En hofskuespiller holder hof

Da instruktøren Paolo Sorrentino holdt op med at ryge, bød Toni Servillo ham en cigar.

Sorrentino har ofte sagt, at hans hofskuespiller, der har spillet hovedrollen i fem af instruktørens ni spillefilm, er som en storebror for ham. Den elleve år ældre Servillo var allerede et etableret navn i den napolitanske teaterverden, da Sorrentino startede sin karriere sidst i 90’erne.

Siden har film som The Consequences of Love, Il Divo og Den store skønhed gjort dem til hovednavne inden for europæisk film.

I biograf- og snart Netflix-aktuelle The Hand of God – som får seks stjerner af Ekkos anmelder – spiller 62-årige Toni Servillo instruktørens far, en jovial bankfunktionær, som i filmen er omdøbt til Saverio Schisa.

– Føltes det uundgåeligt, at Sorrentino engang ville bede dig spille hans far?

”Faktisk er det noget, vi altid har talt om,” forklarer Toni Servillo til gruppeinterview dagen før filmens premiere på Venedig-festivalen i september.

”Han har altid sagt, at han ville lave en film om sin familie. Allerede før jeg læste manuskriptet, sagde han, at han ville have mig til at spille hans far.”

Vejen til berømmelse
Vi sidder på terrassen foran det celebre Hotel Excelsior på Lidoen i Venedig. Toni Servillo læner sig tilbage i en hvid skjorte og med en cigar i hånden. Det er langt fra første gang, han holder hof her.

”Vi talte i går om, at det er tyve år siden, vi var her første gang,” siger han og forklarer, at modtagelsen er blevet varmere med årene.

”Dengang var vi i Venedig med Paolos første film, One Man Up, og ingen tog sig af os. Da vi var i Cannes for første gang, var der ingen, der lagde mærke til os. Og da vi var til Oscar-showet, var vi totalt fremmede for amerikanerne.”

Inden da havde samarbejdet med Sorrentino allerede indbragt Toni Servillo to European Film Awards, den ene for hans sammenbidte premierminister i Il Divo, den anden for den intellektuelle libertiner Gambardellai Den store skønhed.

Men da Den store skønhed vandt Oscar’en for bedste ikke-engelsksprogede film, blev han og Sorrentino pludselig meget svære at overse.

”Det var et chok! To dage før ceremonien stod jeg på scenen, fordi jeg var med i et teaterstykke. Og dagen efter var jeg tilbage på de skrå brædder. Det var en meget bevægende oplevelse, men når jeg tænker tilbage på det i dag, er det som en drøm.”

Svær dødsscene
Det var den Oscar, Paolo Sorrentino dedikerede til Diego Maradona, den argentinske fodboldhelt, der ankom som en helgen til Napolis skrantende klub i fattigfirserne.

Fodbold har været et genkommende tema i Sorrentinos film, men det er ikke en interesse, Servillo for alvor deler.

”Vi har mange ting tilfælles, også cigarer, men ikke fodbold!” griner Toni Servillo, der dog giver en britisk journalist ret i, at Maradona må være historiens vigtigste spiller.

”Men jeg foretrækker Cruyff,” siger han med reference til hollænderen Johan Cruyff, der var spiller i 70’erne og toptræner i 80’erne og 90’erne, ikke mindst for FC Barcelona.

For Sorrentino har Maradona fået en særlig betydning. Som teenager valgte han at se Maradona spille VM-finalen i 1986 frem for at tage med sine forældre i sommerhus.

Samme weekend blev han forældreløs, da de begge døde af kultilteforgiftning.

Den scene udspiller sig omtrent halvvejs igennem The Hand of God. Forældrene sidder på en sofa foran pejsen, hun med strikketøj, han med en bog. De læner sig mod hinanden, bliver sløve og falder i søvn.

”Det var ikke en nem scene for ham at lave. Og det var den sidste scene, vi optog,” forklarer Toni Servillo.”

Folkeligt filmsprog
Det er en nøglescene, ikke blot i filmen, men i Paolo Sorrentinos liv. Toni Servillo har ofte spillet autentiske personer og gik til rollen som instruktørens far med samme tilgang, som han plejer.

”Det er klart, at han er autentisk, men det er også en fiktiv karakter,” forklarer han.

”Jeg følte ikke noget særligt ansvar, fordi Paolo ville tale til så stort et publikum som muligt. Jeg tror ikke, han lavede filmen for at vise folk, hvordan han græd over sine forældre for 30 år siden,” siger Toni Servillo.

Han forklarer, hvordan Sorrentino med The Hand of God forsøger at moderere sit barokke filmsprog til noget mere folkeligt.

”Han ville fortælle en historie, der er tilgængelig for alle, og som viser, hvad der sker inde i et ungt menneske, når man pludselig bliver ladt alene i verden.”

Den sande storby
Tragedien til trods er The Hand of God ingen tåreperser.

I filmens første halvdel følger vi Sciasi-familien gennem tykt og tyndt. Brorens skuespilambitioner, morens narrestreger, søsteren, der altid okkuperer badeværelset. Farens mangeårige affære med en anden kvinde.

Kærligheden imellem dem står klart fra starten, da Fabietto – instruktørens alter ego – i en tidlig scene kører sin Vespa-scooter gennem Napoli, mens begge forældre sidder bagpå.

”Det er også en af mine yndlingsscener,” forklarer Toni Servillo. ”Den opsummerer forholdet mellem faren, moren og sønnen. Der er en sorgløs attitude og en let atmosfære. Den kærlighed og den gode stemning er meget vigtig for denne unge kunstner.”

– Optog i den rigtigt?

”Ja, selvfølgelig!” insisterer Toni Servillo med et smil.

”Hvis man går sig en tur i Napoli, ser man ting, der er langt farligere. Jeg har set seks personer på en scooter. For en udlænding, der besøger Napoli for første gang, må byen virke som Calcutta.”

”Napoli er den eneste sande storby i Italien. Det siger jeg på grund af byens unikke mulighed for – på godt og ondt – at leve side om side på tværs af sociale klasser. Der er en meget stærk samhørighed mellem alle samfundslag. Man ser stadig arbejderklassen. I Rom skygger kirken, fjernsynet og politikerne for alt andet. Men i Napoli mærker man stadig helt almindelige italienere.”

Toni Servillo smiler lidt for sig selv: ”Det varer sikkert ikke ved, men fornemmelsen er der stadig.”

Klodset levevis
Toni Servillo siger, hvad han mener. På italiensk og med tolk, så der ikke er plads til misforståelser.

Han giver ikke meget for smiger og taler en af mine kolleger imod, da hun roser hans vanskelige faderrolle i filmen.

”Vi kender alle nogen, der lever et dobbeltliv. Der er så mange personer i virkeligheden, der minder om denne far. Se på litteraturen og filmen, men også i dagligdagen er der mange, som forsøger at leve på denne lidt klodsede facon.”

”Så jeg finder ham ikke så original,” siger Toni Servillo.

Da en af de andre journalister spørger, om Paolo Sorrentino har ændret sig i den tid, de har arbejdet sammen, svarer han, at det ville være underligt andet.

”Vi ser ikke hinanden så ofte, når vi ikke er på optagelse. Så på en måde er det, som om vi fornyer vores forhold hver gang, vi er tilbage på settet. Og hver gang vi går hvert til sit, har vi en stor trang til at finde en ny mulighed for at samarbejde igen.”

”Vi er ikke som et gammelt ægtepar med en fasttømret rutine. Vi er snarere som to elskende, der altid er på jagt efter en ny lejlighed til at mødes.”

Toni Servillo smiler.

”Men ikke for ofte.”