Toronto-festivalen med Aronofsky og Trier
På torsdag offentliggør Venedig-festivalen sit program, som filmelskere vil holde øje med i spænding, da der altid er spændende verdenspremierer på plakaten.
Men i Oscar-sammenhæng er Toronto-festivalen vigtigere i forhold til at skabe buzz i Nordamerika, og den canadiske festival har i dag annonceret nogle af titlerne.
Der er dog ikke de helt store kanoner på årets festival, som ud over Venedig er i hård konkurrence med amerikanske Telluride. Begge konkurrenter ligger umiddelbart før Toronto.
Den canadiske festival har verdenspremiere på skuespilleren Andy Serkis’ debut som instruktør, Breathe. Serkis er kendt som kongen af motion capture-præstationer og forbløffer lige nu i danske biografer som aben Ceaser i Abernes planet: Opgøret.
Også Battle of the Sexes får verdenspremiere i Toronto. Filmen skildrer tenniskampen i 1973 mellem den daværende verdens-etter Billie Jean King, spillet af Emma Stone, og den tidligere mester Bobby Riggs, spillet af Steve Carell.
Godt med gys
Dagens offentliggørelse er også med til at afsløre, hvilke film der med al sandsynlig får verdenspremiere i Venedig.
Darren Aronofskys længeventede gyser Mother! med Jennifer Lawrence i hovedrollen bliver nemlig vist i Torontos Special Presentations-program i stedet for Gala-programmet, hvor verdenspremierer får plads. Dermed må Mother! siges at være selvskrevet til den italienske festival.
I Special Presentations finder man også Ruben Östlunds Guldpalme-vinder The Square, som tilsyneladende går efter at holde momentum kørende til Oscar-uddelingen.
Det er det mest interessante set med danske øjne, da Claes Bang som bekendt spiller hovedrollen i Östlunds film. Men også en anden film med dansk tilknytning bliver vist i Toronto.
Joachim Triers gyser Thelma kom ikke til Cannes, men også den er at finde i Torontos Special Presentations-program.
Festivalen i Toronto løber 7.-17. september.
Kommentarer