Top 5: David Finchers bedste film

Fællesnævneren for en lang række af den amerikanske instruktør David Finchers film er et hæsblæsende og gennemkalkuleret klimaks, der vender historien på hovedet og tvinger publikum til at revurdere hele værket.

Tænk blot på det elementære øjeblik i Fight Club, hvor det står klart, at Edward Nortons kontornusser og Brad Pitts rebelske machomand er én og samme person. Fra at være en antikapitalistisk anekdote om at droppe Ikea-indretningen og mærke livet på egen krop, bliver Finchers film pludselig et postmoderne portræt af personlighedsspaltning.

Efter tæppefaldet kan man så spole tilbage og finde alskens små påskeæg, der indikerer finalens fortællemæssige kolbøtte – eksempelvis de fire gange, Brad Pitts karakter er klippet ind i scener med Edward Norton i et enkelt frame. Man må unægteligt spørge sig selv: Hvordan kunne jeg have overset det?

Dog har plottwisters den ulempe, at det magiske erkendelsesøjeblik for publikum kun har fuldbyrdet effekt første gang, man oplever værket. Film som Psycho, Den sjette sans og The Usual Suspects er ikke nær så åndeløst spændende, når brikkerne først er faldet på plads.

Finchers nyeste epos hedder Kvinden der forsvandt (originaltitel: Gone Girl) og har premiere den 23. oktober. Her spiller Ben Affleck forfatteren Nick Dunne, hvis kone forsvinder under mystiske omstændigheder. Endnu inden liget er fundet, fører lokalsamfundet heksejagt på Nick, der selv har en række skeletter i skabet.

For publikum bliver filmoplevelsen en detektivleg, hvor man konstant forsøger at afkode selv de mindste tegn. Men pludselig drejer Fincher fortællingen 180 grader og forskyder vores sympati. Det er formentlig de færreste, der gætter løsningen på instruktørens audiovisuelle rebus – medmindre man da har læst Gillian Flynns roman fra 2012, der danner forlæg for filmen.

I anledning af Kvinden der forsvandt ser vi tilbage på instruktørens fem bedste film.

5. The Game
Mange betragter The Game (1997) som en parentes i Finchers bagkatalog. Men hopper man med på den noget urealistiske præmis om et magtfuld firmas evne til at vende offerets liv på hovedet gennem en række nervepirrende lege, er filmen en effektiv og gådefuld rutschebanetur med et plottwist af dimensioner.

Michael Douglas spiller rigmanden og kontrolfreaken Nicholas van Orton, der lever isoleret i sit palæ og primært kommunikerer med sine tjenestefolk. Ortons mere sprælske bror Conrad (Sean Penn) indlemmer ham i et gådefuldt spil, der involverer en skummel klovn og en bortførelse til Mexico.

I en nøglescene er Ortons eget hjem blevet overmalet i psykedeliske farver, mens Jefferson Airplanes White Rabbit (der omhandler euforiserende stoffer og hallucinationer) brager ud fra skjulte højttalere.

Tematisk kan The Games mantra om det kapitalistiske menneskes forfald ses som en slags forløber for Fight Club. Moralen om det rige svin, der har fortrængt livets sande værdier, virker dog søgt.

Men Douglas er på toppen af sin karriere i en rolle som desperat antihelt, og anmelderkoryfæet Roger Ebert skrev om filmen: ”Som i Se7en er plottet genialt og intelligent, og filmen bevæger sig i en retning, der aldrig er hverken føjelig eller forudsigelig.”

4. Zodiac
Med Zodiac (2007) fortsætter Fincher den seriemorderfascination, der også gennemsyrer Se7en. Historien udspringer af virkeligheden, hvor The Zodiac Killer tog ansvaret for tretten mord i området omkring San Francisco i 60’erne og 70’erne ved at sende kryptiske beskeder til flere avisredaktioner.

På lige fod med morderens brutalitet dyrker Fincher den besættelse, der rammer de involverede efterforskere. De skildres via en ung bladtegner (Jake Gyllenhaal), to kriminalbetjente (Anthony Edwards og Mark Ruffalo) og en fordrukken reporter (Robert Downey Jr. i en rolle, der cementerede hans comeback).

