To danskere i kamp om Guldpalmen
Som Ekko allerede forudsagde i søndags, er Lars von Trier og helt sensationelt Nicolas Winding Refn blevet udtaget til hovedkonkurrencen ved den 64. udgave af Festival de Cannes.
Det er et kæmpe spring for Refn, som er med i konkurrencen for første gang. Han brød igennem i 1996 med Pusher, et voldsomt, håndholdt portræt af en københavnsk underverden, der senere blev fulgt op af både en toer og en treer.
Internationalt slog han igennem i 2008 med den voldeligt poetiske Bronson om Englands mest berygtede straffefange.
Hans nye film Drive, der skal kæmpe om den eftertragtede palme, handler om en Hollywood-stuntman, der arbejder sort som getaway driver i Los Angeles’ kriminelle miljø.
Filmen er baseret på James Sallis’ kultroman af samme navn, og i hovedrollerne ses Ryan Gosling og Carey Mulligan, som fik sit gennembrud i Lone Scherfigs An Education.
Kamp til stregen
Cannes-darlingen Lars von Trier deltager for niende gang i hovedkonkurrencen med dommedagsfilmen Melancholia, som har Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg, Kiefer Sutherland, Stellan Skarsgård og Alexander Skarsgård i hovedrollerne.
Men Refn og Trier får kamp til stregen.
Blandt deres sytten konkurrenter finder man adskillige stærke, hovedsaglig vestlige navne, der alle tidligere har gjort sig bemærket på festivalen: de belgiske Dardenne-brødre, finske Aki Kaurismäki, italienerne Nanni Moretti og Paolo Sorrentino, spanske Pedro Almodóvar, tyrkiske Nuri Bilge Ceylan og den amerikanske særling Terrence Malick.
Tre danskere til Cannes
En anden overraskelse på listen er Julia Leigh. Hun er kendt som australsk forfatter, men debuterer nu med Sleeping Beauty.
Desuden er alle tiders japanske enfant terrible, Takashi Miike, med for første gang i kampen om Guldpalmen. Han er den ene af årets kun to asiatiske deltagere i hovedkonkurrencen.
Cannes-debutant er også Frederikke Aspöck, hvis første spillefilm Labrador bliver vist uden for konkurrence. Aspöck vandt i 2004 festivalens filmskolekonkurrence med Happy Now, som hun lavede, mens hun gik på New Yorks University Tisch School of Arts.
Ekkos chefredaktør fremhævede Aspöck som et af dansk films mest lysende kvindelige talenter, da der i 2009 var premiere på hendes første danske kortfilm, FÅR. Filmen er udgivet på dvd’en New Danish Screen, som fulgte gratis med Ekko #46.
Den 64. udgave af festivalen finder sted 11. maj til 22. maj
La Piel Que Habito, Pedro Almodóvar, Spanien
L’Apollonide - Souvenirs De La Maison Close, Bertrand Bonello, Frankrig
Pater, Alain Cavalier, Frankrig
Hearat Shulyiam, Joseph Cedar, Israel
Bir Zamanlar Anadolu’da, Nuri Bilge Ceylan, Tyrkiet
Le Gamin Au Vélo, Jean-Pierre og Luc Dardenne, Belgien
Le Havre, Aki Kaurismäki, Finland
Hanezu No Tsuki, Naomi Kawase, Japan
Sleeping Beauty, Julia Leigh, Australien
Polisse, Maïwenn, Frankrig
The Tree of Life, Terrence Malick, USA
La Source des Femmes, Radu Mihaileanu, Rumænien
Ichimei, Takashi Miike, Japan
Habemus Papam, Nanni Moretti, Italien
We Need to Talk About Kevin, Lynne Ramsay, Skotland
Michael, Markus Schleinzer, Tyskland
This Must Be the Place, Paolo Sorrentino, Italien
Melancholia, Lars Von Trier, Danmark
Drive, Nicolas Winding Refn, Danmark
Kommentarer