Titanernes kamp

Walt Disney-studierne havde, fra 1928 og frem til Disneys død i 1966, monopol på tegnefilm. Men det var ikke et monopol, mange misundte dem. For nok havde Disney tjent mange penge på Snehvide og de syv dværge, men han havde tabt endnu flere på Pinocchio, Bambi, Fantasia og Dumbo, der først mange år senere spillede sig ind. Ingen andre Hollywood-studier ville røre tegnefilm i spillefilmlængde med en ildtang; de kunne ikke drømme om at bruge penge på den slags. I stedet sørgede de alle for at have produktive kortfilmstudier, der leverede tegnefilm til brug som forfilm, og i det miljø fostredes de mange geniale film af folk som Tex Avery, Bob Clampett, Chuck Jones og Hanna & Barbera.
 
Med Disneys død blev feltet åbnet, og det er egentlig sært, at der skulle gå så mange år, før det gamle studies dominans fik kvalificeret modspil. Mange mislykkede forsøg virkede som skræmme-eksempler. Ralph Bakshi havde moderat succes med sin misforståede udgave af Robert Crumbs tegneserie Fritz the Cat (1971), og Disney-udbryderen Don Bluth satsede i flere år — fra 1982 — men havde kun egentlig succes, da han samarbejdede med Steven Spielberg på filmene Rejsen til Amerika (1986) og Landet for længe siden (1988).
 
Til gengæld gik det helt skrækkeligt for Spielberg selv, da han forsøgte sig uden Bluth. Balto (1995) er en ganske god film, men den floppede, mens We're Back: A Dinosaur's Story (1993) er en ynk, der døde kort efter premieren. Bluth prøvede også uden Spielberg. H.C. Andersen gav den ellers aldeles mislykkede Tommelise (1994) lidt vind i sejlene, og Anastasia (1997) lignede en Disney-film så meget, at mange købte billet, fordi de havde læst forkert på pakken. Men hvem husker Rock-a-Doodle (1991), Trolden i Parken (1994) og Pingvinen og strandstenen (1995)?
 
Computerens indtog   
Tegnefilmens nyere historie er et katalog over fiaskoer. Og den nye situation afhænger i virkeligheden af ganske få, magtfulde og ambitiøse Hollywood-aktører. Udviklingen begynder selvfølgelig hos Disney, hvor situationen i starten af 1980'erne var desperat. Filmene floppede, Disneyland-parkerne virkede forældede og hele Disneys image lugtede af fortid. Bestyrelsen var i vildrede, og firmaet var nær ved at blive overtaget af skruppelløse børshajer.
 
Så rykkede Walt Disneys nevø Roy Disney Jr. ind: Han fik væltet bestyrelsen og sammensatte en ny ledelse med Michael Eisner, Frank Wells og Jeffrey Katzenberg i spidsen. Samtidig tog han straks en kamp med dem om tegnefilmens fremtid, for disse tre var professionelle, rå filmchefer, der ikke så animation som noget med fremtid i. Men de kom på andre tanker, og især Jeffrey Katzenberg udviklede hurtigt et stort engagement i Disney-selskabets hensygnende tegnefilmproduktion.
 
Med Katzenberg som ekstremt aktiv rorgænger og Roy Disney Jr. i bestyrelsen som en livline til firmaets DNA blev Disney-studierne genfødt. Den lille havfrue (1989), Skønheden og udyret (1991) og Løvernes konge (1994) er Katzenbergs film, selv om han ikke engang er krediteret som executive producer, og de cementerede Disney-studiernes gamle image som tegnefilmmonopol. Det var dog en stakket frist, for i kulissen lurede computeranimationen. Disney-studierne havde selv eksperimenteret meget tidligt (Tron, 1982), og desuden havde de fostret John Lasseter, som blev uddannet på Disney-skolen CalArts og vel egentlig var tiltænkt en rolle som instruktør eller animator hos Disney.
 
Lasseter havde imidlertid kastet sig over computeranimation i det lille udviklingsfirma Pixar. Da Pixar ville forsøge sig med en lang, computeranimeret film, sikrede Katzenberg og Disney sig dog indflydelse ved at deltage i finansieringen og sørge for distributionen. Mange mastodont-tegnefilm-projekter er kuldsejlet, fordi alle pengene er blevet brugt til produktion, mens ingen har sørget for at iværksætte en global distribution og markedsføring.
 
