Halsbrækkende stunt som fireårig
Tom Cruise vil gøre hvad som helst for at underholde publikum. Også sætte livet på spil!
I Mission: Impossible – Rogue Nation hægter han sig som superagenten Ethan Hunt fast til et fly på vej i luften. Og i den aktuelle opfølger til hittet Top Gun – som Ekkos anmelder udråber til den bedste blockbuster i årevis – kaster han sig igen med dødsforagt ud i vilde stunts.
Men driften til at gøre noget vildt opstod længe inden, Tom Cruise blev en af de største aktører i filmens verden. Det fortalte skuespilleren, da den 59-årige skuespiller i dag blev hyldet på Cannes-festivalen.
Her til aften blev Top Gun: Maverick vist ved en stjernespækket visning, hvor Cruise og andre kendisser vinkede til fotograferne. Før det medvirkede Tom Cruise i et interview, som gik helt tilbage til barndommen.
”Som fireårig havde jeg en dukke, som jeg kastede op i luften, og så blev der udløst en faldskærm. Det ville jeg også prøve, så jeg tog mit sengelagen og gik op på husets tag,” erindrede skuespilleren med et smil foran en biografsal fuld af journalister.
”Da jeg smadrede kroppen ned i jorden, tænkte jeg: ’Åh nej, nu bliver mor sur over, at lagenet er blevet beskidt!’”
Lært af mestrene
Den barnlige nysgerrighed, der drev Tom Cruise til med egen krop som indsats at udforske tyngdekraften, har skuespilleren holdt ved lige siden i sit professionelle liv.
Det er ifølge ham selv hemmeligheden bag, at han har været en af filmverdenens største over fem årtier.
For selvfølgelig er han bange, når han kaster sig ud i det ene mere halsbrækkende stunt end det andet. Men han føler en slags pligt over for den fanskare, der har gjort ham verdenskendt.
Og han har i samarbejdet med nogle af verdens førende filmfolk som Francis Ford Coppola og Stanley Kubrick gjort alt for at lære så meget som muligt af mestrene.
Kodeordet for Cruise er ”forberedelse”, men man må ikke tænke over arbejdet, når man sidder i biografen.
Til moderatorens spørgsmål om, hvorfor han insisterer på at lave sine egne stunts, kom Tom Cruise med et kækt svar: ”Ingen spurgte nogensinde Gene Kelly: ’Hvorfor laver du dine egne dansescener!’”
Mere end actionhelt
At Tom Cruise har et hav af mindeværdige roller på cv’et, blev man i Cannes mindet om med en ti minutter lang sammenklipning af hans bedste præstationer.
Fra iskold lejemorder i Collateral til dansende filmmogul i komedien Tropic Thunder har Cruise bevist, at han er meget andet end en hurtigtløbende og højtflyvende actionstjerne.
Undervejs i samtalen spurgte moderatoren til skuespillerens minder om rollen som storskrydende machomand med et slet skjult mindreværdskompleks i Paul Thomas Andersons Magnolia og samarbejdet med Stanley Kubrick i Eyes Wide Shut.
Tom Cruise fortalte, at Anderson var kommet til ham med en meget anderledes vision for Frank T.J. Mackey. Men skuespilleren foreslog en anden retning, der resulterede i den uforglemmelige opgørscene mellem den døende far og hans søn.
Selv om skuespilleren det meste af seancen fremstod ydmyg, var han på den anden side heller ikke bleg for at tage æren for sine præstationer.
Top Gun: Maverick skulle oprindelig have haft premiere i 2020. Men på grund af coronakrisens biografnedlukning blev filmen udskudt, og det skyldtes ikke mindst Tom Cruise.
At sende filmen direkte på en streamingtjeneste, ville nemlig blive over hans lig, fortalte Cruise det forsamlede publikum i filmkunstens mekka.
”Der er en særlig måde at lave film til biografen, og det gør jeg,” sagde han til store klapsalver. ”Det vil aldrig ske, at en af mine film ikke kommer i biografen først!”
Gemt bag en kasket
I Ekko #88 tegner Oliver Stilling et portræt af Tom Cruise, der foruden at være en astronomisk filmstjerne også er poster boy for den religiøse bevægelse Scientology.
Det blev ikke nævnt med et ord ved arrangement, hvor Tom Cruise gav udtryk for sin store taknemmelighed over at have arbejdet med dygtige mennesker.
Flere gange understregede han betydningen af som skuespiller at sætte sig ind i alle dele af filmens verden. Det gælder lige fra de andre kreative funktioner på et filmhold til pr-afdelingen og biografleddet.
”Jeg går stadig i biografen og ser mine film sammen med et publikum. Jeg tager en kasket på og sniger mig ind, så jeg kan se, hvordan publikum oplever filmen,” fortalte skuespilleren.
Tom Cruise går op i mennesker, men er også en showman. Det blev bevist, da otte jagerfly med den franske trikolore og det amerikanske flags farver som hale fløj lige over festivalpalæet, inden filmholdet gik ind i biografen!
Dermed indtog Tom Cruise og hans Hollywood-film virkelig Cannes.
Trailer: Top Gun: Maverick
Nicki Bruun
Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.
Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.
Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.
Årets festival er nummer 75 og løber fra 17. til 28. maj.
Kommentarer