Fincher lefler ikke just for publikum i den 157 minutter lange film, der ender uden reel forløsning (Zodiac-mordene er aldrig opklaret). Instruktøren er mere interesseret i at dissekere selve efterforskningens fremskridt og blindgyder, og hvordan processen samtidig slæber ødelagte forhold og karrierer i dets kølvand.

Manuskriptforfatter James Vanderbilt brugte endda atten måneder på at granske mordsagen på egen hånd, inden optagelserne begyndte.

Som klippet herunder viser, bruger Fincher antydningens kunst til at mistænkeliggøre alle. Han transformerer karakterernes voksende paranoia til publikum.

3. The Social Network
Hvem andre end David Fincher kunne forklæde 120 minutter om en social platform som en nervepirrende thriller?

The Social Network (2010) er et rammende portræt af en generation, der i stigende grad varetager menneskelige relationer online. Den er samtidig en slags senmoderne Godfather-skrøne om algoritmeguruen Mark Zuckerberg. Han eksperimenterer iført badekåbe på studiekammeret og får penge, berømmelse og 500 millioner venner. Men ender ensomt og isoleret som et offer for sin egen magtliderlighed og paranoia.

Fincher indkapsler historiens tragedie, når den speedsnakkende Zuckerberg, der har revolutioneret menneskelige relationer på tværs af kloden, selv er ude af stand til at kommunikere meningsfuldt med de mennesker, der betyder noget for ham.

Filmen understreger også Finchers gunstige samarbejde med industrial-komponisten Trent Reznor, der ligeledes har lavet musikken til The Girl with the Dragon Tattoo og premiereaktuelle Kvinden der forsvandt. Reznors univers af knitrende lyde og stemningsmættede beats (blandt andet en elektronisk udgave af Edward Griegs I bjergkongens sal) harmonerer perfekt med Finchers dystre univers, og Reznor vandt en Oscar for filmens soundtrack.

2. Se7en
Stemningen er tung som bly i Finchers gotiske noir, hvor kriminalbetjentene Somerset (Morgan Freeman) og Mills (Brad Pitt) forsøger at fange en seriemorder, der genfortolker Biblens syv dødssynder.

Gennem en række, groteske tableauer præsenteres vi blandt andet for en ekstremt overvægtig stakkel, der er blevet tvunget til at spise sig selv ihjel (for dødssynden fråseri) og overklasseadvokaten, der må skære et pund kød af sin egen krop (for dødssynden grådighed).

Den uafrystelige slutscene, der ironisk nok foregår i solbeskinnet dagslys som filmens eneste, cementerer den gennemførte plotstruktur i Se7ens (1995) manuskript. Man indser den brutale genialitet i gerningsmanden John Does plan: For at løse sagen begår politimanden en dødssynd og fuldbyrder seriemorderens profeti.

Fincher fjernede Kevin Spacey (der spiller seriemorderen John Doe) fra rulletekster og plakater før filmens premiere for at bidrage yderligere til mordgådens mysterium.

1. Fight Club
Fincher castede igen Brad Pitt til en hovedrolle i Fight Club (1999), der er blevet udlagt som en voldsforherligende film, men snarere hudfletter temaer som nihilisme og det kapitalisme samfunds faldgruber.

Edward Norton er en kontoreremit med søvnbesvær og filmens sorthumoristiske fortællerstemme. I mangel på mening med tilværelsen fordyber han sig i boligkataloger og feng shui-principper, indtil han møder Tyler Durden (Brad Pitt), der er hans diametrale modsætning.

For at smadre den vestlige verdens forbrugermentalitet ud af ansigtet på folk arrangerer Durden en række slagsmålsklubber med enkle maksimer. Men medlemmerne samler sig efterhånden i en reel undergrundshær.

Fincher parrer sin samfundskritik med en postmoderne billedside, der indeholder tiltede billeder, indklippede personer, såkaldte cigaretmærker og blå- og brungrumsede farvefiltre.

Dermed inkorporerer han også den fragmentariske MTV-æstetik, som han har opnået med sine mere end 100 musikvideoer og reklamer. Finalescenen foregår meget rammende til tonerne af Pixies Where is my mind?

Kvinden der forsvandt har premiere den 23. oktober.