Top 10
08. okt. 2014 | 13:19

Top 10: De skal vende tilbage i Twin Peaks

Foto | Richard Foreman Jr.
Den forførende og forvirrede femme fatale Audrey Horne er blandt de mange gakkede karakterer, der befolker byen Twin Peaks i kultklassikeren af samme navn.

David Lynch har annonceret, at tv-serien Twin Peaks vender tilbage i 2016, men har endnu ikke afsløret noget om rollebesætningen. Her er Ekkos bud på ti karakterer, som vi gerne ser genoplivet.

Af Samina Jakobsen

I mandags gik fans af David Lynch’ kultserie Twin Peaks i ekstase, da the man himself proklamerede: ”It is happening again.”

Tv-serien, som efter 24 år stadig står tilbage som et exceptionelt værk, vækkes til live i ni nye afsnit, skrevet og instrueret af den oprindelige duo, Mark Frost og David Lynch.

Og så kan rygtesmedene ellers godt begynde at smede jernet, for hvem skal spille med i tredje sæson?

Mareridtsmanden er væk
Endnu er intet meldt ud, men der er visse naturlige begrænsninger. En betydelig del af karakterne blev i løbet af tv-seriens to sæsoner slået ihjel, selvom det selvfølgelig i Twin Peaks’ obskure univers ikke er lig med et endegyldigt farvel.

Laura Palmer, Leland Palmer, Maddy Ferguson, Thomas Eckhardt, Blackie O’Reilly, Jean Renault, Jaques Renault, Josie Packard og Harold Smith afgik alle ved døden. Hertil kommer Audrey Horne, Ben Horne, Pete Martell, Andrew Packard, Leo Johnson, Windom Earle, Annie Blackburn og Dale Cooper, hvis skæbner blev efterladt i det uvisse.

Siden tv-serien blev vist i 1990-91, har vi måtte sige farvel til tre af seriens vægtigste skuespillere: Frank Silva, manden, der har forårsaget flest mareridt i den vestlige verden, døde i 1995. Silvas legemliggjorte ondskab i rollen som BOB og er noget af det mest skræmmende, der nogensinde er vist på tv – og en væsentlig grund til Twin Peaks’ succes.

Den hjertevarme Jack Nance, der blev kendt som Henry Spencer i Eraserhead, og siden medvirkede i stort set alle Lynch’ projekter, heriblandt som lystfiskeren Pete Martell i Twin Peaks, døde under mystiske omstændigheder i 1996. Og Don S. Davis, den standhaftige major Briggs, der bliver bortført af Windom Earle, og sidenhen dukker taletungende op igen, døde i 2008.

De tre skuespillere ville unægteligt have været på Ekkos top ti, da de hver især var væsentlige bidragydere til Twin Peaks’ syrede og til tider gakkede univers. Men hvem ellers?

Ekko kommer her med sit bud på ti karakterer, som vi gerne ser et gensyn med i tredje sæson af Twin Peaks:

10. Lucy Moran (Kimmy Robertson)

Intet Twin Peaks uden det kitschede sæbeopera-element, som bliver fikst eksemplificeret i Lucy Moran, og hendes to bejlere, Andy og den virkelige sæbeoperastjerne Ian Buchanan (Glamour, Horton-sagaen, General Hospital).

Sekretæren Lucy tilfører serien en comic relief, især i hendes detaljerede beskrivelser af, hvem der nu end er i telefonen, eller hvordan det går i den fiktive sæbeopera ”Invitation til kærlighed”. Lucy og Andy fungerer også som seriens hjerte med deres naivistiske tro på kærligheden. Og hvem vil ikke gerne se, hvad der er blevet af deres ufødte barn, 25 år senere?

 

9. Leland Palmer (Ray Wise)

Vi er ligeglade med, hvordan Leland Palmer vender tilbage, men tilbage skal han. Ray Wises portræt af den skizofrene far er mesterligt udført, og nu hvor Frank Silvas BOB ikke kan hjemsøge Twin Peaks mere, er det måske op til Leland Palmer?

