Tour de Cannes

Fire film har lagt sig i spidsen af Tour de Cannes.

Cannes-festivalen lakker mod enden. Samtlige tyve konkurrencefilm er blevet vist, og i morgen aften uddeles Guldpalmen. Hvem vinder?

Fire film har efter min opfattelse skilt sig ud. Det er tyske Das weisse Band (billedet), italienske Vincere, britiske Fish Tank og franske Un Prophéte. Guldpalmevinderen skal  findes blandt disse fire film, med mindre at juryen vælger at give en fortjentheds-Palme til Pedro Almodovar.

I går blev franske Gaspar Noés Enter the Void vist for pressen og et særligt inviteret publikum. Noé har ikke nået at få filmen klar i den endelige version, så det var en ufærdig 2 timer og 30 minutters version, vi så.

Meget modigt af instruktøren, men Noé må tilbage til klippebordet, hvis hans psykedeliske filmtrip ikke skal ende som en katastrofe.

I dag blev taiwanske Tsai Ming-liangs Visage vist, en prætentiøs og indforstået film om en instruktør, der har store kvaler med at filmatisere myten om Salomé.

Med de sidste film har vi denne stilling i vores spådomsleg: Tour de Cannes.

Den gule førertrøje
Das weisse Band, Michael Haneke
Fluernes herre møder benhård kulturkritik i en Tysklandshistorie fra 1913-1914 om vold og undertrykkelse, der fører til brutal modterror, muligvis udført af børn. Der er ikke en finger at sætte på denne intense ensemblefilm, der ligner en favorit til Guldpalmen.  

Udbryderne
Vincere, Marco Bellocchio
Storslået martyrfilm om Mussolinis hemmelige elskerinde, Ida, og hendes tragiske skæbne. Fillippo Timi overbeviser som den unge Mussollini, og Giovanna Mezzogiorno kandiderer til en Guldpalme for sit spil som Ida. Opera, syngescener og arkivoptagelser blandes ubesværet med fiktionen. Blandt de danske kritikere i Cannes er jeg dog den eneste, som ser noget i filmen.

Fish Tank, Andrea Arnold
Gribende portræt af teenageren Mia lavet i Ken Loach og Dardenne-brødrenes ånd. Livet er svært, men ingen er onde, og måske går det alt sammen. Filmen topper det danske stjernebarometer, der kan læses her på siden, men i filmmagasinet Screens internationale panel har den kun fået et snit på 2,3 (ud af 4).

Un Prophéte, Jacques Audiard
Fremragende fængselsfilm og et eksempel på, at fransk film godt kan konkurrere med amerikanerne, når de strammer sig an. Filmen har højeste snit i Screens panel (3,4) og begejstrede også de danske kritikere. Den er dog lidt for lang og heller ikke dybt original.

Forfølgerne
Bright Star, Jane Campion
Kærlighed og poesi går op i en højere enhed i dette kostumedrama om 1800-talsdigteren John Keats og hans ulykkelige kærlighedsforhold til sin nabo. Filmen er enkel og har et rent hjerte. Især britterne er begejstrede for filmen, men det vil være ultrakonservativt at give Guldpalmen til Bright Star .

Los abrazos Rotos, Pedro Almodovar
Raffineret og visuelt overdådigt melodrama, men det fænger ikke som Almodovars bedste film. Den spanske auteurs vinderchancer kan dog slet ikke afskrives, for Cannes, der i 1999 kun gav en lunken andenpræmie til mesterværket Alt om min mor, skylder ham en Palme.

Bak-Jwi, Park Chan-Wook
Den sydkoreanske instruktør Park Chan-Wook har cellouid i blodet, og denne gang har han lavet et noir-erotisk-drama pakket ind i en vampyrfilm. Grotesk humor går hånd i hånd med forbløffende stærke billeder. Vampyren ringer altid to gange, men spørgsmålet er, om det er nok til en Guldpalme.

Antichrist, Lars von Trier
Årets skandalefilm i Cannes. Men det betyder ikke, at Trier er ude af kampen om Guldpalmen. Cannes elsker skandaler og instruktører, som bryder grænser. Det kræver dog en kamikaze-jury, for der er flere kritikere i Cannes, der mere betragter Antichrist som torturporno end kunst.

