Top 5: Denis Villeneuve

Den fransk-canadiske instruktør, Denis Villeneuve fik sin debut med arthouse-filmen August 32th on Earth i 1998.

Men det var først med Nawals hemmelighed, at han brød igennem på den internationale filmscene. Den fik en velfortjent Oscar-nominering for bedste ikke-engelsksprogede film i 2010, men tabte til vores egen Susanne Bier, som det år vandt med Hævnen.

Siden har hans karriere kun gået én vej, og med Blade Runner 2049 har han taget springet som fuldblods Hollywood-instruktør af samme kaliber som Christopher Nolan.

Hans næste projekt rygtes at være en filmatisering af sci-fi-dramaet Dune, som selveste David Lynch i 1984 ikke kunne formå at lave en god film ud af. Imens har James Bond-skuespilleren Daniel Craig udtalt, at han gerne så Villeneuve i instruktørstolen til den næste film i serien.

I anledning af Blade Runner 2049 rangerer vi hans fem bedste film.

5. Nawals hemmelighed (2010)

Denis Villeneuves gennembrudsfilm fra 2010 er en overvældende og til tider absurd odysse af en detektivhistorie.

Et tvillingepar begynder at rode i deres nyligt afdøde mor Nawals fortid, for at finde frem til deres far og ukendte bror. Samtidig følger vi i flashbacks Nawals opvækst i et fiktivt land i Mellemøsten, hvor hun bliver indblandet i en borgerkrig mellem muslimske og kristne ekstremister.

Den konflikt er grufuldt realiseret i en film, som kompromisløst beskriver et folkemord. En scene, hvor en bus med flygtninge bliver sønderskudt af kristne soldater, er særligt barsk. Men i sidste ende handler filmen om at tilgive – de mennesker, der har skadet én, såvel som sig selv.

4. Enemy (2013)

Historielæreren Adam (Jake Gyllenhaal) finder ud af, at skuespilleren Anthony er hans dobbeltgænger, og begynder at opsøge ham.

I takt med at de to mænds liv sammenfiltres, bliver det tydeligt, at Enemy handler om selvhad. Mændene projicerer egne usikkerheder over på hinanden og kvinderne i deres liv.

Gyllenhaal er fremragende i dobbeltrollen som den anspændte Adam og den selvsikre Anthony.

Visuelt fremviser filmen Villeneuves fantastiske øje. Den er badet i et nikotingult tint, der giver hele dramaet en drømmeagtig karakter.

Det mest markante element er dog uden tvivl en række surrealistiske mareridt, hvor gigantiske edderkopper repræsenterer de to mænds indædte had og frygt for kvinder. Folk med araknofobi advares imod slutningen, som har en af de mest chokerende jump-scares i filmhistorien.

3. Blade Runner 2049 (2017)

Universet i 2019 i den originale film er overbevisende blevet moderniseret til 2049, hvor den smogfyldte nattehimmel over Los Angeles stadig oplyses af Atari- og Sony-reklamer.

Men Villeneuve og manuskriptforfatterne Michael Green og Hampton Fancher tager universet i nye retninger, som er spændende.

Bladerunneren K’s holografiske kæreste Joi er især fascinerende, og generelt viser Villeneuve en enorm forståelse for at flette symbolik og sylespidse sociale kommentarer ind i historien.

Ryan Gosling bygger i hovedrollen videre på sin karakter fra Drive og lader en menneskelighed kommer til syne inde bag sin kolde facade.

Filmens sande stjerne er dog Roger Deakins, som for tredje gang er Villeneuves fotograf. Hver af dens farvemættede indstillinger fanger en enorm detaljerigdom i en imponerende visuel film.

2. Sicario (2015)

Under en razzia på et kartelskjulested finder den idealistiske FBI-agent Kate Macer (Emily Blunt) et lig bag væggene i huset. Det bliver starten på hendes gysende dyk ned i Amerikas narkokrig, hvor CIA bruger lejemorderen Alejandro (Benicio del Toro) til at luge ud i de mexicanske karteller.

Med Roger Deakins bag kameraet og Jóhann Jóhannssons musik giver filmen en neglebidende spænding hele vejen igennem. Det gælder ikke mindst sekvensen, hvor en trafikprop på grænsen mellem Mexico og USA forvandles til en regulær krig, og filmens slutning, hvor amerikansk militær invaderer en smuglertunnel.

Denis Villeneuve taber dog aldrig fokusset på sine karakterer. Emily Blunt leverer karrierens hidtil bedste præstation og formår at vise en enorm sårbarhed. Og Benicio del Toros iskolde lejemorder er hamrende uhyggelig som personificeringen af Døden.

1. Arrival (2016)

Første kontakt med aliens på film handler for det meste om frygten for det ydre og ukendte: Klodernes kamp, Alien og Independence Day.

Arrival – Villeneuves magnum opus – skiller sig ud, da de blækspruttelignende aliens ikke lander på jorden for at invadere planeten. De vil kommunikere! Problemet er bare, at de ikke snakker samme sprog som mennesker.

Lingvisten Louise Banks bliver sendt af sted for at oversætte deres sprog, og gennem sine samtaler med alien-racen bliver hun konfronteret med sine indre dæmoner.

Amy Adams, en af vor tids bedste skuespillere, har aldrig været bedre. Hun udstråler en sympatisk intelligens, som er uimodståelig.

Uden at afsløre filmens helt store twist, viser Villeneuve en overlegen forståelse af filmsproget, når han leger med filmens kronologi.

Arrival er enormt tankevækkende og fortjener en plads ved højbordet som en af de helt store sci-fi-film – side om side med mesterværker som Rumrejsen år 2001 og den oprindelige Blade Runner.