Filmdirektørs farvel: ”Tonen er hæslig”

Efter ti år som direktør for Det Danske Filminstitut stopper Henrik Bo Nielsen.

Nyheden kom på den sidste dag inden Filminstituttets sommerferie, og selv højt placerede medarbejdere anede intet om, at deres chef, der i 2015 blev genansat for en femårig periode, ville forlade stillingen i utide. Og da de fleste kulturjournalister allerede havde pakket rejsekufferten, fik nyheden begrænset opmærksomhed i medierne.

Det lignede et smart træk af den durkdrevne mediemand, men det er ingenlunde tilfældet, forsikrer 56-årige Henrik Bo Nielsen, da vi i en sms spørger, om han er over alle bjerge.

Han skal fremover være direktør for institutionen med det usexede navn Museumskoncernen ROMU, der har hovedsæde i Roskilde, men ejes af tre kommuner. Derfor har det været en omstændelig proces at få ansættelsen på plads.

”Jeg havde da foretrukket, at det var blevet offentliggjort ti dage tidligere, men det var ikke muligt. Der gik en time fra, at jeg havde fået min kontrakt, til min bestyrelsesformand vidste det, og så gik der tolv timer, inden der lå en pressemeddelelse,” fortæller Henrik Bo Nielsen, der har været den længst siddende direktør for Filminstituttet.

Bestyrelsen har valgt at indsætte vicedirektør Claus Ladegaard som administrerende direktør, indtil en ny direktør er fundet. Men Henrik Bo Nielsen fortsætter på Filminstituttet nogle måneder endnu.

Og han indvilger i at give et eksklusivt afskedsinterview med Ekko, men først efter at vi har lovet, at artiklen ikke bare er et alibi for, at Zentropa-producenten Peter Aalbæk Jensen og biografformanden Kim Pedersen kan komme med ”et par grynt om, at jeg er en spade”, som han udtrykker det.

Øret til ruden
Netop Aalbæk og Kim Pedersen skrev i februar en kronik i Politiken, der dels tegnede et billede af dansk film på vej mod afgrunden, dels var et frontalangreb på Filminstituttets ledelse, som ifølge kronikørerne er ”kørt fast”.

”De sidste ti år har Filminstituttet alene vedligeholdt dansk film. Der har ikke været antydning af en ny stærk, fremadrettet vision, som blandt andet kunne have taget højde for de udfordringer, der pt. tvinger den danske filmbranche i knæ,” lød det i kronikken.

– Henrik Bo Nielsen, har kronikken haft noget at gøre med din beslutning?

”Nej, den gjorde tværtimod, at jeg overvejede at sidde tiden ud. Og jeg valgte da også at replicere d’herrer: ’Undskyld, hvad har I bidraget med? Hvor er I henne?’

– Efter kronikken har der også været afholdt hemmelige møder i branchen, hvor indflydelsesrige filmfolk forsøgte at indsamle underskrifter, der krævede din afgang. Har det påvirket dig?

”Næ.”

– Men du har vel været vidende om det?

”Ja, det gode ved den her branche er, at folk snakker. Hvis man her på Gothersgade sætter øret til ruden, kommer der de utroligste oplysninger. Jeg kan kun anbefale min efterfølger altid at have hørelsen skærpet.”

– Men hvad er så grunden til, at du stopper næsten tre et halvt år, før din kontrakt udløber?

”Når bestyrelsen indgår en ny, femårig kontrakt med en mand, der dengang var 54 år, så ved alle godt – også bestyrelsen – at han nok ikke går tiden ud. For som 59-årig er det ikke enkelt at prøve noget nyt. Jeg ville helst have haft næste filmaftale med, for indmarchen til en ny filmaftale er noget af det, jeg trives mest med. Aftalen skal indgås til november næste år, og derefter ville jeg have begyndt at se mig om efter en anden virkelighed. Men så kom ROMU flyvende hen over min himmel, og det var for fristende.”

Ynk preller af på politikerne
– ROMU eller ej, er du kaptajnen, der hopper i redningsbåden før alle passagererne?

”Jamen, jeg er slet ikke enig i præmissen om, at dansk film er på dødens rand. Ude i terrænet er der nogle konstellationer, som har haft frygteligt travlt med at tale dansk film ned. De gør det med vidt forskellige dagsordener, men de pipper vel alle med det næb, de er betalt for.”

