbejde efter idéstadiet var overladt til instruktør Henry Selick.

Selv når han er mindst fabulerende, står Burton for en sprudlende fortælleiver og en barnlig begejstring for filmmediets muligheder.

10. Charlie og chokoladefabrikken (2005)

Roald Dahls børnebogsklassiker om den fattige dreng på rundtur hos den excentriske konfektionist var i forvejen en børnefilmklassiker med Gene Wilder i hovedrollen, da Burton kastede sig over en på papiret overflødig genindspilning.

Men Burtons pangfarveeksplosion klæder det sukkersøde familieeventyr, der anføres af en manieret Johnny Depp, som på det tidspunkt endnu ikke var snublet over grænsen til det ulidelige.

9. Batman Returns (1992)

Angiveligt var det McDonald’s, der kostede Burton stillingen som franchise-instruktør – hans mareridtsfremkaldende skurkegalleri var for grumt til at sælge Happy Meals.

Det er en skam. Hans foreløbigt eneste fortsættelse er mindst lige så underholdende som originalen, og den tager desuden en spændende drejning i retning af de excentriske karikaturer, vi kender fra hans øvrige film.

8. Big Fish (2003)

Efter den græsselige Planet of the Apes kastede Burton sig over et familieopgør, hvor en søn konfronterer sin lystlyvende far på dødslejet.

De nutidige sekvenser er fåmælt drama, mens løgnehistorierne er fri fantasi i overrumplende storformat. Big Fish er et charmerende eventyr, hvis blanding af spidsfindig humor og lommebogsfilosofi er det tætteste, Burton endnu er kommet på Forrest Gump.

7. Sweeney Todd: Den djævelske barber fra Fleet Street (2007)

Den legendariske Stephen Sondheim-musical om den morderiske barber, der serverede sine ofre som kødtærter, er filmatiseret som klassisk Burton-gotik, men vover sig samtidig ud i langt mere uappetitlig galgenhumor, end hans øvrige film.

Depp er i topform som den hævngerrige Todd med grævlingefrisuren, mens Burtons tidligere partner og muse Helena Bonham Carter er herligt utiltalende som tærtebagersken, der lokker ham i fordærv.

6. Beetlejuice (1988)

Burtons opfølger til sin kuriøse debut Pee-Wee’s Big Adventure er en velafrettet gyserkomedie, hvor instruktørens forkærlighed for frenetisk visuel komik går hånd i hånd med Michael Keatons berømte hyperkomik.

Keaton har rollen som den rapkæftede poltergejst Betelgeuse, der hjælper tandløse spøgelser med at spøge. Alec Baldwin og Geena Davis spiller det nyligt afdøde ægtepar, der har tilkaldt Betelgeuse, men de fortryder det hurtigt, da han udser sig den purunge Winona Ryder som sin hustru.

5. Batman (1989)

Burtons første blockbuster skeler mere til samtidens bælgmørke tegneserie-trends end til Batman-karakterens frydefuldt kitschede 60’er-inkarnation. Men filmen har ikke desto mindre et gavtyveagtigt glimt i øjet, der er milevidt fra Nolan-trilogiens tyngende ”realisme”.

Michael Keaton er stærk som Bruce Wayne og sjovest som den knastørre Batman, men det er Jack Nicholsons forrykte Joker, der er filmens trumfkort.

4. Corpse Bride (2005)

Samme år som chokoladefabrikken vendte Burton stærkt tilbage til rødderne med dette stop motion-animerede eventyr om den vægelsindede Victor fra en by af livløse levende, der ved et uheld gifter sig ind i en festglad familie af livlige døde.

Der er et stykke vej til førnævnte Nightmare Before Christmas’ velfortjente kultstatus, men Burtons sans for det morsomt makabre har sjældent været så fornemt forløst, som da en mildt forstemt aristokrat brokker sig over sin forret: ”Der er et øje i min suppe!”

3. Vincent (1982)

Dette lille billeddigt blev realiseret som studenterfilm, mens Burton arbejdede for Disney i starten af 1980’erne. Indtalingen stod en af Burtons yndlingsskuespillere for, nemlig horrorlegenden Vincent Price.

Den formfuldendte stop motion-kortfilm følger drengen Vincent, der drømmer sig væk til et Burton’sk drømmeland. Her indtager han rollen som gal videnskabsmand, der udfører blasfemiske eksperimenter på sin skødehund, så han med den kan søge efter ofre i Londons tåge.

2. Ed Wood (1994)

Ed Wood er Burtons absurd-humoristiske fortælling om ”verdens dårligste instruktør”, der trodsede Hollywoods producere og pengemænd – foruden sund fornuft – i kampen for at realisere sin lidenskabelige b-filmpassion.

Filmen er ganske vist i sort-hvid, men ellers er historien fornuftigt fortalt uden de store svinkeærinder til Burton-land.

Tonen er nok ironiserende, men filmens hyldest til kunstnerisk integritet er dybfølt, og venskabet mellem den bitre, aldrende stjerneskuespiller Bela Lugosi (spillet til Oscar-anerkendelse af veteranen Martin Landau) og den ambitiøse Ed Wood (Depp) er det stærkeste karakterarbejde, Burton hidtil har udført.

1. Edward Saksehånd (1990)

Med historien om den uskyldige dreng med saksehænder, der flytter fra sit ensomme b-filmsslot til amerikansk forstadsidyl, opnåede Burton en popularitet, der gjorde hans navn til en subgenre i sig selv.

Omdrejningspunktet er den forsigtige romance mellem Depps outsider og Winona Ryders high school-dronning, der takket være Danny Elfmans længselsfulde score omgærdes af eventyrlig melankoli. En mesterlig film.