Injuriesagen: Tosse mod tosse

En tosse, der lægger sag an mod en anden tosse.

Det er den korte definition på en injuriesag, og da vi i denne artikel skal beskæftige os med tosser, der kan finde på hvad som helst – såsom at anlægge injuriesag – må vi hellere fra starten understrege, at vi med ordet ikke mener ”et svagt begavet menneske”, men et menneske, der ”opfører sig dumt”.

Det første er nemlig en injurie, det er det andet ikke.

En injurie er en ”falsk, ærekrænkende beskyldning”, og i en moderne verden, hvor æresbegrebet ikke spiller nogen rolle, er det i sig selv lidt latterligt at føle sig æreskrænket.

Det kræver lige dele forfængelighed og mangel på humor. Plus en god portion tålmodighed. Injuriesager trækker ud i én uendelighed med metervis af papirdynger, og den, der vinder sagen, får som regel et ubetydeligt erstatningsbeløb. De eneste, der tjener penge, er advokaterne.

De elsker naturligvis injuriesager.

Denne gang er det foreningen Danske Filminstruktører og biografformand Kim Pedersen, som er røget i totterne på hinanden. Førstnævnte har stævnet sidstnævnte i en banal sag, som udspringer af et blogindlæg på Ekkos hjemmeside om den verserende kønsdebat.

Kim Pedersen fremlagde sin egen undersøgelse, der angiveligt viser, at kvindelige instruktører får en positiv særbehandling af Det Danske Filminstitut. Pedersen tilbød historien til Berlingskes Kristian Lindberg, der lavede et interview med bloggeren under overskriften Filmkvinder beskyldes for at mele egen kage.

Og så eksploderede det.

Udemokratisk våben
På bloggen konstaterer Pedersen i forbifarten, at de tre toneangivende kvinder i Danske Filminstruktørers bestyrelse – Annette K. Olesen, Christina Rosendahl og Birgitte Stærmose – er blandt de instruktører med flest afviste spillefilmprojekter.

I Berlingskes artikel har piben fået en anden lyd. Her er de tre kvinder omdrejningspunktet, og nu hedder det sig pludselig, at de ”udnytter deres egen forening til at skaffe sig unfair fordele i kampen om filmstøttemidlerne”.

Det er journalistens egen formulering, og det blæser i vinden, hvordan kvinderne udnytter foreningen, og hvori det unfair består.

Hvis udsagnet handler om fremtiden, er det indlysende, at de tre instruktører vil drage en personlig fordel af mere filmstøtte til kvinder. Det er et faktum, ikke en injurie. Hvis udsagnet handler om fortiden, undrer man sig over, at journalisten ikke spørger ind til, hvilke projekter kvinderne ifølge Pedersen har fået unfair støtte til.

Kim Pedersen har med sine statistikker over billetsalg længe været en torn i øjet på Danske Filminstruktører, og denne artikel får forståeligt nok instruktørerne op i det røde felt. Men i stedet for at skrive et modindlæg, indkalde hr. Pedersen til en kammeratlig samtale eller lave en munter happening, så tyr man til det mest fantasiløse og udemokratiske våben: injuriesag.

Overreaktion
På vegne af formand Christina Rosendahl og bestyrelsesmedlemmerne Annette K. Olesen og Birgitte Stærmose stævner Danske Filminstruktører Kim Pedersen efter ærekrænkelsesparagraf 267:

”Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.”

Men instruktørerne sætter trumf på ved i stævningen at tilføje den skærpende paragraf 268, som straffer for bevidst bagvaskelse og kan give op til to års fængsel.

En gevaldig overreaktion.

Det drejer sig for det første om en dårlig artikel, som få har læst, og færre kan huske, og som takket være sagsanlægget nu får ufortjent opmærksomhed. For det andet burde de kvindelige instruktører vel kun være stolte af at kæmpe for deres medlemmer og egen sag – det er jo indbegrebet af fagforeningsarbejde. For det tredje er foreningens sagsanlæg, som medlemmerne finansierer, nærmest dømt til at mislykkes. De fleste injuriesager bliver afvist, og denne synes at hvile på et tyndt grundlag.

Og mon ikke, at titler som Skytten og Værelse 304 skader renomméet mere, end nogen avisartikel kan gøre?

