Tre Berlin-vindere hyldet i Dagmar



Stemningen emmede af forventningsfuld glæde, da publikummer, som bare ikke kunne vente længere med at se En kongelig affære, fyldte foyeren i Dagmar Teatret tirsdag aften.

Der var mødt så mange op, at køen til billetsalget nær ikke var nået til vejs ende, før filmen blev præsenteret af Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, inde i sal 1.

Filmens Berlinale-vindere — instruktør Nikolaj Arcel, manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg og skuespiller Mikkel Boe Følsgaard — var også til stede. Og da efterteksterne begyndte at rulle hen over lærredet, blev de tre filmfolk klappet op på scenen og hyldet af publikum, som kunne lide, hvad de havde set.

Men på scenen stod også Ekkos skrappe filmlektor, Peter Schepelern, og han havde ikke tænkt sig at lade trioen slippe så let.

Et godt drama
”Når man som biografgænger ikke nødvendigvis kender de faktuelle kendsgerninger i historien om Struensee, ville det være rart at vide, om det her er ren digtning,” begyndte Peter Schepelern.

”Så jeg vil gerne spørge jer, om I fører tilskueren bag lyset i forhold til den faktuelle historie? Vi kunne jo kalde det en tilståelsessag,” foreslog han med et lumsk smil.

”Først læste vi alt om historien, så vi havde det præcise billede af, hvordan det foregik,” fortalte Rasmus Heisterberg.

”Dernæst glemte vi så at sige det hele igen for finde ind til essensen af den historie, vi ønskede at fortælle. Det var vigtigt at gøre historien til vores egen, og vi ville lave et godt drama,” indrømmede Heisterberg.

Begavede Caroline
”Den gængse opfattelse af Caroline Mathilde er, at hun var naiv. Men vi har gjort hende mere intelligent, for vi synes godt, at vi kan argumentere for, at hun rent faktisk har noget mellem ørerne,” fortsatte Heisterberg.

”Hun var dybt optaget af Voltaire, og hun skrev nogle begavede breve, som man i dag kan købe dyrt på Amazon. I En kongelig affære er hun blevet en værdig karakter.”

”Hvad vil historikerne sige til det?” spurgte Schepelern.

”Vi har arbejdet med de fremmeste historikere inden for det her felt, og de har ikke på noget tidspunkt sagt, at det her er hylende forkert. De har hele tiden sagt: ’Ja, ja, ja, det kunne godt have været sådan,’” sagde Nikolaj Arcel.

Fiktiv rammefortælling
Men den ”indrømmelse” lod Peter Schepelern sig ikke spise af med.

”Kom nu, der må være noget i filmen, som ikke stemmer overens med de historiske kendsgerninger,” insisterede han.

”Vi har lavet en fiktiv rammefortælling i form af et brev fra Caroline Mathilde til sine børn. På den måde retfærdiggør vi den over to timers lange nedtur, så der er lidt mening med galskaben,” indrømmede Nikolaj Arcel.

”Vi ved ud fra de breve og tekster, Caroline skrev i sit ufrivillige eksil i Tyskland, at hun savnede sine børn, så man kunne vel godt forestille sig, at hun også havde skrevet et brev til dem,” forklarede instruktøren.

Trier og de pæne drenge
En kongelig affære fortæller dramaet om den tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, der indleder et dødsensfarligt forhold til Christian den 7.’s dronning Caroline Mathilde, mens han samtidig har et stærkt venskab med kongen.

Struensee var oplysningsmand og en varm fortaler for ytringsfriheden, som i 1700-tallet havde vind i sejlene i Europa. Men ikke i Danmark, og derfor ender det med, at hans to passioner, kærligheden og ytringsfriheden, bliver hans undergang.

”Vi ved, at Struensee blev tortureret og fik hugget en hånd af, før han endte med at miste hovedet,” sagde Peter Schepelern.

”Jeg ved, at Lars von Trier var konsulent på filmen. Hvad sagde han til halshugningsscenen? Han plejer jo gerne at ville vise alt det anstødelige.”

”Ja, ja, han sagde, at vi skal se hovederne falde af, men vi var for pæne drenge til at vise det,” grinede Nikolaj Arcel.

Høje parykker og skingre grin
Teaterskoleeleven Mikkel Boe Følsgaard, der vandt prisen for bedste mandlige skuespiller på Berlin-festivalen, gik heller ikke ram forbi af Schepelerns drillerier.

”For 30 år siden spillede Tom Hulce Mozart i 1700-talsdramaet Amadeus med høje parykker og skingre grin. Ham så vi aldrig siden noget til,” sagde Schepelern og tilføjede: ”Men der skal nok komme nogle skøre kongeroller i de kommende år.”

”Min telefon har ringet meget, men det er mest journalister, og nu er jeg tilbage på teaterskolen for at gøre min uddannelse færdig,” svarede den jordbundne skuespiller.

”Under prisfesten kom Mike Leigh forbi og sagde, at hvis jeg var rigtig skør, ville han have sølvbjørnen tilbage,” sagde Mikkel Boe Følsgaard og udløste højlydte grin i salen.

Et ordentligt snav
Schepelern kunne heller ikke dy sig for at nævne, at Mikkel Boe Følsgaard på et billede fra Berlin-festivalen har svøbt sine læber omkring Sølvbjørnen.

”Den får en snaver!” grinede skuespilleren og hoppede direkte ind i sin karakter som den excentriske kong Christian.

”I fik så æren af at lave den film, som har været under opsejling i 240 år — tillykke med det!” sagde Schepelern som afslutning på en festlig aften.