Brutalt farvel
Toy Story (1995) gav den computeranimerede spillefilm et gennembrud med samme styrke, som da Disney i 1938 væltede verden med Snehvide og de syv dværge. Ægteskabet mellem Disney og Pixar var blevet en succes, og flere hits var under opsejling. Forholdet skulle dog efterhånden vise sig at blive mere og mere modsætningsfyldt. 
 
Uheldigvis for Katzenberg blev ingen af de traditionelle tegnefilm efter Løvernes konge rigtig store succeser: Pocahontas (1995), Klokkeren fra Notre Dame (1996) og Herkules (1997) var skuffelser, så i Disney-selskabet begyndte folk at tvivle på hans evner. Et spirende slagsmål mellem ham og topchefen Michael Eisner endte med et meget brutalt farvel i 1998.
 
Jeffrey Katzenberg var skuffet og svor hævn — i hvert fald uofficielt — mens Eisner internt lagde mere og mere afstand til den animerede filmproduktion. orholdet til Pixar blev også dårligere, og med succeser som Toy Story 2 (1999), Monsters, Inc. (2001) og Find Nemo (2003) steg Pixars selvtillid. Resultatet var det meget omtalte brud tidligere på året, som betyder, at Pixar efter de næste to film dropper forholdet til Disney.
 
Lettelse i lejren
I mellemtiden tog Jeffrey Katzenbergs hævn meget hurtigt form. Sammen med Steven Spielberg og David Geffen stiftede han selskabet DreamWorks, hvis ambition var at blive et nyt, såkaldt major studio, en ny, seriøs spiller i Hollywood på alle fronter: spillefilm, tv — og animation. Forbogstaverne DW antydede respekten for den oprindelige drømmekonge, Walt Disney, og logoet, den fiskende dreng på månen, syntes at ville forene det poetisk drømmende med det uendelige univers.
 
"Jeffrey hyrer tegnere og bruger penge lidt som en fuld sømand på landlov," sagde Roy Disney Jr. tilbage i 1995 om Katzenberg. DreamWorks snuppede da også en lang række gode Disney-folk, og man anede panikken. Selv var Roy Disney tydeligvis skuffet over, at Katzenberg ikke længere var på studiet, og han brugte derfor mere og mere tid på selv at holde liv i tegnefilmproduktionen.
 
Lidt lettelse i Disney-lejren mærkede man, da DreamWorks' første tegnefilm kun blev en moderat succes. Prinsen af Egypten (1998) var simpelthen for stor og for tung, og heller ikke Vejen til El Dorado (2000) gav Disney egentlig modspil. På den gamle, håndtegnede front havde Katzenberg med andre ord ikke fået sin hævn. Disney-studierne sørgede selv for en nedtur med film som Atlantis (2001), Lilo & Stitch (2002) og Skatteplaneten (2002) — film, der har mange kvaliteter, men ingen storslået gennemslagskraft. Heller ikke Disneys første computerfilm på egen hånd, Dinosaurerne (2000), imponerede ud over det tekniske.
 
"Hvis Walt havde levet, var vi nået meget længere med computere nu," sagde Roy Disney i erkendelse af situationen.     
 
Store modsætninger
Men DreamWorks var ikke slået ud af de to første tegnefilms fiasko. Med en række markante spillefilm — med Spielberg som instruktør af for eksempel Saving Private Ryan (1998) — tog firmaet allerede fra de første år et par solide markedsandele fra de gamle selskaber. Så selv om tegnefilmene floppede og de enorme udgifter til det nye tegnefilmstudie tyngede, var DreamWorks ved at blive en spiller, man regnede med.
 
Imidlertid skulle animationen stadig være et DreamWorks-særkende, og tegnerne på studiet i Pasadena blev behandlet som konger og fik arbejdsforhold, der gjorde animatorer på alle andre studier misundelige. Samtidig begyndte Jeffrey Katzenberg at lægge følere ud til at andre studier for at knytte bånd til samarbejde.
 