”Biograferne vil gerne fastholde en uændret forretningsmodel, hvor det eneste, der tæller, er, hvor mange biografbilletter man sælger. Det tror de åbenbart, at de tjener mest på. Det er i en digital virkelighed en håbløs tankegang. Andre mener, at vi burde havde en mere erhvervsmæssig tilgang til støtten og være optaget af vækst og beskæftigelse snarere end af at støtte kunstfilm, der skal flytte beskueren andre steder hen. Og atter andre vil flytte store dele af dansk film ud i provinsen.”

”Alle disse parter kan have en interesse i at tale dansk film ned, men det betyder ikke, at de har ret. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er skamløst, at nogen taler dansk film ned for at opnå resultater for sig selv. Hvem skulle det hjælpe? Når en relativt ubeskrevet instruktør har lavet sin lavbudgetfilm, så kan kritikerne, Filminstituttet og andre sagtens diskutere, om det er lykkedes, men det er nedrigt at nedgøre de aktører, som gør et ærligt forsøg.”

– En genkommende kritik har været, at du er mere kulturministeriets mand end filmbranchens. Pipper du ikke også bare med det næb, du er betalt for?

”Jo da. Men der er filmfolk, som mener, at jeg – gerne én gang om måneden – skal forklare politikerne, at det går ad helvede til, og at vi går konkurs alle sammen, hvis de ikke kommer med nogle flere penge. Der har bestemt været perioder i dansk kulturliv, hvor det har virket, men jeg er ked af at måtte sige: Den tid, hvor man kunne ynke sig til større statsbevilling, er for længst slut. Hvis du vil engagere politikerne, skal du kunne svare på ét enkelt spørgsmål: Hvad får borgerne ud af det? Min opgave er derfor at tale dansk film op. Jeg skal fortælle om alt det, dansk film kan, og jeg skal spørge, om politikerne ikke gerne vil have mere af det.”

– Men hvis dansk film i dag har store økonomiske problemer, er din strategi vel ikke lykkedes?

”Digitaliseringen har været hård ved filmbranchen globalt, men hvis du kigger på de fireårige filmaftaler i min tid som direktør, er der hver gang kommet flere penge i karret, flere opgaver og flere muligheder. Den seneste aftale gav en ekstra bevilling på 40 millioner kroner. Staten har ikke fuldt ud kunnet eller villet kompensere for spillefilmproducenters tab på dvd-markedet, men jeg tror ikke, at det var blevet bedre, hvis vi havde klaget vores nød til politikerne endnu højere.”

Hoppede af krogen
– Hvad er den største udfordring for den danske filmstøtte?

”Kunsttænkningen – det med at afspejle nye virkeligheder og gå andre veje – er udfordret. Mange ting er blevet lidt for fabriksagtige, fordi den fabulerende film har fået sværere ved at finde sit publikum. Det offentliges risikovillighed er mindst lige så høj, som den var for ti år siden, men tv-stationerne samt producenter og distributører har fået sværere ved at sige ja. Først og fremmest på grund af økonomien, men der er også en tendens til, at man tror, man kan regne den ud. Derfor får vi lidt for mange krimi- eller komedie-agtige film, og nogle film ligner en DR Drama-serie kogt ned til halvanden time i en biograf.”

”Den model, hvor staten fokuserede på støtte til udvikling og produktion af film, og hvor markedet sørgede for, at alle film fandt deres publikum på biografmarkedet, fungerer ikke længere.”

”Vi skal finde ud af, hvordan borgerne i bredeste forstand kan møde filmene – også de kunstneriske. Vi er nødt til at måle borgernes accept af filmene på en anden måde end ved kun at tælle biografbilletter og tale om omsætning. Og vi må flytte indholdet derhen, hvor publikum er, for eksempel på YouTube. Børn og unge er et godt eksempel. De ser ikke længere flow-tv, og hvis du vil have dem i tale, må du først og fremmest lave indhold til skærme, der er mindre end dit og mit tv. Hvad ville der være sket med Skam, hvis den var startet som en spillefilm? Den ville slet ikke være blevet så stor.”

