Filmfordomme om kvinder

Lulu står under bruseren med vand løbende ned over hendes buttede ungpigekrop. I næste nu bryder tre piger ind i bruseren og foreviger i en storm af fnis og grin Lulus krop på tusindvis af billeder. Det er skamfuldt og nedværdigende.

”Hvis jeg skal koge mine temaer ned, handler de meget om piger, som lever i små boblemiljøer, hvor man bruger seksualiteten til straffe hinanden. Her er sex et magtmiddel.”

Sådan siger det 21-årige stortalent Tone Ottilie om sin kortfilm Lulus første gang, der gik direkte ind på førstepladsen af top 10 på Ekko Shortlist, og i denne uge ligger nummer tre. I Lulus første gang undersøger den unge instruktør pigefællesskabets brutalitet og voldsomhed på en efterskole.

Den unge pige Lulu bliver udsat for mobning og udstødelse, da det kommer frem, at hun har en onlinekæreste. Mobningen får hende til at overveje sex med en noget ældre kok.

”Jeg er interesseret i folk, som boller med hinanden af andre grunde end, at de er tiltrukket af hinanden. Folk har sex i alle min film, men det er aldrig, fordi de har lyst. De har sex, fordi de skal bevise noget over for dem selv eller bevise noget over for en anden person.”

Et vildt sted
Tone Ottilie vidste fra en tidlig alder, at film var hendes drøm. Allerede som tolvårig lavede hun sin første film. Men det var i mødet med ungdomsfilmskolen Station Next i Avedøre, at hun for alvor fik gang i drømmen.

”Det var helt fantastisk, og jeg bruger alt, hvad jeg har lært. Jeg siger det til alle: Station Next, det er sådan en gave. Det er virkelig dér, jeg følte, at jeg blev mig,” fortæller Tone Ottilie.

Skolen var for Ottilie et mekka for kreativ udfoldelse og vilde ideer, og med prominente lærere, blandt andre Fenar Ahmad (Underverden), var der nok at blive inspireret af.

”Det er et vildt sted, fordi de også lader dig fucke op. De giver alt for meget ansvar i forhold til, hvor unge vi er. De siger bare: ’Her er en kæmpe stor produktion, lav den.’ Så alt gik altid fuldstændigt galt. Man fik virkelig hård hud af at være derude,” forklarer Tone Ottilie om skolen, hvor også instruktørerne Aske Bang og Annika Berg – begge kendt fra Ekko Shortlist – har slået deres folder.

Majoritet af kvinder
Der er dog også en anden særlig ting ved Station Next, som Tone Ottilie fremhæver.

”De har en majoritet af piger derude – af kvindelige instruktører. Og der var aldrig snak om, hvorvidt du er en kvinde eller ej, fordi der er så mange piger derude,” forklarer Tone Ottilie.

Oplevelsen af, at hendes køn aldrig blev fremhævet som værende betydningsfuldt for hendes evne til at skabe film, har i dag givet Tone Ottilie en stor selvsikkerhed og tro på egne evner. Og det er noget, hun mener er vigtigt, når man som instruktør har det kreative ansvar.

”For at være instruktør bliver du nødt til at tro på, at den her idé er så god, at alle de her mennesker og penge skal bruges på den idé. Man skal virkelig tro på sig selv. Og det kan være fucking hårdt!”

Sex og identitet
At man som ung filmskaber skal tro på sine idéer, er noget, Tone Ottilie kender til. Alle hendes film bygger nemlig på ting, som undrer hende.

”Jeg plejede at være meget fascineret af heteroseksuelle piger. Det er derfor, jeg har lavet Lulus første gang og Twister, fordi det er interessant at kigge på udefra. Jeg laver film for at forklare, hvordan jeg ser på ting. For eksempel at observere heteroseksuelle pigers forhold til hinanden og til drenge,” siger Tone Ottilie.

I Twister, som gav hende en nominering for bedste manuskript ved Ekko Shortlist Awards i 2015, beslutter et venindepar at udføre et blowjob på en fyr for 500 kroner. I Lulus første gang undersøger hun et kærlighedsforhold, som udspiller sig på en onlineside.