Det er også paradoksalt, at en forening, der ifølge sit formål skal kæmpe for ytringsfriheden, selv forsøger at begrænse den. At man så oven i købet foretager en stævning, der i yderste konsekvens kan sende et menneske bag tremmer for at bruge munden, er direkte dumt.

Instruktører risikerer fængsel, fordi de lever i regimer, der ikke respekterer ytringsfriheden. Hvad vil de ikke tænke, når de hører om deres danske søsterforening?

Og hvordan skal vi andre fremover forsvare instruktører som Christoffer Guldbrandsen og Boris Bertrams ret til at udfordre magthaverne, når de som medlemmer af en magtfuld forening forsøger at gøre en kritiker tavs?

Kom ind i kampen!
Danske Filminstruktører kontakter også Ekko. Man beder os fjerne det konkrete blogindlæg, ligesom man gerne ser, at Kim Pedersen stopper som blogger. Foreningen mener heller ikke, at Ekko i tilstrækkelig grad har undsagt ham.

Vi kan ikke imødekomme ønskerne.

Blogindlæg står fuldkommen for bloggerens egen regning, og vi blander os ikke, så længe fakta er korrekte, og lovgivningen overholdes. Sådan er det i andre medier, og sådan er det hos Ekko. Der var fejl i Pedersens undersøgelse, men han rettede dem prompte, og indlægget rummer ingen injurier og er således heller ikke del af sagsanlægget.

Vi er sjældent enige med Kim Pedersen, ja, vi har i grunden et diametralt modsat filmsyn. Vi vurderer primært film kunstnerisk, mens Pedersen hovedsagelig er optaget af deres publikumsmæssige potentiale.

Men vi mener, at Kim Pedersen er en relevant og vigtig stemme. Ekko er ikke et menighedsblad, men en platform for en åben debat med plads til mange synspunkter. Vi kan da også kun beklage, at en række af de aktive medlemmer af Danske Filminstruktører – inklusive Annette K. Olesen og Christina Rosendahl – har takket nej til at blogge på grund af manglende tid.

Hvis I er utilfredse, så kom ind i kampen i stedet for at forsøge at suspendere den!

Berlingske skifter mening
Danske Filminstruktører lægger ikke kun pres på Ekko. Foreningen henvender sig også til Berlingske for at få udleveret lydfilen med optagelsen af avisens fortrolige samtale med Kim Pedersen, der førte til den famøse artikel, hvor biografformanden kun vil tage ansvaret for sine direkte citater.

I første omgang svarer Kristian Lindberg i en mail, at Berlingske ikke udleverer ”interne arbejdsdokumenter, herunder optagelser og interview-noter, da det principielt er i strid med vilkårene for en fri presse. Ydermere betragter vi os principielt ikke som en part i denne sag”.

Det eneste rimelige svar, men tosserier smitter.

Berlingske ender alligevel med at udlevere lydfilen til Danske Filminstruktører, selvom det – med avisens egne ord – er i strid med vilkårene for en fri presse og – igen med egne ord – gør Berlingske til en part i sagen.

Chance for at redde æren
Kristian Lindberg fra Berlingske skriver i dag til Ekko, at ”denne sag er helt atypisk, og udleveringen af baggrundsmaterialet er alene sket for at dokumentere over for retten, at Berlingske-artiklens indhold helt og holdent er baseret på Kim Pedersens meninger”.

Men retten har ikke bedt om materialet, og uanset hvad sender Berlingske et klart signal til kilder og interviewpersoner om, at fortrolighed kun er fortrolighed, indtil der bliver anlagt en injuriesag eller lignende.

Berlingske understreger over for Ekko, at man ikke har indgået nogen aftale med instruktørerne. Så vi kan kun gisne om, hvorfor avisen har fundet denne sag så vigtig, at man har solgt sit største aktiv: troværdigheden. Det er dog værd at bemærke, at avisen har undgået at få et sagsanlæg, selvom det medie, der viderebringer injurier, også bærer et retsligt medansvar.

Nej, så var det sjovere i gamle dage, hvor teaterkritikeren Georg Brandes og skuespilleren Robert Schyberg afgjorde en fejde med en duel i Dyrehaven. Fire kugler udveksledes, men ingen af dem ramte.

Det tør vi dog ikke anbefale, men et fredsommeligt forlig, inden sagen kommer for Retten i Helsingør den 24. og 26. august, vil måske ikke være så tosset. Der er stadig en chance for at redde æren.