– En af dine visioner var at få teleoperatørerne til at betale til dansk film. Det mislykkedes. Men de 24 millioner kroner, de ville have betalt, er vel også meget lidt, når de til gengæld krævede at få adgang til filmene allerede fjorten dage efter biografpremieren?

”Det med de fjorten dage kommer filmbranchen nu nok under alle omstændigheder til at acceptere – oven i købet uden at branchen får nogen penge for det. Sandsynligheden for, at man i det lange løb kan blive fri for at gøre det, kunderne gerne vil, er meget ringe.”

”24 millioner kroner løser selvfølgelig i sig selv ingen problemer, men jeg mener principielt, at alle, der har glæde af dansk indholdsproduktion, bør spytte i bøssen og bidrage til festen. Vi har betalt for at uddanne talenterne, vi har givet folk mulighed for at øve, vi har renset og gødet grunden, og så kommer Netflix og HBO og vil drive virksomhed på markedsvilkår, men de vil ikke bidrage til, at der skal vaskes op efter festen. Det er ikke holdbart.”

– Det lyder jo fornuftigt. Hvem er imod det?

”Modstanden kommer mest fra biograferne. De vil bare gerne have store film, der kommer op i mange sale. ’Hit med det og fri os fra alt det andet,’ siger man. Det er efter min mening primitivt og ødelæggende for talentudviklingen. Men især blandt producenterne oplever jeg en gryende forståelse for, at vi ikke bare kan gøre det, vi plejer, og så håbe, at staten kommer med en større check.”

– Så du ærgrer dig over, at teleoperatørerne ikke kom med i filmaftalen?

”Ja, jeg ærgrer mig over, at det gik i vasken at få teleoperatørerne til at tage et medansvar for dansk indhold. De fik lov til at hoppe af krogen og skabe en præcedens for, at man faktisk gerne må lukrere på dansk indholdsproduktion.”

– Du vil gerne være med til at udvikle nye forretningsmodeller, men hvorfor er det så vigtigt, at Filminstituttet er med til det?

”Samspillet mellem stat og marked er så stort, at vi må tænke det her sammen. Men nogle i filmbranchen har haft en interesse i, at Filminstituttet skal holde næsen fra forretningsudvikling. Og de fik overtalt politikerne til i seneste filmaftale at få indskrevet, at forretningsmodeller er branchens eget ansvar. Men sandheden er, at brancheorganisationerne efterfølgende ikke har kunnet levere. Der er ikke sket særlig meget. Det bebrejder jeg dem sådan set ikke, men det er bare tankevækkende, at præcis de samme mennesker i dag siger, at Filminstituttet burde have sørget for nye forretningsmodeller.”

Flugten til Amerika
– Dansk film har også kreative udfordringer. En lang række af vores største instruktører er rejst til udlandet for at lave internationale film, og tv-serierne sluger også mange talenter. Har du vist rettidig omhu?

”Selvfølgelig ville jeg have ønsket, at jeg kunne have forudset udviklingen bedre. Men ærlig talt, folk ville have grinet af mig, hvis jeg for bare tre år siden havde sagt, at lige om lidt vil der være mere end et dusin indenlandske tv-serier i gang sammen med et enormt bud efter danske talenter fra den store verden.”

– Hvis du havde vidst det dengang, hvad ville du så have gjort?

”Jamen, det har jeg ikke noget svar på. Det er for svært at gisne om. Men jeg kan fortælle, at jeg i februar sammen med kulturministeren mødtes med en ti-tolv af de danske talenter, der arbejder i Californien. Den gode oplevelse var, at de alle sammen har gang i noget, der peger hjem til Danmark. Der er også blandt skaberne en drøm om, at de i stor stil kan komme til at lave engelsksproget indhold i Danmark med pæne kultursubsidier fra det offentlige. Men det tror jeg aldrig, at du kan overbevise politikerne om, og her er jeg nok enig med politikerne. Den drøm er en død sild.”

”Talenterne har det tydeligvis sjovt i Hollywood, og de laver nogle ting, som de ellers aldrig ville have fået lov at lave. De arbejder med nogle budgetter, som vi ikke er i nærheden af herhjemme. Men de film, der kommer til at udfordre dem intellektuelt og udvikle dem kunstnerisk, vil de søge hjem for at lave, tror jeg.”