Han har om nogen den karisma, der skal til, og hans maniske synge- og dansescener kan give nye seere mareridt en masse. Selvom Leland Palmer dør i serien efter en syret afhøring og efterfølgende eksorcisme, ser vi ham, eller hans dobbeltgænger, i det sidste afsnit af serien. Agent Cooper møder Leland Palmer i The Black Lodge og proklamerer: ”I did not kill anybody.”

 

8. Phillip Jeffries (David Bowie)

FBI-agenten Phillip Jeffries medvirker ikke i tv-serien Twin Peaks, men kun i den efterfølgende spillefilm, Twin Peaks: Fire Walk With Me. Vi vil dog stadig gerne se mere til David Bowie, ikke mindst fordi han i rollen som Phillip Jeffries måske kan fortælle os: Hvem er Judy?

Jeffries har været forsvundet i flere år, og da han på mystisk vis dukker op igen, fortæller han i kryptiske termer, at han har været med til et møde i The Black Lodge. Men som han siger: ”Vi snakker ikke om Judy.”

Forskellige teorier verserer på nettet om den mystiske kvinde. Var hun BOB og MIKEs første offer? Eller et kommende? Måske vi er så heldige, at Judy viser sig at være den næste Laura Palmer, så Sheryl Lee kan fuldføre den blondine, brunette og rødhårede tre-i-en-karakter, som hun var blevet lovet af Lynch, hvis serien havde fortsat.

 

7. Audrey Horne (Sherilyn Fenn)

 

En af de mest interessante og komplekse karakterer i Twin Peaks-universet er den unge Audrey. Fra opmærksomhedskrævende rich kid uden moralske skrupler over uskyldig, kærlighedshungrende teenager til bevidst samfundsborger med miljøpolitisk samvittighed.

Hun er samtidig en nærmest promiskuøs femme fatale, indtil vi sent i serien får at vide, at hun er jomfru. Audrey har det hele og mere til. I slutningen af serien efterlades hun bundet til en bankboks, som en politisk protest mod bankens involvering i træfældning. Boksen eksploderer, og hvorvidt Audrey har overlevet eller ej, må vi minimum vente halvandet år med at finde ud af.

 

6. Dennis/Denise Bryson (David Duchovny)

 

Hank Moody forklædt som servitrice? Ja, der var en tid, før David Duchovny blev kendt som kvindebedåreren Hank i Californication, og FBI-agenten Fox Mulder i The X-Files. Duchovny spiller den transseksuelle DEA-agent Dennis/Denise med stor overbevisning, og selvom han/hun kun er med i tre afsnit, er det en rolle med mindeværdige replikker.

Helt urealistisk er det måske ikke at forestille sig, at rock n’ roll-forfatteren Moody tager en tur til Twin Peaks? Begge serier produceres af tv-netværket Showtime, så hvis dine folk snakker med mine folk …

 

5. Nadine Hurley (Wendy Robie)

Hun er en af Twin Peaks’ mest excentriske karakterer – og stærkeste. Bogstaveligt talt.

Den rødhårede kvinde med den karakteristiske klap for øjet kan gå amok som en vred Hulk, samtidig med at hun med nidkær entusiasme går op i sine nye gardiner. Opfinderen af den lydløse gardinløber forsøger at begå selvmord, da hun ikke får patent på sin opfindelse, hvilket resulterer i et hukommelsestab.

Nadine begynder at date teenageren Mike, men i slutningen af serien får et slag hende til at genvinde hukommelsen. Da Mike prøver at forklare Nadine om deres affære, bliver hun skræmt ved navnet ”Mike”. Kan det betyde, at hun har været på besøg i The Black Lodge og set den enarmede mand, MIKE? Og hvad sker der med Ed og Normas gifteplaner, nu hvor Nadine er tilbage? Og hvorfor har hun tabt al sin styrke? Lad os håbe vi får svarene på de spørgsmål i den nye sæson.