”Emnet optager mig, fordi det betyder meget for min identitet, hvad min seksualitet er. Jeg laver film om ting, jeg kan forholde mig til personligt.”

Der er dog en stor sårbarhed forbundet med at grave dybt i den personlige bøtte efter idéer, og det er noget, Tone Ottilie som ung filmskaber er opmærksom på.

”Min sårbarhed er det, jeg som instruktør passer allermest på. Når jeg laver noget, prøver jeg at pakke mig selv ind i vat og gå ind i et lille, mørkt rum. Dér tør jeg lade de ting, som er lidt sårbare og gør lidt ind ondt, komme ud.”

Nationalistisk nostalgi
Snart bliver Tone Ottilie nok for alvor udfordret. Hun er for nylig kommet gennem det smalle nåleøje og er blevet optaget på Den Danske Filmskoles instruktørlinje, hvor hun starter til september.

”Jeg føler mig ekstremt privilegeret over at komme ind. Det er helt vildt,” siger hun. ”Optagelsesprocessen var kreativ, interessant og udfordrende. Men det var også fucking hårdt. Det bedste ved at komme ind på Filmskolen er, at man aldrig skal gennem deres filmprøve igen.”

Over 130 mennesker søgte ind på instruktørlinjen for fiktion, og ud af dem kom kun en håndfuld til de hemmelighedsfulde optagelsesprøver, hvor de unge talenter blandt andet skulle producere en mængde af korte film.

”Sent om aftenen kom skolen med, hvad der føltes som en kæmpestor, umulig opgave. ’Og I skal aflevere noget næste morgen,’ sagde de. Så har man ligesom den aften til at finde nogen, man kan filme, filme det, klippe det, lave lyd og have det klar næste morgen.”

Hvad hun vil opnå med sin tid på Filmskolen, er Tone Ottilie ikke helt afklaret med. Hun glæder sig bare til at komme i gang og blive et af de kommende talenter, der måske kan ruske op i, hvad hun opfatter som en stillestående filmbranche.

”Jeg synes, at der mangler noget fornyelse. Vi har brug for en dansk nybølge. Hvad med, om det var nogle yngre mennesker, som kom med noget indhold. Det er jo de samme mennesker, der har lavet film i de sidste ti år,” siger hun.

”Tag nogle chancer! Drop sentimentaliteten og den semi-nationalistiske nostalgi! Vi har ikke brug for flere film om, hvordan Danmark var i gamle dage. Vi har brug for film om Danmark nu. Der er jo ingen, der vil gå ind og se film af national pligtfølelse, eller fordi det var hårdt at være bokser engang.”

Mandlig modstand
På trods af sin unge alder har Tone Ottilie allerede opnået meget, og ifølge hende selv har hun været enormt heldig både at have støttende forældre og et godt bagland i Station Next og dem, som hun laver film med.

Modgang har der dog været. Som lille satte yndlingsbogen 1001 film du skal se før du dør tanker i gang om, hvorvidt kvinder kan instruere film. Næsten ingen af filmene i bogen er instrueret af kvinder.

Også i branchen har hun mødt modstand.

”Jeg har bare haft mange oplevelser, hvor jeg har siddet på Filmværkstedet og hørt det vittige udsagn: ’Haha, den kvindelige psyke passer ikke til at lave spillefilm.’”

Som instruktør har hun også oplevet, at hendes anvisninger om, hvordan en bestemt scene skulle optages, er blevet ændret, fordi filmholdet troede, at hun ikke ville opdage det.

”Man kan godt mærke, at man automatisk bliver placeret i nogle bestemt roller. Folk går ud fra, at teknologi og kameraer ikke er noget, en kvinde kan finde ud af. Dér bliver man sat i bås på grund af sin kvindelighed.”

Disse oplevelser har dog ikke stoppet Tone Ottilie fra at forfølge sin drøm. Men hun frygter, at det godt kan betyde, at andre piger ikke tør søge ind i branchen.

For Tone Ottilie handler det om, at kvinder i branchen skal støtte hinanden.

”Vi skal huske at sige til hinanden: ’Prøv at se dig, du er fucking sej, du er så meget mere end bare én, der skal se pæn ud eller sidde i hjørnet og være stille og rolig. Du er et komplekst individ, som fortjener at fortælle din historie.’”