Markant var den aftale, han lavede med briterne på Aardman, den meget selvstændige og lettere excentriske gruppe stop-motion-animatorer, hvis Wallace and Gromit-film have vundet både Oscars, store salgstal på video og store seertal på tv. De var i færd med at lave deres første lange film, Flugten fra hønsegården, og de havde brug for en stor partner, der kunne sikre filmens finansiering og distribution. Forholdet mellem DreamWorks og Aardman var præget af store modsætninger, for Katzenberg & Co. er Hollywood-folk, der taler, som man skriver i branchebladet Variety, mens Nick Park, Peter Lord og de andre Aardmænd er stilfærdige Bristol-fyre, som helst nørkler med deres film uden indblanding.
 
Men aftalen holdt, og filmen blev færdig og succesrig. En ny film blev sat i gang og siden stoppet — og nu er DreamWorks og Aardman gået sammen om en ny Wallace & Gromit-spillefilm, der ventes klar i 2005.
 
Urolig stemning
Jeffrey Katzenberg drømte også om at samarbejde med en pendant til Pixar, og han fandt det i firmaet Pacific Data Images, PDI, som producerede DreamWorks' første computeranimerede film, Antz (1998). Den gik efter et voksent publikum, og selv om den ikke blev et gigantisk hit, lagde den en solid grund.
 
DreamWorks valgte at overtage PDI og indlemme firmaet i DreamWorks Animation, den officielle producent af Shrek (2001), der med sin rappe humor, ironi og gode historie blev Katzenbergs første triumf over for sin gamle arbejds-giver. Med Shreks enorme succes var DreamWorks Animation etableret med eget computeranimations-studie og et solidt hit i baglommen.
 
Med Shrek 2 har Katzenberg og DreamWorks højst sandsynligt cementeret deres position. Den er intet mesterværk, men underholdningsværdien er høj og figurerne allerede så folkekære, at den ikke har haft problemer med at sælge billetter. Og dens succes har tilmed fået firmaet til at børsintroducere animationsafdelingen, hvilket helt sikkert vil betyde øgede investeringer i nye produktioner.
 
Over for DreamWorks står et svækket Disney: Topchefen Michael Eisner optræder efterhånden så despotisk og vægelsindet, at stemningen er blevet urolig. Roy Disney Jr. valgte i efteråret chokerende at forlade det firma, hans onkel startede, og den gammeldags tegnefilmproduktion er indtil videre stoppet med Home on the Range, der har premiere til efteråret.
 
Lykkelig slutning
Disney-filmene er blevet svagere, dels fordi de på grund af en svag kunstnerisk ledelse har forsøgt at gå i mange stilmæssige retninger, dels fordi ledelsens manglende fokus på animation har gjort filmene animationsmæssigt ringere:
 
Bjørnebrødre er nok en gammeldags Disney-fortælling, men den er ikke fortalt eller tegnet med samme overbevisende styrke som Løvernes Konge eller de rigtige, gamle Disney-film. Håndværket, grundlaget for tidligere Disney-succeser, er ved at smuldre. Samtidig har DreamWorks genindført animation som en underholdningsform, der også appellerer til det voksne drama og til en mere rå og satirisk humor. Shrek har, med en vis rimelighed, fået mange til at sammenligne DreamWorks med Warner og MGM-tegnefilmene fra de gyldne tider — som modsætning til den mere familie-rettede, venlige humor og eventyret hos Disney.  
 
Selv om der er bitter kamp på magttoppen, og selv om det gør ondt på alle, der gerne har villet holde liv i Disney-myten, er situationen for den animerede film med andre ord ikke så ringe endda. De traditionelle tegnefilm overlever lige nu bedst i Japan, mens de computeranimerede synes at gå mod nye triumfer. DreamWorks' succes har forårsaget, at den kommercielle filmbranche tager animation alvorligt i stedet for at overlade al initiativ til et enkelt, innovativt studie.
 
Titanernes kamp, DreamWorks mod Disney, ender måske lykkeligt: med et produktionsmiljø i Hollywood, hvor der er plads til animerede film som mere end en bisætning.