 

4. Gordon Cole (David Lynch)

Lynch’ cameo-rolle som agent Coopers overordnede er den slags meta-underholdning, som fans af serien bare elsker. Gordon Cole, hvis navn er taget fra filmklassikeren Sunset Boulevard, er den hørehæmmede chef, der misforstår alting og taler i så uforståelige koder, at al mening forsvinder. Den højlydte replik: ”Cooper, you remind me today of a small mexican chihuahua” har opnået kultstatus, og det ville glæde os, hvis vi fik flere af sådanne meningsløse one-liners.

Når Major Briggs ikke vender tilbage, kan Gordon Cole måske forklare os om ”blue rose”-sagerne (fra filmen) og projekt ”bluebook” (fra serien) har nogen sammenhæng?

 

3. Margaret Lanterman/ The Log Lady (Cahrine E. Coulson)

Lynch og Cathrine Coulson begyndte allerede under optagelserne til Eraserhead, at snakke om ”the Log Lady”. Coulson, der i den periode var gift med Jack Nance, var assistent på filmen, og Lynch fortalte hende, at han havde et billede i hovedet af hende med en kævle i armene.

Det blev til den enigmatiske kævlekvinde, der leverer mystiske meddelelser til Twin Peaks’ indbyggere. Med brun-i-brun-påklædning, der er en kævle værdig, sidder hun ofte alene og begynder først at snakke med fremmede, hvis hendes kævle har noget at sige til vedkommende. Det er ikke rigtig Twin Peaks, før ordene har lydt: ”My log has something to tell you.”

 

2. The Black Lodges entiteter: The Man from Another Place (Michael J. Anderson) & The Giant (Carel Struycken)

Dværgen og kæmpen, de to ikoniske entiteter fra The Black Lodge, bør være at finde blandt castet til den nye serie. Hvem skal ellers snakke baglæns og uddele kryptiske spor, som vi i de næste 25 år kan svælge i?

Karakteren The Giant er derudover interessant, da vi ikke ved noget om ham. Han har i de to seneste sæsoner kun været brugt som mystisk budbringer, og derfor kan Frost/Lynch udvikle karakteren i stort set alle retninger.

The Man From Another Place er anderledes fængslende, da vi efterhånden ved en del om ham via Twin Peaks: Fire Walk With Me. Her finder vi ud af, at The Man from Another Place er entiteten MIKEs arm, som han skar af, da MIKE ikke ville slå flere mennesker ihjel sammen med BOB.

Begge de to nu så berømte Twitter-beskeder fra Lynch og Frost er desuden citater fra dværgen og kæmpen, så mon ikke vi får dem at se igen?

 

1. Dale Cooper (Kyle Maclachlan)

”How’s Annie?” Cliffhangeren, der afsluttede det fænomenale værk, efterlod seerne så yderligt på kanten, at man nærmest ikke kunne gøre andet end at falde ned fra klippen. For hvordan skulle det nogensinde ende godt?

Den gode Agent Cooper var blevet fanget i The Black Lodge, og hans onde dobbeltgænger var sluppet løs. Eller også havde BOB besat ham. Eller også var han død. Uanset tolkning er det ikke en god tid den kære Cooper går i møde, og det altafgørende spørgsmål der skal besvares i år 2016 er: ”How’s Cooper?”

Heldigvis har Kyle Maclachlan allerede tweetet, at det er på tide at finde kaffen og suitet frem igen, så den vigtigste karakter er sikret en genkomst. Nu mangler vi bare de ni andre.

Kommentarer

Twin Peaks

Amerikansk tv-serie fra 1991-92, der over to sæsoner udforsker livet i landsbyen Twin Peaks centreret omkring mordet på en ung pige, Laura Palmer.

Revolutionerede tv-serie-formatet med dets egenartede miks af sæbeopera, krimi og gys.

Nævnes blandt mange som hovedinspirationskilden for den nuværende bølge af populære amerikanske tv-serier.

En tredje sæson er netop blevet annonceret. Den vil blive sendt på amerikanske Showtime i 2016.

Skrevet og instrueret af David Lynch og Mark Frost, som også skal lave den kommende tredje sæson.

© Filmmagasinet Ekko