Hovedfeltet (inkl. feltets mulige sprinter)  
Taking Woodstock, Ang Lee
Ang Lee springer ud som hippie med festivalens gladeste film, men han får svært ved at vinde. De kommercielle amerikanske film vurderes særligt kritisk i Cannes, og Taking Woodstock er et frikvarter for Ang Lee, der tager sin en puster efter tour de force-filmene Brokeback Mountain og Lust, Caution .

Inglourious Basterds, Quentin Tarantino
Tarantino er Cannes-darling nummer 1. Han skabte filmhistorie, da han i 1994 vandt Guldpalmen med en af vor tids mest originale film, Pulp Fiction. Men hans nye krigsfilm, Inglorious Basterds, lever ikke op til forventningerne. Filmen er ujævn, og der er ikke meget knald på bastarderne, så mr. T får svært ved at gentage triumfen fra 1994.

Looking for Eric, Ken Loach
Den franske fodboldstjerne, Eric Cantona, gæsteoptræder i Ken Loach’ film, og der var ingen ende på klapsalverne i Cannes. Men når sandheden skal frem, er Looking for Eric en sød og sjov bagatel, som ikke har en Guldpalmevinders tyngde.

Kinatay, Brilliante Mendoza
Nogle mener, at den filippinske instruktør ikke har noget at gøre i Cannes. Andre mener, at Brilliante slet og ret er brilliant. I år tager han sin neorealisme på en rejse ind i mørkets hjerte. Kinatay betyder "slagtning", og det er ikke dyr, som der er tale om. En så prosaisk skildring af ondskaben er ikke set siden Henry: Portrait of a Serial Killer fra 1986, og Mendoza kan snyde alt og alle i Cannes med en supersprint.

The Time That Remains, Elia Suleiman
Instruktøren fortæller sin families historie og giver et andet billede af livet for palæstinensere i Israel end det, vi er vant til at se i medierne. Tableauer væves sammen til en nostalgisk-poetisk erindringsmosaik, der måske ikke er dyb, men til gengæld original og morsom. Vil juryen give en overraskende, men politisk korrekt palme, så skal den vælge Suleimans film. 

Vengeance, Johnnie To
Hævnerdrama i bedste Hong Kong-actionstil med masser af humor. Johnny Hallyday er supercool som hævneren med hukommelsestab, men den er ikke original nok til at vinde.

Map of the Sounds of Tokyo, Isabel Coixet
Filmens titel er ingen tilfældighed. Lyden og musikken er fremragende, og i det hele taget er det en vidunderligt musikalsk film. Sexscenerne hører til blandt festivalens mest pirrende, men filmen savner en psykologisk klangbund — og ægte smerte — til at være en Tokyo-udgave af Sidste tango i Paris.      

A L'Original, Xavier Giannoli
Uden megen kunstnerisk nerve fortæller filmen den autentiske historie om en småforbryder, der bilder en hel landsby ind, at han leder et stort motorvejsbyggeri. Den franske Stein Bagger er på bunden et godt menneske, der bare gerne vil elskes. Fair nok, men ikke i 2 timer og 30 minutter.

Fejebakken
Spring Fever, Lou Fee
Bandlyst kinesisk instruktør trodser regimet og filmer i hemmelighed et dobbelt trekants-homodrama. Det lyder pirrende, men filmen gik straks til bunds i Cannes. Den er så rodet fortalt, at man har svært ved at regne relationerne ud.

Enter the Void, Gaspar Noé
Frankrigs svar på Trier, Gaspar Noé, byder i sin Palme-kandidat også på sex & vold, chok & penetration (filmet indefra skeden!). Tag highspeed-kameraet i Irreversible og den psykedeliske slutsekvens i Rumrejsen 2001 , og du har en lille anelse om, hvilke strabadser der venter. Enter t he Void blev vist i en ufærdig version, og instruktøren må tilbage til klippebordet, hvis hans syretripfilm ikke skal ende som en kunstnerisk og kommerciel katastrofe.

Visage, Tsai Ming-liang
Hvis man ikke kender myten om Salomé, er man prisgivet i denne vildt prætentiøse film om en taiwansk instruktør, der er ved at filmatisere den bibelske myte.  

Les herbes follies, Alain Resnais
Man under gerne den 81-årige Resnais at være i Cannes, men smilet stivner, når man ser hans komedie, hvis komiske klimaks er en lynlås, der sætter sig fast før et stævnemøde. Livet er for kort til franske lystspil ...