”Vi kan give dem muligheden for at sætte deres egen dagsorden i stedet for at være underlagt marketingsafdelingen i et amerikansk foretagende. Men hvis jeg var en 34-årig forfatter med to små børn, og du spurgte mig, om jeg ville bo i Santa Monica de næste 24 måneder og skrive lidt hver anden dag, så ville jeg da være et skarn, hvis jeg ikke sagde ja.”

– Siger du dermed, at de ikke brænder nok for filmkunsten?

”Nej, de ser det som en kæde af muligheder i deres liv.”

– Men en film tager som regel tre-fire år at lave, så det er vel begrænset, hvor mange film man kan nå at lave?

”Sådan tænkte vi tidligere, men den mentale begrænsning er din og min generations. De tænker: ’Så laver jeg tv i Nova Scotia, fordi det er dér, hvor man har nogle subsidier i øjeblikket, og man får nogle store crews. Og til næste år laver jeg en klog, skarp dansk film, der kan flytte mig et andet sted hen og give mig en anerkendelse på festivaler.’”

Højdepunktet Antichrist
– Hvad er du mest stolt af at have udrettet i de ti år?

”Det var en meget stor glæde at skrotte den umulige, kommercielle 60/40-spillefilmstøtte, som havde nogle mærkelige pointkriterier og var fyldt med privilegier til en bestemt del af branchen. I stedet skabte vi den meget velfungerende Markedsordning. Det første, jeg fik at vide, var, at 60/40 var de store mainstreamproducenters yndlingsterritorium, og hvis du bare lader den være, får du fred og ro. Men jeg har ikke været optaget af fred og ro.”

”Desuden er jeg stolt af, at vi fik overbevist politikerne om, at der skulle indføres kvalitetskriterier med den seneste filmaftale, hvilket betyder, at også film på den mere kommercielle Markedsordning skal have et vist niveau. Vi har også fået taget hul på digitaliseringen af den filmiske kulturarv.”

”Endelig er jeg stærkt begejstret over, at vi lige før ferien indgik en aftale om overdragelse af hele Palladiums katalog og alle rettigheder til Carl Th. Dreyers Vredens dag, Ordet og Gertrud, Fy & Bi og resten af de film, det 99 år gamle filmselskab ejede. Det er væsentlig dansk kulturarv, der nu har fundet et hjem på Filminstituttet, og det var aldrig sket uden stor velvillighed fra Palladiums sidste direktør, Ulla Hansen, eller stor generøsitet fra A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden. At formidle Dreyer er en fantastisk opgave, og så tager vi med fornøjelse sengekantfilmene med. Det er også dansk kulturarv.”

– Alligevel mener flere i filmbranchen, at du i ti år mest har vedligeholdt butikken i modsætning til din forgænger, Henning Camre, som skabte det filminstitut, vi kender i dag?

”Se på, hvor mange støtteordninger Filminstituttet havde 1. august 2007, og sammenlign med den lange liste af aktiviteter, vi har i 2017. Du vil her opdage nye spilordninger, lavbudgetordninger, tværmedielle ordninger og public service-puljen foldet ud. Vi har også fået en international afdeling, der er second to none i europæisk sammenhæng. Og kulturinstitutionen Det Danske Filminstitut er i rivende udvikling. Min forgænger havde sine prioriteringer, og jeg har haft mine.”

– Hvilken film er du mest stolt over at have støttet?

”Lars von Triers Antichrist er den film, der har gjort det mest uudslettelige indtryk på mig. Men man kan ikke få point for at støtte Trier. Alle kan se hans talent. Jeg er derfor mest stolt over, at vi efter flere års udvikling vedblivende støttede Joshua Oppenheimers The Act of Killing, som bestemt ikke alle dengang kunne se kvaliteten i. Og den film, jeg har grinet mest af, er Mænd & høns.”

Ubehagelig mobning
– Hvilken beslutning fortryder du mest?

”Åh, det er sgu et svært spørgsmål. Jeg har ikke noget, hvor jeg tænker, at det var fuldstændigt åndssvagt.”

– Hvad har du så været mest ked af?

