Han tager forventningspresset i stiv arm
En af filmhistoriens største succeser bliver meget snart vakt til live igen, når tv-serien Ringenes herre: Magtringene den 2. september får premiere på streamingtjenesten Prime Video.
Peter Jacksons filmserie Ringenes herre begejstrede publikum og indtjente enorme summer i starten af 00’erne, hvor J.R.R. Tolkiens romanværk blev filmatiseret med pomp og pragt i tre storfilm.
Omtrent tyve år senere har giganten Amazon kastet milliarder i først at købe rettighederne og dernæst producere den dyreste tv-serie nogensinde.
Ringenes herre: Magtringene foregår flere tusinde år før handlingen i Jacksons første filmserie og hans efterfølgende Hobbitten-trilogi. I serien optræder både nye og velkendte figurer i en historie, hvor ondskaben begynder at spire i det ellers fredelige Midgård.
Det er en kæmpe chance at give sig i kast med så populær en franchise.
Den spanske instruktør J.A. Bayona (Børnehjemmet) står med den frygtindgydende opgave at sparke tv-seriens univers i gang som manden bag de første to afsnit. Alligevel føler han sig rimelig tryg.
”Det er umuligt ikke at føle et ekstremt forventningspres, men serieskaberne J.D. Payne og Patrick McKay har været virkelig gode til at sætte mig ind i deres tilgang til historien,” siger J.A. Bayona, da Ekko deltager i et digitalt rundbordsinterview.
”Som instruktør starter jeg altid med sproget i mine film, og for Tolkien handlede det hele om sprog. Han skabte nye sprog, karakterer og verdener. Så filmisk havde jeg en god forståelse af, hvad historien handler om, og hvordan det skulle se ud.”
Besat af detaljer
J.A. Bayona har forsøgt at holde sig for øje, at Ringenes herre: Magtringene ikke skal være en gentagelse af Peter Jacksons filmserie.
Den skal skabe sit eget univers.
Der er blevet skævet mest til Tolkiens forlæg og de mange bilag, som forfatteren lavede til sin overrumplende fortælling om forskellige væsner i en verden, som er meget anderledes end vores egen.
Ringenes herre-trilogien var først i 00’erne noget af det mest visuelt frapperende dengang, men teknologien har udviklet sig voldsomt i de seneste par årtier. Det havde J.A. Bayona et mål om at udnytte i den nye tv-serie, men instruktøren vil ikke bare lave et bombastisk brag af visuelle effekter.
”Jeg elsker visuelle effekter, men jeg fokuserer aldrig på dem, når jeg fortæller en historie. En historie skal først og fremmest fungere for mig i klipperummet uden effekter. Så kan historien sikkert gøres bedre med visuelle effekter, men historien skal fungere uden,” understreger den 47-årige spanier.
Han er særligt optaget af fantasy-genren, som han har specialiseret sig i.
”Fantasy er et smukt spejl, som man kan bruge til at se og opdage ting, man ikke vidste om sig selv. Når man ser på livet fra et andet perspektiv, kan almindelige ting blive ekstraordinære,” lyder det fra instruktøren, der efter eget udsagn er besat af detaljer.
”På et tidspunkt var vi i gang med at filme en stor scene i en landsby med over 500 statister. Vi var ved at løbe tør for tid, og en af forfatterne spurgte, hvad jeg var ude efter. Jeg kunne kun fokusere på en mandlig statist, som jeg ikke syntes havde gået rigtigt i optagelserne. Det var én person ud af 500, men vi måtte tage scenen forfra!”
Særlig forståelse for Tolkien
Det er en afslappet attitude for en stadig relativt ukendt instruktør, der som den første åbner ballet for verdens dyreste tv-serie.
Men J.A. Bayona føler også, at han er den rette til at tackle seriens tema om, hvor langt man vil gå for at bekæmpe ondskab.
Instruktøren mener faktisk, at han har en særlig forståelse for J.R.R. Tolkien og hans univers.
”Jeg tror ikke, at Tolkien anså sig selv for at være en fantasyforfatter. Alt føles helt som sit eget i hans forfatterskab. Han skabte fantasiverdener med eget sprog og karakterer, der stadig føles som den verden, vi lever i,” siger J.A. Bayona.
”Han gav os redskaberne til at kunne se på og forstå verdenen, og opdage ting om os selv. Det viser for mig, at han var helt fantastisk intelligent.”
Trailer: Ringenes herre: Magtringene
J.A. Bayona
Født 1975 i Barcelona, Spanien.
Uddannet fra Cinema and Audiovisual School of Catalonia.
Mødte som nittenårig Guillermo del Toro, der blev hans mentor.
Fik sit gennembrud som instruktør med gyseren Børnehjemmet fra 2007.
Har instrueret de første to afsnit af Ringenes herre: Magtringene, der får premiere 2. september på Prime Video.
Film og serier
Ringenes herre: Magtringene
2022
Jurassic World: Fallen Kingdom
2018
Syv minutter over midnat
2016
Penny Dreadful
2014
The Impossible
2012
Børnehjemmet
2007
Kommentarer