”At det ikke lykkedes mig at ændre en kultur i filmbranchen, hvor man taler så ualmindeligt hæsligt til hinanden. Den der facon, hvor vi råber og skriger og sviner folk til, og så siger vi bagefter: ’Du ved, hvordan det er – det betyder ikke så meget.’ Det er utiltalende og dybt skadeligt. Jeg vælter ikke selv så nemt, men antallet af folk, der ikke kan holde til det, og som stikker piben ind, er alt for stort. Man skader hinanden ved ikke at tale om sagen, men i stedet sovser det ind i en retorik, der er hinsides enhver virkelighed.”

– Jeg kan regne ud, at du her må tænke på Peter Aalbæks hetz imod dig og Kim Pedersens blog i Ekko, hvor han ofte har skudt på Filminstituttet og blandt andet tegnet dig som Nordkoreas diktator. Men er der andre eksempler?

”Masser. Det seneste eksempel er kønsdebatten, hvor nogle kvinder er blevet skudt motiver i skoene, som er dybt ubehagelig og kun tjener det formål at få dem til at trække næsen til sig. Det er da helt legitimt, at der er kvindelige kunstnere, som mener, at der er en skæv kønsfordeling i filmbranchen. Alle ved, at jeg er den argeste modstander af kvoter, men jeg er ikke modstander af mangfoldighed og vil derfor gerne debattere det på en lødig måde. Men det er ærlig talt ikke særlig rart at se på den der voksenmobning.”

– Du mener, at du har forsøgt at ændre tonen?

”Ja, det har jeg, ligesom jeg har bestræbt mig på ikke at gå ned på deres niveau. Og når jeg møder den næste generation, altså dem, som i dag er i slutningen af tyverne og starten af trediverne eller i trediverne, så er de et helt andet sted. De, der råber højst, er nogle lidt ældre herrer med privilegier, de opfatter som meget velfortjente. Der var én, som for nylig sagde, at troldene har fået lov til at fylde for meget. Men det er noget, som tiden ordner helt af sig selv.”

– Peter Aalbæk blev din værste fjende i det øjeblik, at du indledte en undersøgelse af Zentropas brug af offentlige midler i forhold til Antichrist. Fortryder du, at du gik så hårdt til selskabet?

”Nej, det gør jeg ikke. Kulturministeriet stadfæstede vores afgørelse i undersøgelsen af regnskabet for Antichrist. Havde jeg grund til at tage sagen op? Havde jeg pligt til at gøre det? Var det et rimeligt grundlag, at jeg gjorde det på? Var der et rimeligt beslutningsgrundlag? Kulturministeriet svarer ja på alle spørgsmål. Og forleden idømte Revisornævnet en bøde til Zentropas revisor for ikke at overholde god revisorskik. Hvis vi skal bruge borgernes penge, skal vi sikre, at det går ordentligt for sig. Tilsynspligten er noget, vi skal tage meget alvorligt.”

Ny direktørs profil
– Hvem vil være den rigtige til at overtage dit job?

”Det har jeg af principielle grunde ingen mening om, men vedkommende skal være tykhudet. Jeg blev faktisk selv frarådet at søge stillingen i sin tid. Du får ikke andet end brok, skrål og skrig fra morgen til aften. Men det skal man ikke sige til sådan én som mig, for så bliver jeg nysgerrig og tænker: ’Det må være noget, jeg kan løse!’”

– Hvilken profil skal den kommende direktør have?

”Man er nødt til at have en erfaren leder. Desuden skal vedkommende have en stor kærlighed til kunst og kultur samt en vis politisk tæft.”

– Da du forlod Information, sagde du, at du i de sidste uger havde grædt sammen med medarbejderne. Det virker ikke, som om du har det på samme måde nu. Filmen blev ikke dit hjertebarn ligesom Information?

”Man kan ikke få en mere fantastisk oplevelse end 30 år gammel at blive direktør for en virksomhed, der er to måneder fra at lukke, og så få lov til at løfte projektet sammen med medarbejderne. Men for mig var det en bevæget formiddag at skulle stå foran medarbejderne på Filminstituttet og forklare dem, at vi ikke skal lege sammen mere. Og jeg er helt sikker på, at der har været tårer – i hvert fald hos mig – og det kommer der også fremadrettet. Det har været et enormt privilegium at få lov til at være en del af den succes, som dansk film har været igennem de sidste tyve år. Det kommer jeg da til at savne.”